Koncerter

Bon Iver, 25.09.08, Store Vega, København

[Peder Bo Jørgensen]Det var lige før Store Vega var proppet til koncerten med amerikanske Justin Vernon alias Bon Iver – på trods af, at han endnu ikke har fået meget omtale herhjemme. Med kun et enkelt album på repertoiret gav Bon Iver en god time af helt sublim singer-songwriter-kvalitet krydret med små overraskelser. (26.09.08).Det var lige før, Store Vega var proppet til koncerten med amerikanske Justin Vernon alias Bon Iver – på trods af, at han endnu ikke har fået meget omtale herhjemme. Med kun et enkelt album på repertoiret gav Bon Iver en god time af helt sublim singer-songwriter-kvalitet krydret med små overraskelser.

Fotos: Mathias Laurvig, LiveShot.dk

Hvad det lige præcis er for nogle jungletrommer, der har lydt, ved jeg ikke. Men de har lydt højt nok til, at Bon Iver torsdag kunne spille foran et pænt pakket Store Vega. Det må siges at være et overraskende stort fremmøde, når man tager i betragtning, at Bon Ivers samlede danske radio airplay vist nok begrænser sig til Det Elektriske Barometer, og at hans rigtig fine debutalbum For Emma, Forever Ago har fået flotte, men få anmeldelser.

Hvad det end var, der havde lokket en alders- og kønsmæssigt broget skare af befolkningen til at spendere halvanden biografbillet på et så godt som ubeskrevet blad fra det amerikanske midtvesten, så er der ikke nogen, der kan fortryde det. Aldrig før har jeg overværet en koncert med prædikatet følsom singer-songwriter med så meget vitalitet og udadvendt energi. Det var komposition og opbygning, der bar numrene, og dét nogle gange helt op i skyerne. Eksempelvis i den fantastiske “For Emma”, hvor man næsten kunne se de positive vibrationer, der tindrede frem og tilbage mellem scene og publikum, efterhånden som nummeret arbejdede sig frem mod sit klimaks. Det var ét højdepunkt, hvis man da ellers kan snakke om højdepunkter i en koncert, der næsten konstant rørte det sublime.

Desuden bød koncerten på en række (positive) overraskelser. Sceneopstillingen med to trommesæt var den første. Den fantastisk tunge elektroniske bas på “Lump Sum” var den anden. En tredje var det ene af to nye numre, “Blood Bank”, der i kontrolleret storladenhed ikke lod Band of Horses noget tilbage at ønske. At der ville komme stroboskoplys, som der gjorde på “Creature Fear”, var der nok heller ikke mange, der på forhånd havde regnet med.

Overraskelserne og frontmand Justin Vernons energiske riffbaserede guitarspil sikrede, at koncerten ikke endte i den indadvendte fingerspilskasse af singer-songwriter-koncerter, man nyder, men glemmer lige så snart den sidste hjerteskærende strofe er klinget ud. Nej, den her koncert er én, der er værd at huske. Justin Vernon virkede også oprigtigt som om, det var en aften, han havde lyst til at huske. Der var sympati mellem dem, der stod på scenen, og dem, der stod foran den, hvilket også gjorde, at det rent faktisk lykkedes Vernon at organisere en ganske fornuftig gang fællessang på andet og sidste ekstranummer, “The Wolves (Act I And II)”.

Bon Iver har ikke det store materiale at trække på. Et enkelt album er alt hvad diskografien indtil nu tæller. Læg dertil to nye numre og et Talk Talk-cover og du står stadig kun tilbage med en 65 minutters koncert. Men hvilke 65 minutter! Ja, man var faktisk helt udmattet bagefter.

Karakter:

Om skribenten

Peder Bo Jørgensen

 

Biografi:
Er vokset op i Svendborgs mørke udkant i et klaverløst hjem. I stedet blev musikdriften tilfredstillet af luftguitarspil og lår-tromning til først brormands pladesamling, der blandt andet bød på Pulp, Smashing Pumpkins og Bad Religion, siden til egen samling, der (selvfølgeligt) først var kraftigt influeret af Det Elektriske Barometer. Sidenhen har den også bredt sig tilbage i tiden til 60'ernes beat og singer-songwriters, 70'ernes art rock og 80'ernes new wave og indie.
Bor i København.

 

Hører i øjeblikket:
Electrelane: The Power Out
Islands: Return To The Sea
- Legesyg indiepop i den absolut bedste ende. Koncert på Vega d. 10. februar.
Headlights: Some Racing, Some Stopping
Thin Lizzy: The Boys Are Back In Town
- Old school.
Ryan Adams & The Cardinals: Cardinalogy
- I modsætning til Undertoners anmelder mener jeg, at det nyeste album fra Ryan Adams er aldeles glimrende. Ja, det er til tider skamløst på en lettere stadionrocket måde, men hvad fanden. Den sublime sangskrivning går stadig lige i hjertet.

 

Fem favoritalbums:
Leonard Cohen: Ten New Songs
Electrelane: No Shouts, No Calls
Ryan Adams: Easy Tiger
Bright Eyes: Digital Ash in a Digital Urn
Nikolaj Nørlund: Tændstik

Skriv et svar