Plader

Cold War Kids: Loyalty to Loyalty

Den sværeste plade er som regel toeren. Man skal enten forsøge at redde resterne af ens karriere, der ligger i ruiner efter sidste plade, eller man skal forsøge at leve op til sidste plades niveau. Cold War Kids tager derimod fusen på alle og indspiller den samme plade igen.

Loyalty to Loyalty lyder Cold War Kids umiskendeligt som sig selv. Der er slet ingen tvivl om, at det er dem, der spiller. Nathan Willets stemme fylder stadig meget, og der bliver stadig spillet en stor blanding af soul, folk, country – og så en ordentlig sjat indie. Det lyder som en massiv forvirring, men det er alligevel ret så stilsikkert. Det er Cold War Kids-stilen.

Det starter stille og roligt. Trommehvisken, guitarpicks, Willets stemme, lidt keyboard og så ellers et nummer, der bringer dig fra A til B uden de store svinkeærinder. En sang, der hviler i sig selv, uden at den dog er helt blottet for desperation og melankoli. En mørk lyd, der hverken egner sig til sommer eller fest, men mere et stille øjeblik i efterårets vind og susen. Vindens susen skal tages helt bogstaveligt, da der, som på de fleste andre Cold War Kids-sange, pludselig bliver spillet igennem med et sandt virvar af guitarstøj, dårligt stemmende klaverer og skævt og disharmonisk trommespil.

Det er Cold War Kids, som vi kender dem. Det er der for så vidt ikke noget galt i, men desværre bliver det heller ikke meget vildere end det. Der er da numre, der skiller sig ud, men af en eller anden grund ender det altid med, at Willet fylder det hele. Det er synd, for instrumenterne burde have mere plads, der burde være mere fokus på guitaren, trommerne skulle have lov at ånde, og der burde skrues lidt ned for Willets mikrofon.

Den fjerde skæring “Something Is Not Right With Me” er et rigtigt indierock-nummer. Den allestedsnærværende vokal er selvfølgelig igen helt fremme i front, og så bliver der ellers råbt og skreget til den helt store guldmedalje. Der bliver gjort plads til guitaren, der får lov at larme igennem. Dog ikke mere, end at fokus stadig ligger hos Willet. Det er dog et af de bedste numre på pladen. Råt for usødet, en smule grimt og på alle måder utroligt charmerende. Hvis der skal være et stensikkert dansenummer på den plade, må det helt klart være dette, der med sine skæve rytmer og surt vredne guitarer sætter gang i bentøjet og spiller op til dans.

Nummeret, der følger lige efter, “Welcome To The Occupation”, er et kunststykke udi tribal-indie, der med jungletrommer og en enorm energiudladning bringer pladen op på det næste niveau, der gør, at man gerne vil høre det igen. Desværre er de næste sange ikke noget at råbe højt om, selvom det ellers ville have været i Willets ånd. Ensformigt, kedeligt, tilforladeligt og masseproduktion er de ord, der først popper op i mit hoved.

Cold War Kids strammer sig dog an på “Relief”. Her bringes lyden fra barndommens Amiga-spil op til overfladen. Med en utrolig tyk og brun lyd fra keyboardet, simpelt guitarpilleri og en tung bas forlader Cold War Kids den ellers så velkendte opskrift og udforsker i stedet nye sider af dem selv og deres musik. Her er varme og kulde på samme tid, her er computermusik, og her er Willets stemme ikke så fremtrædende, at man bliver irriteret.

Loyalty to Loyalty er en typisk Cold War Kids-plade. Nathan Willets stemme fylder meget, og det er tydeligvis noget, de har tænkt sig at holde fast i. Det er ærgerligt, for melodierne er egentlig fine nok, men de drukner i vokalen. Præcis som de gjorde på Robbers And Cowards. Derfor bliver det heller ikke til andet end den middelmådige karakter, de fik, sidst de blev anmeldt på Undertoner.

★★★☆☆☆

Deltag i debat