Plader

Death Vessel: Nothing is Precious Enough for Us

Skrevet af Martin Petersen

Andet udspil fra den tyskfødte, indianerlignende falsetsanger Joel Thibodeau, der under aliasset Death Vessel for anden gang forsøger at undgå at forsvinde i mængden af sangere og sangskrivere. Han gør det godt, men er det nødvendigvis godt nok?

Death Vessel er Joel Thibodeau og vice versa. En singer/songwriter af den type, der altid ender med at varme op for det middelstore amerikanske band, man er taget ud for at se. Han går ubemærket på scenen og spiller sine følsomme sange på sin følsomme guitar og gør sit for at formidle et følsomt udtryk, mens man selv står nede i salen, kigger på sit ur og prøver at gætte på, hvornår det band, man egentlig er kommet for at se, går på. Bliver det klokken hel? Eller først kvart over? Og kan jeg nå i baren efter øl, når nu de fleste, der ellers havde tilkæmpet sig en fornuftig plads, er trukket derud, da de fik nok af følsomt guitarklimperi? I det sidste nummer han spiller, inden han går af scenen før hovednavnet, som han er »…oh so grateful…« for at have fået lov at turnere med, fordi de er nogle« …great guys…,« kommer et par af gutterne fra aftenens hovednavn så på scenen og spiller med, og tilsat lidt mere end bare en guitar kan man så høre, at Death Vessels sangskat slet ikke er så skidt endda. Det er et tænkt eksempel, men Death Vessel har været med såvel Low som Iron & Wine på tour, så hvorfor skulle det ikke kunne være sådan?

For Death Vessel er heldigvis ikke kun Thibodeau, gæstelisten over bidragydere til hans anden plade, Nothing is Precious Enough for Us, tæller de første 10 navne, der bidrager med alt fra trut til tråd. Enkelte er med hele vejen, andre kun for en kort bemærkning, men samlet løfter de heldigvis pladen til et stykke over det middelmådige. For der er ikke langt fra Nothing is Precious Enough for Us til de singer/songwriter-plader, man har glemt, allerede før de er taget af anlægget. Det er habilt, det er velfremført, og der er for så vidt ikke noget at sætte en finger på, men musikken i sig selv kan hverken mere eller mindre end så meget andet af det, kunstnere, der aldrig selv bliver det, udgiver på de kendte selskaber. Det er som udgangspunkt en plade af den type, der går 13 af på dusinet.

Heldigvis for Thibodeau har han et hemmeligt våben i form af sin stemme. På pladens tre første numre mistænker jeg Thibodeau for at have sprøjtet ren Sigur Rös i årerne. Og mens jeg hørte pladen igennem, fik jeg flere gange det billede i mit hoved, at det må have været sådan, det har lydt, hvis Jonas Bjerre på et tidspunkt i sine spæde teenageår stillede sig op foran spejlet og sang ned i en hårbørste. Sikkert er det dog, at Thibodeaus falsetstemme er af en karakter, der ikke kommer til at skabe enighed om andet, end at den er særegen, men at den adskiller ham fra de andre og giver ham særpræg. Om man så skal elske eller hade hans stemme, er for vidtrækkende en diskussion at begynde her.

Nothing is Precious Enough for Us er god, men ikke så god. Det er en fin plade blottet for svipsere, og med sine små 40 minutters spilletid er den let at komme ind på livet af, selvom man kan argumentere for, at det skjulte bonusnummer er overflødigt. Ingen tvivl om, at Death Vessel er et langt mere sympatisk bekendtskab, end navnet lægger op til, men alligevel løfter pladen sig aldrig helt. Nothing is Precious Enough for Us mangler højdepunkter, og der mangler numre, der er værd at fremhæve frem for andre. Kort sagt mangler der noget, der for alvor giver pladen særpræg, for alene gør Thibodeaus stemme det ikke, og det er synd, for som udgangspunkt er det simple udtryk på Nothing is Precious Enough for Us virkelig indbydende. Nogle gange er det bare ikke nok.

★★★★☆☆

Deltag i debat