De smarte folk fra pladeselskabet Dead Oceans skriver i pressemeddelelsen, at Living on the Other Side handler om at rulle vinduerne ned, skrue godt op for musikken og ellers bare drøne derudad. I det har de ramt plet – det er en køreplade. Det bliver dog ikke det vildeste roadtrip, og pladen passer sig egentlig bedst til en søndag formiddag på den nordjyske landevej, hvor man ikke møder meget action.

The Donkeys er håndværkere. Inden for deres felt skal man lede længe for at finde deres lige. De skriver sange, der byder på lidt blid guitarfinurlighed, om det så er med afsæt i countrymusikken med dens twangguitar eller indierockens flirten med jangleguitar. Derudover bliver der gerne tilføjet nogle stille trommer, lidt orgelhurlumhej og sidst, men ikke mindst vokalharmonier. Det lyder jo egentlig meget godt, men når størstedelen af de 11 numre på en næsten 44 minutter lang plade har samme opskrift, bliver det for ensformigt og forudsigeligt.

“Walk Through a Cloud” er faktisk en meget god sang. Det er pladens anden skæring, og den byder pÃ¥ en tekst, der handler om en fyr, der har forladt sin kæreste og nu har det skidt. Han fortryder selvfølgelig, og det er ogsÃ¥ synd for ham. Sangen er mÃ¥ske ikke noget, du kommer helt op at ringe over, men den er okay. SÃ¥dan en mellemvareting, som nÃ¥r det danske landshold forsvarer de rød-hvide farver. Det er jo egentlig en meget god start, tænker man. Men som med landsholdet bliver det aldrig ved mere end den gode start. For nÃ¥r man som sangskriver snedkererer stort set den samme sang 11 gange i træk, blegner det hele.

Endnu en gang skal pressemeddelelsen fremhæves, for folkene bag den har virkelig begået et mesterstykke uden lige. Her står der skrevet, at det ikke er meningen, at Living on the Other Side skal ramme dig med en flamboyant single. Det er godt skrevet, for det er så rigtigt, som noget kan være. Man bliver bestemt ikke ramt af noget som helst. Måske en varm luft, for det er vitterligt dét, der er tale om her. En ensformig og hamrende kedelig, grå plade, der er lige så hurtigt glemt, som den er taget af stereoanlægget.

Nu skal man heller ikke være for hård ved musikken; der er da opløftende elementer med. Der er orgel. Der er twang- og jangleguitar. Der er vokalharmonier. Der er sange om ulykkelig kærlighed. Men der er så nok heller ikke meget andet end det. Dette er pladen til verdens kedeligste roadtrip.