Plader

Fuck Buttons: Street Horrrsing

Engelske Fuck Buttons debutalbum er et semisadistisk samleje. Fristende og sprudlende melodier bliver voldtaget af hårdtslående noise. Med et steady beat og pirrende drillerier henføres lytteren i en 50 minutter lang orgastisk ekstase. Seks sveddryppende U’er.

Duoen Fuck Buttons bliver udgivet på ATP Recordings, som er tilknyttet festivalen All Tomorrow’s Parties. ATP-festivalen har virkelig skudt tidens papegøje, da den som det ultimative mixtape bliver sammensat af en etableret kunstner eller band. Før har bands som Sonic Youth, Mogwai og Portishead været kuratorer. Ved næste ATP-festival, som er skabt i samarbejde med My Bloody Valentine, er Fuck Buttons også på programmet.

Dette er vel sådan set en garant for kvalitet, men alligevel får det alarmlamperne til at blinke i mit hoved: Er Fuck Buttons blot tidens tone, et nøje kalkuleret ekstrakt af highraterne på Pitchfork? En hurtig genrekarakteristik: drone a la Merzbow, Sunn O))) og neo-tribalisme a la Gang Gang Dance, Animal Collective. Det hårde og obskure blandet med det lette og lettilgængelige. En alt for søgt cocktail med den totale hype som mål? På papiret ser Fuck Buttons ud til at være direkte afskrift af formlen for en bestseller hos Pitchfork-segmentet.

Men nok om forudindtagelserne, videre til det interessante.

Street Horrrsings første nummer, “Sweet Love For Planet Earth”, intoneres lige så stille af en enkel klavermelodi, men paradis står ikke længe uberørt. Stille sniger noise-slangen sig ind på nummeret. Med en utroligt veludført suspense bliver larmen slået an utallige gange, og hver gang med større og større efterdønninger i melodilandskabet. Ved 4:30-mærket bliver det for meget; støjen sætter sig igennem og overtager styringen. Et minut efter begynder helvedesskrigene, der minder umiskendeligt meget om noisekunstneren Prurient, og efter 7 minutter kan melodien kun lige skimtes i baggrunden, som en forlængst forlist drøm. Således er kampen ovre, og nummeret begynder at ændre karakter, indtil det efter 9 minutter og 41 sekunder endeligt slår over i det enkle, trommebaserede nummer “Ribs Out”.

Denne kamp, kampen mellem det uskyldigt glade og det voldelige vrede, er den dynamik, der bærer hele albummet frem. Med både hurtige og langsomme skift bliver det aldrig kedeligt, pladen er i konstant bevægelse. Et område bliver afsøgt, en kamp bliver kæmpet, før vi bevæger os videre. Efter 50 minutter er vi i mål.

Drone-genren er en af de sidste par års meget hypede genrer – og nok også mere hypet end egentlig hørt. En definition af drone vil jeg ikke indlade mig på, blot vil jeg konstatere, at Street Horrrsing ikke er en drone-plade, men at den gør brug af drone- og noiseelementer. Samtidig er det heller ikke en neo-tribal plade, en anden meget hypet genre, som vi kender fra blandt andre Gang Gang Dance, men der er samtidig en lystig spillen på de tribale trommer. Man kan sige, for nu at bruge en klichéformulering, at Fuck Buttons transcenderer de to genrer. Med en fod i hver lejr bruger de den dialektik, der opstår mellem de to lyde til at bevæge sig længere op. Jeg er ikke sikker på, at jeg forstår det, men noget kunst er hinsides forståelsen.

Måske kan man argumentere for, at pladen mister en smule momentum undervejs, måske kan man argumentere for, at skiftene mellem de forskellige numre til tider er for bratte, men det hele er ret ligegyldigt, for når pladen afsluttes med den samme melodi, som indledte den, fremstår Street Horrrsing som en helhedsoplevelse. De enkelte numre er glemt, hele albummet flyder sammen til en lang blanding af infernalsk støj og glade melodier.

★★★★★★

Om skribenten

Christoffer Basse Eriksen

 

Biografi:

Studerende ved Idehistorie på Århus Universitet.

 

Hører i øjeblikket:
Atlas Sound: Logos

- Bradford Cox er en lille popdjævel, det er hvad han er. "Walkabout", "Shelia" og "Quick Canal" er alle tre mesterlige numre på et album af utroligt høj kvalitet.

 

Bill Fay: Still Some Light
-
Jeg har, på trods af mine kun 20 somre, ventet på dette album siden 1971, hvor mesterværket Time of the Last Persecution udkom. Still Some Light er en stor samling sange af meget samme lyd. Åbneren "My Eyes Open" er tårepersende smuk, og der er flere perler at finde, jeg skal bare lige have lidt tid.

 

A Sunny Day in Glasgow: Ashes Grammar

- Overset, overset album fra 2009. På en gang svævende og konkret, rum og melodi. "Close Chorus" er et instant hit!

 

Current 93 - Soft Black Stars

- Der roterer altid en C93-skive hjemme ved mig. For tiden er det den her. Ensformig, ja, fantastisk, ja!

 

Bill Callahan: Sometimes I Wish We Were an Eagle

- Et favoritalbum herhjemme. Hvert nummer er en perle, Callahans stemme er så helt vildt rig, og så er jeg fortabt i sætningen: "I used to be darker, then I got lighter, then I got dark again".

 

Fem favoritalbums:
Animal Collective: Feels
Bill Fay: Time of the Last Persecution
Justin Rutledge: No Never Alone
Beach Boys: Pet Sounds
Bob Dylan: Blood on the Tracks

Skriv et svar