Plader

Jasmina Maschina: The Demolition Series

Skrevet af Filip Granlie

The Demolition Series vugger spagfærdigt derudaf i en ok udgave af en slags sadcore. I modsætning til de åndsbeslægtede Cat Power og Laura Veirs har Jasmina Maschina ikke sangene på sin side. Til gengæld har hun gode arrangementer.

Med The Demolition Series tager debutanten Jasmina Maschina lytteren om bord i en feminin musikalsk midnatsrobåd med blandt andre Cat Power og Laura Veirs som inspirationens årer. Udtrykket er lidt naivt, lidt skrøbeligt, lidt usikkert, lidt prøvende og lidt kedeligt. Det egner sig fint til en langsom step over egne fødder en sen nattetime foran en imaginær pejs med et alt for tydeligt fravær ved siden.

Stemningen er nemlig indadvendt, eftertænksom, let prøvet, let foruroliget og let forudsigelig. Den skal vække en genkendelighed hos lytteren, men skal også rumme det ukendtes lurende nærvær. En række uspecificerede instrumenter og elektronik bidrager til at løfte stemningen og er et velkendt kneb i denne type musik, som ikke finder et tilstrækkeligt udtryk i guitar og vokal.

Instrumenteringen ud over den væsentligste vokal og guitar tæller nemlig soveværelsesproduktionens efterhånden obligatoriske arsenal. Der er diverse øvrige strengeinstrumenter, melodika, stueorgel, noget gammelt, noget blåt, noget stjålet og noget skrammel: Det flirter med den traditionelle middelvejsromantik, men insisterer på at gå i en selvbevidst bue udenom. Det væsentligste er, at det spiller på udtrykket før de tekniske kvalifikationer. Det har aldrig været andet end det bedste udgangspunkt for kunst.

Det personlige, teknisk skødesløse udtryk har det dog med at blive forvekslet med kunst. En lossepladspræpareret venstrehåndsguitar i en højrehåndet funktionærs støjende magt gør det ikke alene. Er Jasmina Maschina kunst eller ej, det ved jeg ikke. Det er det vel, men før det bliver virkelig godt, skal der mere til end gode intentioner og et personligt udtryk, som i dette tilfælde nok er personligt, men ikke særligt unikt eller originalt. Det er efterhånden en triviel konstatering, når det kommer til følsomme indie-debutanter, men der er for langt mellem de gode sange, også på The Demolition Series.

Harmonik og melodik er banale gentagelser, men på den anden side: De færreste kunstværker bærer på opdagelser. The Demolition Series’ kvaliteter finder lytteren altså ikke i sangene i sig selv, men i arrangementer og instrumentering, et insisterende tema hist og en fin figur pist. Sangene har det med at opløse sig i sig selv og danne små kollager med gentagende figurer og trimlende rytmer. Den korte “Learning to Fly” leverer nemlig to kvikke vers og lader ellers lydbilledet flyde sammen. Også sidste sang “Asleep (Minit Variation)” smuldrer sammen i et rullende, summende virvar.

Det er dejligt behageligt, og man kan ønske sig, at taktikken var mere gennemført med færre sange – trukket længere ud i droner, sammensurier og lydlige landskaber. Som album betragtet er der for store huller imellem de øjeblikke, der betyder noget, og de gode, der er, burde være smurt ud over et langt større areal. A = π x r². Marco Bellini sagde: hele pladen.

★★★☆☆☆

Deltag i debat