Plader

Kim and the Cinders: s.t.

Skrevet af Mads Jensen

Når Kim and the Cinders er bedst, spiller de god, country-inspireret rock, som man kender det. Når de er værst, prøver de med gakkede, eurodance-inspirationer. Alt i alt er det en anstændig plade uden de helt store op- eller nedture. Men den figurerer næppe længe i hukommelsen.

Pressemeddelelser kan være informative og underholdende, men de kan også være prætentiøse og/eller ligegyldige. Der vil dog altid være lidt nyttig information. I pressemeddelelsen til denne plade står f.eks., at bandet består af Kim “Kix” Jeppesen og brormand Bo Jeppesen (begge fra Powersolo) samt Ulrik “Horatio” Lindez. Overordnet set er Kim and the Cinders-pressemeddelelsen dog ligegyldig. Hvorfor man ønsker at gøre så stort et nummer ud af, hvor, hvordan og hvorledes pladen er indspillet, er et mysterium. At indspille en plade i en hytte i en skov er ikke nyt, og det er ved gud heller ikke interessant. At fortælle at man kan høre benzingeneratoren, der driver strømmen til instrumenterne, bidrager ligeledes hverken positivt eller negativt til oplevelsen af pladen. Jeg fandt aldrig generatoren og heller ikke “vind og vejr og bladenes raslen.” Det vil sige, jeg fandt lidt regn til sidst på “Blackbird in the Forest,” men det er heller ikke revolutionerende. The Cascades brugte regn på “Rhythm of the Rain” for 45 år siden, og det er blevet brugt utallige gange siden.

Så hvad skal man bruge den information til? Man må formode, det er for at skabe et indtryk af en meget autentisk plade, men hvis pladen virkelig er autentisk, så kommer det til udtryk, når man hører den. En plade bliver hverken mere eller mindre autentisk af, at man skriver, den er det. Så om de har stået i en trailer og indspillet én sang og under et træ og indspillet en anden, gør hverken fra eller til.

Man kan så spørge, hvorfor jeg vælger at citere pressemeddelelsen? Årsagen er, at jeg synes, pressemeddelelsen på udmærket vis indikerer, hvad man skal lægge øre til. Og det vil altså ikke sige en autentisk plade, der er “rå og personlig,” men en plade, der påstår en masse uden at leve op til det. En plade, der i højeste grad er gammel vin på nye flasker, ligesom pressemeddelelsen.

Åbningsnummeret, “Today is a Good Day,” er et gedigent rocknummer, der lægger stille ud, hvorefter det bygger op til omkvædet. Det er sådan et nummer, man kan spille luftguitar til, men man rejser sig ikke fra stolen for at gøre det. Vokalen minder om Lou Reeds, når han er mere talende end syngende, hvilket er en god ting.

“Darlin’” fortsætter i samme rille, og det er på disse solide, country-inspirerede rocknumre med masser af amerikanske inspirationer, at Kim and the Cinders er bedst, for selvom det ikke er opfindsomt, er det egentlig meget godt. Det vil helt sikkert gøre sig til en tur ud ad en øde landevej en solrig efterårsaften. V8-motorens sagte buldren, solen i øjnene og den endeløse highway foran, sådan lyder Kim and the Cinders, når de er bedst, og det er jo fint nok, så hvorfor de skal rode sig ud i pressemeddelelsens selviscenesættelse, forstår jeg ikke. Et rocknummer bliver hverken mere eller mindre originalt eller autentisk af at være optaget i en skov. Når man kan lave gedigne rocksange, som de lyder, når de er bedst, bør man reklamere med det i stedet.

Når de er værst, er det til gengæld ikke godt. Skrækeksemplet er “My Lover,” der benytter sig af det i eurodance-kontekst klassiske fællesomkvæd: »Ui ui / ui ui«. Det hører hjemme på Buddy Holly i 1996 og virker mildest talt malplaceret på et rockalbum, for slet ikke at tale om et rockalbum fra 2008. “Giving up the Ghost” er en country-inspireret duet med Maria Timm (Marybell Katastrophy, Maria & Metammit). Det er en kedelig omgang, som ikke bliver bedre af Jeppesens vokal, der insisterer på at give hver stavelse sydstats-twang. Det havde man været bedre tjent uden. Det er en af de sange, der bevæger sig meget langsomt uden egentlig at bevæge sig nogen steder hen. Den figurerer kun i korttidshukommelsen.

Pladen er i det store og hele en ok plade, der dog ikke gør meget væsen af sig. De burde droppe de skæve elementer, som den franske “Hippie Hippie Hourra” og ovennævnte “My Lover.” I stedet skulle de fokusere på de gode country-inspirerede rocksange. Nå ja, og så skulle de markedsføre det ligesom isvafler: “Gammeldaws countryrock” kunne de kalde det, for det er, hvad man får, og det er helt fint.

★★★☆☆☆

Deltag i debat