Plader

Lindstrøm: Where You Go I Go Too

Lindstrøm har genopdaget og indirekte genfortolket Manuel Göttschings banebrydende mesterværk, E2-E4, fra 1984. En kosmisk plade med myldrende, elektroniske toner, der i et langt svæv virker beroligende uden at kede. Og man kan endda danse til det, hvis man har lyst.

Det her handler ikke kun om Lindstrøms Where You Go I Go Too. Eller jo, selvfølgelig, men det er en plade, der bærer på en vigtigere historie. Det er nemlig historiens vingesus, der giver Lindstrøms plade luft og fart. Det er fortiden og dens fremskridt, som taler gennem Lindstrøms tre numre, der samlet varer omkring en time.

Det hele startede 9. september 1952 i Berlin, da Manuel Göttsching blev født, men bare rolig, jeg vil ikke kede jer med en længere biografi, for selv om hans uddannelse i klassisk musik sikkert har haft stor betydning for hans udvikling som musiker, så var det først i 1970, da han dannede Ash Ra Tempel med tidligere Tangerine Dream-trommeslager Klaus Schulze og skolekammeraten Harmut Enke, at der skete noget rigtig interessant. Sammen spillede de nogle fantastiske, lange, kosmiske numre, der var afdæmpet syrerock inspireret af free jazz.

Da de to andre forlod gruppen, fortsatte Göttsching som Ashra, og udtrykket blev langt mere elektronisk end tidligere. Han udviklede sit personlige bud på ambient, der primært adskilte sig fra Brian Enos samtidige arbejde inden for genren ved at være mere komponeret og mindre fokuseret på kun at være lydtapet. Vigtigst, og her er vi så fremme ved pointen, var dog Göttschings udgivelse E2-E4, der udkom i 1984, men allerede blev indspillet 1981. Pladen var med sin blanding af rytmiske bluesguitar-repetitioner og -manipulationer, uptempo elektroniske rytmer og spacey synthtoner en milepæl i udviklingen af den elektroniske musik og et mesterværk i rockhistorien. Både house og techno har fundet inspiration i den plade i årevis. Men mens mange house- og techno-producere skaber en del af deres numre udelukkende via computere, så udmærker denne plade sig yderligere ved at kombinere det organiske guitarspil med de hårde elektroniske rytmer, hvilket giver en langt større dynamik. Pladens varme lyd kommer sandsynligvis også fra den ældre elektronik, der er anvendt.

Normalt, når der bliver lavet den slags genre-definerende mesterværker, så følger en hel flok copy-cats i dens kølvand, men jeg har sjældent hørt nogen genskabe samme magi, dybde og varme. Det gjorde Jakob Skøtt, Jonas Munk og Rasmus Rasmussen til dels sidste år med deres fantastiske September, og nu har Lindstrøm – i hvert fald på det 28 minutter lange titelnummer – forsøgt sig med noget af det samme.

“Where You Go I Go Too” starter langsomt med bløde og omfavnende toner, lidt klokkespil og udsyret guitarspil, inden en mere fast rytme formes, og tørre, synkoperede melodianslag tager over og dominerer resten af nummeret. Hele tiden er der et væld af toner, der jagter hinanden, og der er ikke egentlige skift i nummeret, men nærmere processer, der griber ind i og overlapper hinanden, hvilket skaber ét langt, dynamisk svæv, der kun enkelte gange bliver suppleret af en meget klar melodilinje, som Kraftwerk kunne have lavet den sidst i 1970’erne. Der, hvor det især minder om Göttschings mesterværk, er i det elektriske guitararbejde, der er rytmisk uden distortion. Det er tempofyldt techno, men frem for hårdt og pumpet er det organisk blødt og svævende. Nummeret er en fremragende genfortolkning af E2-E4-pladen, uden overhovedet at gøre opmærksom på, at det er det, der er på færde.

Det to sidste numre på albummet har desværre ikke samme pondus. Der er flere syntetiske synthlinjer, håndklap og fed, fyldig lyd, der får melodierne til at lyde, som om de er stjålet fra 80’erne, og det, der især mangler, er de kosmiske svæv, der skaber variation i den myldrende minimalisme. Pladen kunne med fordel have bestået af en lidt længere version af titelnummeret og intet andet.

Det er måske unfair at lade en helt anden plade fylde så meget i en anmeldelse, men E2-E4 fylder meget på Where You Go I Go Too, hvorfor det er naturligt at gøre opmærksom på dette mesterværk. Det er jeg sikker på, at Lindstrøm ikke har noget imod.

★★★★☆☆

Leave a Reply