Plader

O’death: Broken Hymns Limbs and Skin

Kulkælderen hos O’death er støvet og mørk. Men deres historier fra livets skyggeside bliver ikke leveret med opgivende attitude, men nærmere med livrem og seler strammet hårdt omkring mavesækken. Den amerikanske folktradition bliver skudt gennem rockhistorien og slæber rockabilly og punk med sig i en flok stilbevidste sange.

Jeg hoster. Sort støv på min hånd. Der er beskidt nede i O’Deaths kulkælder. Der er også mørkt. Men når bandet nu har valgt at kalde sit album for Broken Hymns, Limbs and Skin, så var jeg jo også lidt forberedt på noget tid på livets skyggeside. Coveret viser desuden to børn, der kigger på en sommerfugl, men deres ansigter er stjålet af sort-hvide billeder af lyn. Uskylden er spoleret og har sat sig i hovedet på de stakkels børn. Og så udstråler bandnavnet O’death jo også den rette patos.

Men bandnavnet er nu mere end det. Det er nemlig også titlen på en gammel, amerikansk folkesang skrevet af folk-sangeren Dock Boggs, der primært spillede banjo. O’death bruger det titellån til at indikere deres egen stil, der netop tager udgangspunkt i traditionel, amerikansk folkesang med banjo og violin som de mest folk-smagende elementer og så ellers det klassiske set-up med guitar, bas og tromme.

Men tro mod genren er de nu ikke. De rider en udmagret hest, der har levet på punk og rockabilly, så den mørke countryrock fra Sixteen Horsepower og de gotiske toner samt farten fra hardcore punk-legenderne The Misfits er svejset sammen i en spruttende flammeregn. Stemmen er altid skinger, og violinen varierer fra fræsende bueforskydninger til både melankolske og lystige temaer. Faktisk er der noget sigøjner over buestrøgene, så O’death lyder nogle gange som en country-western-udgave af Gogol Bordello.

Sangene fortæller gamle historier, som bl.a. “Fire on Peshtigo” om en brand i Wisconsin i 1871, men også nyere, langt mere personlige historier om trommeslageren David Rogers-Berrys kæreste, der døde af en aneurisme i 2007. Hun hyldes på den energiske “A Light That Does Not Dim”, hvor vokalen vrænger så meget, at teksten bliver uforståelig. Det er de spolerede liv og deres omgivelser, der siver ud i O’deaths sange og sætter sorte streger i mit ansigt, mens jeg hører pladen.

Til trods for den gennemførte musikalske stil, der rigtig nok ikke er original, men bestemt personlig og leveret med stor energi, så bliver albummet alligevel for fastlåst i sin stil. Der er godt nok en vekslen i tempo, men der er ikke nok gode sange til, at kulkælderens indhold kan forhindre mit blik i at glide op mod det sortsmudsede vindue og fundere over, hvad der mon ellers er derude.

Jeg hoster endnu en gang, tørrer min hånd af i mine bukser og trasker ud i de sandblæste vidder, mens kælderlemmen smækker i efter mig.

★★★½☆☆

Deltag i debat