Anbefalet

Overgangsplader

Skrevet af Redaktionen

Indimellem i et musikfyldt liv er der vendepunkter, hvor ens smag tager en markant drejning, hvorefter man aldrig kigger sig tilbage. Disse vendepunkter er typisk markeret ved plader, der står musikelskeres hjerter nær. Vi kigger tilbage på ni af dem.

På et eller andet tidspunkt i løbet af 1990’erne har vi vel stort set alle sammen haft hele Roxettes bagkatalog stablet op på cd-reolen. De heldige af os har siden haft indbrud. Uanset om det måtte være tilfældet eller ej, så er der nu nok næppe nogen her, der stadig holder fast i svensktoppen.

Pludselig opdagede man nemlig ny musik. For mange var OK Computer betydningsfuld. Andre skuede tilbage og opdagede nogen, der hed Joy Division. Ligegyldig hvad eller hvem det nu var, der stod bag, så har det ofte været i mødet med ny musik, at ens smag ændrede sig radikalt.

Tilbage sad man med en pladesamling, som forekom én ligesom ligegyldig og ukomplet, men også med følelsen af at have åbnet for en skattekiste, hvis indhold stadig var ukendt. Pladesamlingen skulle gøres komplet og skattekisten udforskes. I bestræbelserne stødte man på atter ny musik, og lige pludselig var man slet ikke den samme som engang.

Her er pladerne, som har ændret vores musiksmag radikalt.

Jakob Lisbjerg

Jane’s Addiction: Ritual de lo Habitual (1990)

Min storesøster havde engang en kæreste, der hed Morten, og som ville leve af at sælge hash og pornofilm, når han blev stor. Jeg fulgte ikke hans karriereråd, men til gengæld fik han mig til at lytte til vanvittig guitarrock, da han gav mig Jane’s Addictions bedste album i julegave. Albummet introducerede mig dels til Perry Farrels skæve univers og dels til en hårdere rock, som jeg hidtil kun havde dyrket sporadisk i form af Nirvanas første album.

Belle and Sebastian: If You’re Feeling Sinister (1996)

Det var et af de første album, jeg bestilte over internettet. Jeg havde ikke lyttet til det overhovedet, men vist bare læst om det i NME eller et lignende sted. Med sine bittersøde, simple melodier og kejtede charme var jeg solgt allerede med åbningsnummeret “The Stars of Track and Field”, og albummet har siden bl.a. været soundtrack til diverse kærlighedskvaler. I dag finder jeg det noget ujævnt, men det er stadig det album fra Belle & Sebastian, som giver mig den stærkeste lytteoplevelse.

Accelera Deck: Conviction & Crack (1998)

Dette album var både en indgang for mig til det engelsk-amerikanske selskab 555 og en indgang til denne form for kradsende, til tider industrielle elektronika, som Chris Jeely leverer på denne ep, der oprindeligt var en cd-r på Pitchcadet. Pakket i et stykke bukket, brunt pap klistret i siden med gaffatape er det musikken, der selv med et hak midt i mit eksemplar, melodisk og med taktfaste stålrytmer koldt åbnede op for, at elektronika også var andet end Boards Of Canada.

Jesper Kirkebæk Pedersen

The Human League: Dare (1981)

Før jeg lærte Dare at kende, var 1980’erne groft sagt ikke andet end Sabrina, uregerlige bryster og en alt for lille bikinitop. Human League var den ukendte mørke side. Her opdagede jeg, at årtiet også bød på dekadence og dysterhed. Det er vist deres eneste gode plade. Til gengæld har den også det hele: uforglemmelige klassikere som “Don’t You Want Me”, Joy Division a la synth og en sang om mordet på JFK. Dare minder dig om, at drømme gøres af elendighed.

Siouxsie and the Banshees: Tinderbox (1986)

Klokkespillet i baggrunden udgør den perfekte underlægning til dette albums messende vokal. Som altid med Siouxsie er det teatralske i højsædet, og den får ikke for lidt. Lyden bevæger sig fra overfladen ned i en skrøbelig dybde, hvor hvirvlende guitarer og fabrikslyde går hånd i hånd med en uendelig antydning af ekko. Det hele foregår i et virvar af høj hastighed skabt af det mest fantastiske trommespil i mands minde og af guitarer, som vil så meget mere.

P.J. Harvey: 4-Track Demos (1993)

P. J. Harvey lærte mig, blandt meget andet, at musik ikke absolut skal lyde smukt. På denne plade understreges pointen. Hun hvisker, skriger, brøler og nærmest græder, men helst undgår hun at synge. Lyden er så beskidt som nogensinde. Produktionen er slet ikke til stede. Guitarerne kradser i dine ører og koret hyler Stig Rossen lige lukt i helvede. Dette er den rette plade, hvis man vil stå i direkte kontakt med fru Harveys følelser, og hvem vil ikke det?

Mads Jensen

Bruce Springsteen: Born in the USA (1984)

The real McCoy, hvad angår overgangsplader i min pladesamling. Det var, da jeg begyndte at læse teksterne som en dreng, der lige havde lært engelsk, at jeg fandt et helt nyt niveau i musikken. Springsteens melankolske tekster åbnede mine øjne for en hel masse kunstnere og er i sidste ende årsagen til, jeg skriver for Undertoner idag. Mest af alt vakte det dog for alvor min interesse for Springsteen, der stadig er den kraftigst repræsenterede i min pladesamling.

Porter Wagoner: The Rubber Room (2006)

Den plade, der for alvor åbnede mine øjne for country, er The Rubber Room. Bagpå cd’en står der “Once you have heard this album you will never be quite the same ever again.” Det er sandt, og det skyldes de hjemsøgende countrymelodier, den silkebløde 70’er-produktion og naturligvis de uhyggelige tekster om mord, overgreb, død og begyndende sindssyge. Pludselig var country en genre, der skulle tages langt mere alvorligt, end jeg havde troet.

M.I.A.: Arular (2005)

M.I.A. lyder som intet andet. Det skyldes hendes anarkistiske tilgang til genrer og samples. Det unikke udtryk gør det i sagens natur svært at finde noget, der minder ret meget om hende. Til gengæld kan man gå på opdagelse i hendes og producer og ekskæreste Diplos inspirationskilder. Således blev jeg introduceret til baile funk, Miami bass, latin freestyle og ikke mindst hip hop. Jeg takker M.I.A. for introduktionen til Ultramagnetic MC’s og 3rd Bass.

Deltag i debat