Plader

Pg.Lost: It’s Not Me, It’s You!

Skrevet af Signe Palsøe

Pg.Lost har opdaget, at stilhed og støj i skøn forening er en god cocktail. Bandets debutalbum er bygget op efter alle genrens regler om lange skæringer og repetitive melodier. Desværre er det i reglen mere behagende end betagende.

I naturens verden er strømlinethed et must. Hvalens torpedoform sikrer mindst mulig vandmodstand og deraf et lavt energiforbrug. Gazellens støvbrune pelsdragt får individet til at gå i ét med flokken og nedsætter risikoen for at blive et rovdyrs næste hovedmåltid. Det handler om ikke at skille sig for meget ud fra det element, man befinder sig i. Alligevel er det til tider livsnødvendigt at træde i karakter og vise sin organismes sande superkræfter for at berettige sin eksistens. Det være sig et ekstra langt og stærkt sæt bagben eller tænder så skarpe, at de kan få enhver fjende til at skifte kurs – – bare du er bedre end alle de andre.

Om Pg.Lost kender til Darwins love vides ikke, men noget kunne tyde på, at de i hvert fald er fælt glade for strømlinethed og minimal friktion. De fire svenskere spiller en shoegazerbaseret, stille møder støjende omgang postrock a la Explosions in the Sky og Godspeed You! Black Emperor møder Sigur Ròs. Musikken er flydende, melodiøs, til tider larmende og indimellem decideret nydelig, men sjældent serveres det KA-POW, der skal til for gøre Pg.Lost til noget andet end alle andre postrockere.

Åbningsnummeret “The Day Shift” er på mange måder en klassisk omgang slæbende postrock, hvor en nærmest ikke-eksisterende guitarskratten gentages og udbygges, til der bliver skrabet i loftet. Nummeret adskiller sig dog fra skabelonen ved at foretage nogle temmelig vellykkede skift mellem det tyste og det larmende, hvor den ordløse vokal gør sit for at tilføje en snert af højtidelighed.

Herfra går det desværre ned ad bakke. “Head High” kommer aldrig ud af startbåsen, men ender som en stille omgang træden vande. Tempoet stiger en anelse i “Pascal’s Law” og “Jonathan”, der bygger på et fundament af klaver og hurtig percussion. Musikken træder i højere grad i karakter, men den røde tråd mangler, og begge numre ender hurtigt i glemmebogen.

“Maquina” benytter sig af de samme virkemidler som “The Day Shift”, og også her er de markante skift med til at forstærke lytteoplevelsen. Melodien er udmærket, og det er faktisk ærgerligt, at nummeret er et af albummets korteste, da det for en gangs skyld virker, som om bandet har materiale til at fortsætte i længere tid.

Den afsluttende “Siren” henslæber de første fem minutter med ensformigt klaverklimperi, men bliver dog mere interessant, efter introen er af vejen. For første gang kan antydningen af ord anes i vokalen, og en fin melodi tager form. Også “Siren” ender i højtrækkende støj og kunne godt have brugt nogle flere af de karakterskift, Pg.Lost benytter på pladens andre skæringer. Alligevel fænger melodien, og nummeret ender med at blive et af albummets bedste.

De heldige øjeblikke er desværre i undertal på It’s Not Me, It’s You!, der aldrig udvikler sig til at være meget andet end baggrundsstøj. Pg.Lost har de grundlæggende virkemidler i orden, men bliver nødt til at videreudvikle og personliggøre deres lyd, hvis de vil skille sig ud fra mængden – ellers ender de let som musikevolutionens svageste led.

★★½☆☆☆

Deltag i debat