Plader

Port O’Brien: All We Could Do Was Sing

Skrevet af Mads Jensen

Port O’Brien følger på All We Could Do Was Sing strømmen i en sådan grad, at pladen preller fuldstændig af på lytteren. Det er virkelig bare endnu en indierock-plade med lidt countryreferencer her og lidt støjrock-referencer dér. Det er kedeligt, og det er forudsigeligt.

Hvis en plade er ok uden at være noget særligt, skal den så have en ok karakter, eller skal den have en, der ikke er noget særligt? Det spørgsmål har jeg stillet mig selv utallige gange i forbindelse med denne anmeldelse, for All We Could Do Was Sing er vitterlig ikke noget særligt.

Det første og største problem med pladen er, at den starter med at præsentere sig fra sin mest utiltalende side. Det er en mærkelig strategi at anlægge. Hvem ville på første date lægge ud med at henlede opmærksomheden på sin alt for store næse – eller tryne, som måske snarere er tilfældet her?

Der er selvfølgelig den mulighed, at Port O’Brien ikke selv synes, nummeret er en skændsel, men det anser jeg som en teoretisk en af slagsen. Vokalen synger med sådan en halvskrigende og skabagtig vokal, og på omkvædet går de over i »Åååååååh ååååååh ååååh ååååååh ååååh åååååh.« Det er lidt a la koret på Arcade Fires plader, men hos dem virker det, fordi de formår at opbygge en atmosfære omkring koret, der er med til at skabe en pompøs lyd. På “I Woke Up Today” lyder trommerne, som om et rytmisk udfordret barn slår på en tom skraldespand. Det er i det store hele et træls nummer.

Nuvel, man er jo professionel og lader ikke første indtryk skade helhedsindtrykket. Desværre er resten af pladen så intetsigende, at intet formår at formilde det første indtryk, da det er det eneste reelle indtryk, man egentlig får.

Det efterlader en med et klart indtryk af, at dette album er Port O’Briens forsøg på at udtrykke deres følsomme side. Desværre virker det hele for uengageret. Havde de forsøgt at udfordre genrerne, kunne man måske have opfattet dem som værende mere seriøse, men det indtryk, man står tilbage med, er en gruppe collegestuderende, der er åh så frelste og taler om dumme Bush og ville købe en hybrid, hvis de absolut skulle have en bil. Det er selvfølgelig fint nok, men pointen er, at det virker som noget, de gør, fordi det er det rigtige. Derfor spiller de også indierock med country- og støjinspirationer, for det er jo sådan, man gør. Resultatet er i sagens natur, at det hele bliver meget forudsigeligt og kedeligt, ja ligegyldigt. Pladen er faktisk så tam, at den ikke udfordrer nogen på noget tidspunkt (bortset fra min tålmodighed på første nummer).

Skal jeg sige noget positivt om All We Could Do Was Sing, er det, at der ind imellem ligegyldigheden forekommer lidt variation, fra den småstøjende “Pigeonhold” over den folk-inspirerede “Will You Be There?” til den egentlig behagelige “Stuck on a Boat”. Fælles for alle sangene er dog, at de alle er hørt før med mere kant.

Efter mange overvejelser af spørgsmålet i indledningen er jeg kommet til den konklusion, at karakteren ikke skal være noget særligt, når pladen ikke er det. Variationen trækker lidt op, og det generelt manglende indtryk, pladen gør, samt åbningsnummeret trækker tilsvarende ned.

★★½☆☆☆

Om skribenten

Mads Jensen

 

Biografi:

Jeg kom først sent til at høre god musik, om man så må sige. Som lille knægt syntes jeg, at Shakin’ Stevens og Tina Turner var ret godt. Senere var jeg lige inde over lidt euro-dance. Nu er jeg lykkeligvis blevet kureret og hører, hvad jeg vil kalde markant bedre musik. Jeg kommer fra Aalborg, men bor nu i Odense, hvor jeg læser filosofi med engelsk som tilvalgsfag. Mine interesser udover musik er primært litteratur og at skrive. En god diskussion om religion eller udenrigspolitik går jeg heller ikke af vejen for.

 

Hører i øjeblikket:

Santogold: S.t.

- En blanding af alt godt fra den dansable musiks verden. Jeg ved ikke, hvor godt den holder i længden, men lige nu passer den perfekt. MySpace.

Shivvers: Lost Hits From Milwaukees's First Family Of Powerpop: 1979-1982

- Nogen fortalte mig, det her er et godt powerpopalbum, men det kan siges meget kortere. Det er nemlig bare et godt album. Punktum. Det er banalt, sødt, happy-go-lucky og først og fremmest catchy. Det er lyden af alle teenage-forelskelser nogensinde. MySpace

Lisa Lisa & Cult Jam: This Is Cult Jam

- Nu hvor firsene bliver mere trendy by the second, så er det ganske oplagt også at kigge tilbage, når man skal ryste sin moneymaker. Latin freestyle går man aldrig fejl af, hvis man vil have bas og kitsch i stride strømme. Mindst af alle steder hos Lisa Lisa & Cult Jam. Can You Feel the Beat på YouTube.

Slapp Happy: Casablanca Moon

- Avantgarde-pop er det blandt andet blevet kaldt. Og det er både kantet og catchy. Dette album er fra '74, men det kunne ligeså godt være fra i år. Det er bare tidsløs god musik. Man kan fordybe sig idet, men også bare bruge det som baggrund.

Elysian Fields: Queen of the Meadow

- Åh! Den stemme! Så sexet, så lokkende. Elysian Fields kalder selv deres musik for noir rock, og det passer ret godt. Det er meget mørkt, drømmende og ikke mindst behageligt. En oplagt slappe-af-på-sofaen-plade.

 

Fem favoritalbums:

My Bloody Valentine: Loveless

Bruce Springsteen: Ghost of Tom Joad

M.I.A.: Kala

Emmylou Harris: Wrecking Ball

Blondie: Parallel Lines

Skriv et svar