Plader

The River Phoenix: Ritual

10 år efter sejren i DM i rock får The River Phoenix endelig deres pladeudgivelse, der er en støjlydmur af melodi og rockpassager og kræver et højtliggende loft og en fast sokkel som lytteunderlag. Og hvordan er det så? Jo, faktisk helt hæderligt, men om det er værd at vente 10 år på, må tiden vise.

Der er visse musikalske rocktendenser i både Århus og København, som er med til at gøde det musikalske miljø og give ungdommen blod på tanden, hvilket en række succesrige udgivelser de seneste fem år klart bevidner.

Det er rigtig dejligt med et voksende rockmiljø i dette land, så vi kan begynde at nærme os vores broderlande, som alt for længe har været lysår foran i antallet af interessante rockudgivelser, og i virkeligheden er det hamrende ligegyldigt, om musikken stammer fra Læsø, Fåborg eller Amager, så længe det beriger lytteren. Men det er da lækkert at høre, at kreativiteten også florerer på vores lille ørige Bornholm, hvor The River Phoenix, tidligere Softporn, har ladet deres idéer komme til udtryk de seneste 11 år.

Sejr af DM i rock, masser af pladeselskabstumult, fnidder og fnadder endte til sidst med en enkeltbillet til København, hvor det lader til, at gruppen har fundet formlen. I hvert fald evner The River Phoenix hele pladen igennem at spille holdbare sange, som både er stærke i udtrykket, energiske med småstøjende guitarer, men også yndefulde og følelsesladede i en palet af emotioner, der bortset fra den over ni minutter lange “Engines Fuel” ikke varer mere end fire minutter, men så sandelig kaster melodier af sig, som sætter sig fast i hukommelsen og har en tendens til at blive siddende.

Pladen er langt mere end blot singlen “I’m USA, You’re Canada”, og det siger jeg ikke for at negligere det udmærkede nummer, men blot for at fortælle, at med Ritual har The River Phoenix skabt noget, der kan kaldes en helhed, og ikke kun noget, der beror på enkelte musikalske lyn – også kaldet hits.

De patos- og luftfyldte kompositioner gør sig rigtig godt og strør det ene lækre omkvæd om sig efter det andet, godt garneret med en tilbageholdende støjrockende guitarudladning, som f.eks. “Rabbit Island”, der virkelig giver smæk for skillingen, uden at det hele ender i den rene postrock. Det er og bliver et rigtigt guitaralbum, og det kunne let være endt i den ene blindgyde efter den anden, men sangene folder sig fornemt ud i rigtig gode melodistykker og breaks, hvor der både bygges op, tages fra, holdes fast og stoppes op.

Ritual er med andre ord en ganske afvekslende rockplade, hvor konceptet omkring den bløde larm fungerer virkelig godt. Det er en plade, der både er inderlig, kantet og dynamisk, samtidig med at den sine steder virkelig sparker røv. Man kan selvfølgelig altid hævde, at guitaren er en anelse for anmassende, og analyserer man forsanger Kristian Kristensens noget skingre vokal, vil nogen sikkert også finde andre stemmer mere interessante, men isoleret set er det en flot og velstruktureret udgivelse, der holder stilen.

The River Phoenix skaber nemlig deres eget univers, der er lige dele larmende og iørefaldende. Det fungerer godt, og man kan ikke lade være med at synes om deres evne til at larme, uden at det virker irriterende. At der så (desværre) er en risiko for, at bandet bliver 1.g’ernes nye helte – oven på Dúné og/eller My Chemical Romance – bliver man nok nødt til at leve med, for der er ingen tvivl om, at The River Phoenix har fat i en formel, der har potentiale til at blive temmelig populær.

★★★★½☆

Deltag i debat