Plader

Roommate: We Were Enchanted

Oven på et par ep’er og den to år gamle debutpladeSongs That Animals Taught Us er Kent Lambert og hans glimrende hold af musikere tilbage med et klart bedre bud på en holdbar og velfunderet popplade. Ikke en ny Pet Shop Boys-plade, men én af dem der kræver en indsats fra lytteren – hvilket belønnes et langt stykke hen ad vejen.

Otte fuldstændig komplekse sange uden et egentligt omkvæd udgør We Were Enchanted, amerikanske Roommates bud på en alternativ popplade. Her otte år efter at Kent Lambert startede sit soloprojekt, er der ikke tegn på, at manden giver efter for massernes krav om dansabel pop.

Ved første lyt er We Were Enchanted svær at overskue, for det er småt med sammenhængen mellem numrene, og man skal heller ikke forvente den helt store harmoni mellem de forskellige passager i musikken. Men dette førstehåndsindtryk forbliver netop et førstehåndsindtryk, for albummet er hverken rodet eller forvirrende, hvis man slår ørerne ud.

Kent Lambert og holdet af musikere, der omgiver ham, har et glimrende fokus på spændende instrumentering og på at benytte mange forskellige poppede og folkede virkemidler. De anvender alt lige fra sav til elektroniske programmeringer undervejs på We Were Enchanted, og selv om de ting umiddelbart kan virke lige så forenelige som vand og olie, er pladens force, at de enkelte brudstykker giver hinanden plads til at folde sig ud.

Lambert har en fin sans for det effektfulde, og hans musikalske idéer er svære ikke at blive en smule tiltrukket af. Det hele serveres elegant og tilpas afstemt, måske lige bortset fra den lidt for lejrbåls-agtige “Night (Rhombus Cover)”, der er pladens eneste svage led.

Men derudover er det småt med knuderne i Lamberts musik. Derimod er der masser af fine lag på lag-arrangementer, der både byder på strygere, andre klassiske instrumenter og også bizarre Gameboy-programmeringer.

Det er ikke let at fremhæve enkelte numre frem for andre, da helheden er styrken, den varierede instrumentering til trods. “New Steam” er dog vanskelig at komme uden om, da det er et af de numre, der giver mindelser om noget genkendeligt – nærmere bestemt lyden på Becks Sea Change. Og genkendeligheden til trods er det alligevel, som om nummeret hele tiden vikles ind i nye lydbilleder, altid vævet og formet fornemt og idérigt. Alt lige fra de prikkende strygere til det mere blide guitarriff er sat glimrende sammen, så det hele tigger og beder om at blive gentaget om og om igen.

We Were Enchanted er et lille, charmerende bud på, hvordan man sammensætter fine brudstykker af gode melodier, uden at det hele ender i kaos og miskmask. Hvert eneste arrangement på pladen lyder, som om det har sit helt eget formål og er en lille, men betydelig del af noget større. Det er meget godt gået.

★★★★½☆

Køb hos:

Deltag i debat