Plader

The Uglysuit: s.t.

Skrevet af Lars Simonsen

Sekstetten The Uglysuit fra Oklahoma City er på en gang blide, drømmende, indadvendte og episke i deres udtryk. Det er med andre ord indiepop/-rock, der spænder vidt, og sine steder er det charmerende og medrivende. Andre gange er det langtrukkent og for renskuret.

Det seks mand store band fra Oklahoma gør i bookletten meget ud af at forklare, at deres musik udspringer af en varm atmosfære, der er fyldt med håb og kærlighed. På The Uglysuit er det da også tydeligt, at bandet bruger meget energi på at jagte smukke og til tider storladne højder.

Indledningsvis er tempoet helt i bund, med en dvælende vokal viklet ind i et blidt lydtapet fra instrumenterne, der i længere perioder af “Brownblue’s Passing” erobrer hele lydbilledet. Afslutningsvis kaster forsanger Israel Hindman sig ud i linjerne »all of us are so beautiful, beautiful, how beautiful«, hvilket indikerer, at denne søgen efter skønhed indimellem tager overhånd. Alligevel er nummeret – med sit drømmende og eftertænksomme udtryk – vellykket, måske fordi efterårets komme går fint i spænd med disse stemninger. På samme måde passer mange af sangene på The Uglysuits selvbetitlede debutalbum godt til eftertænksomme stunder i de lange, mørke aftener.

På næste nummer, “Chicago”, er luften stadig tyk af dagdrømmeri, men indpakningen er langt mere storladen og episk. Nummeret minder om en indiepop-hymne, som et særdeles erfarent band kunne finde på at skrue sammen. Eller måske endda ville ønske, de var i stand til at skrue sammen. De rolige mellemspil og omkvædene, som svæver højt over Chicagos skyline, udgør et melodisk, enkelt og flot nummer, der faktisk kunne gå hen og blive et mindre hit.

Ellers er det ikke hit-skabelonen, The Uglysuit benytter sig mest af. De har åbenlyst talent for at skabe melodiske og enkle popnumre på omkring tre-fire minutter, men det er, som om bandet er blevet enige om, at et af den slags numre må være nok. Fokus er i stedet rettet mod de relativt lange numre, der begiver sig ud på lange instrumentale rejser med guitar og piano som de primære rejseguider.

Tunge og dystre toner fra pianoet udstikker kursen for “Brad’s House”, som er en flot arrangeret, sørgmodig skæring med pianoet i hovedrollen. Således skaber The Uglysuit med pladens første tre skæringer en rigtig god start på debutalbummet. Numrene varierer fint i deres udtryk, men uden fornemmelsen af, at man netop har lyttet til tre forskellige bands.

På “…And We Became Sunshine” svømmer bandet dog ud, hvor det ikke helt kan bunde. Den over syv minutter lange sag med lyse farver på paletten fremstår overdrevet abstrakt og uden retning. Her er det, som om den evige jagt på skønhed bider sig selv i halen til tonerne fra klokkespil, piano og keyboard. Den lidt ensformige farvepalet virker omklamrende, og lydbilledet ender med at fremstå for renskuret og pænt.

Fornemmelsen af, at The Uglysuit mister grebet en smule, er desværre vedholdende, efterhånden som albummet skrider frem. Den lidt naive tilgang, som blev introduceret med “…And We Became Sunshine”, fortsætter på “Elliot Travels”, og numrene hvirvler mere eller mindre ubemærket hen over hovedet på lytteren.

Så er der mere knald på den både buldrende og sfæriske “Anthem of the Arctic Bird”, med sine surrealistiske tekster om pingviner, der pludselig begynder at flyve. Nummeret bølger op og ned i tempo, og der leges ivrigt med et hav af virkemidler og sære påfund undervejs. Det er rodet, men det er et relativt vellykket rod.

I sin helhed er The Uglysuit en sær størrelse, der er vanskelig at finde hoved og hale i. På den positive side er der de stemningsmættede og varierede numre. På den uheldige de retningsløse og renskurede passager, som bandet også giver sig i kast med. Bandet skaber indimellem et slags organiseret kaos, hvor der i bedste postrock-stil ruskes godt og grundigt i guitarerne som et afsluttende klimaks. Det virker bare ikke helt efter hensigten. Den instrumentale del virker for kontrolleret og uskyldig, selvom der f.eks. støjes igennem hen mod afslutningen af “Happy Yellow Rainbow”.

Det instrumentale afslutningsnummer “Let It Be Known” lider under samme opskrift, og i løbet af de knap seks lange minutter, nummeret varer, formår de brusende instrumenter på intet tidspunkt at blive medrivende. I stedet virker det som en sær form for kontrolleret jamsession – blottet for den oprigtige vildskab, som et vellykket støjinferno bør byde på.

The Uglysuit byder utvivlsomt på gode momenter undervejs. Især de første numre er imponerende udført, når man tager i betragtning, at bandet har en gennemsnitsalder på ca. 22 år. En del af de resterende sange trækker dog ned, og derfor ender The Uglysuit med at være en middelgod debut.

★★★☆☆☆

Deltag i debat