Plader

Wooden Shjips: Vol. 1

Skrevet af Christian Klauber

Wooden Shjips’ Vol. 1 er det fysiske resultat af at bevæge sig fra perifer kult- og undergrundsstatus til Rolling Stone-darling. Og selv om det i sig selv ikke gør en plade god, så har det psykedeliske, krautrockede drone-univers sin charme.

Da frontmand Ripley Johnson grundlagde Wooden Shjips, var han ikke drevet af ønsket om berømmelse eller penge. Derimod var han fascineret af, hvordan bøger var ulæste i årtier, indtil samlere opdagede dem og lovpriste deres kvalitet som gemte og glemte unikaer. Derfor er det ingen overraskelse, at mange af denne plades numre tidligere har været i omløb som singler, der enten er blevet givet væk eller kun har været tilgængelige for et meget lille publikum.

Med bandets drypvise anerkendelse fra vigtige musikmagasiner efter debuten var drømmen om glemte album, der dukker op ud af det blå, pludselig langt væk, og i stedet var det mere oplagt med en samlet udgivelse af disse tidligere singler. Stilen er den samme som albumdebuten fra 2007, sine steder måske endda en smule mere støjende og rablende.

Pladens seks numre hamrer med stor præcision sine hegnspæle ned i den psykedeliske rock, ikke mindst i kraft af sin brug af vokal med ekko og lange udsyrede guitarsoli, men samtidig krydres den psykedeliske tilgang med flere forskellige stilarter, der supplerer hinanden godt. F.eks. imiterer de repetitive, hypnotiske rytmebunde krautrockens karakteristika, ligesom stilen også er inspireret af drone og den mørke garagerock, som den bl.a. kommer til udtryk hos Velvet Underground. Vokaldimensionen begrænser sig til mumlen i baggrunden, den føromtalte ekkovokal og uddrag fra noget, der minder om erklæringer eller (politiske) brandtaler om nationens tilstand, f.eks. som i den afsluttende fjerdedel af pladens bedste skæring, »Sol ’07«, hvis afslutning lyder, som om stikket bliver revet ud, af frygt for at det orgel- og trompetdrevne groove aldrig ville være stoppet igen.

Som med mange psykedeliske udgivelser kan man få indtrykket af en relativt lemfældig omgang med selve strukturen, forstået på den måde, at det nogle gange kan lyde som rent jam. Det skal da heller ikke være en hemmelighed, at der ganske givet vil være tidspunkter, hvor man, hvis man ikke falder ind i groovets hypnose og rider med, keder sig en smule, ligesom man med rette kan undre sig over, hvad Wooden Shjips har gang i, når de som i »Space Clothes« kører tale baglæns, som stod man i Twin Peaks-drømmescenariet The Read Room. Kvaliteten af den slags mærkværdigheder er, at det er inspirerende og overraskende at lytte til. Faren er modsat, at det virker fjollet, ligesom det noget nær evigt gentagne grundbeat kan gøre lytteoplevelsen monoton og ligegyldig.

Derfor bliver jeg nødt til at skuffe Johnsons romantiske forestillinger: Vol. 1 er hverken en åbenbaring eller hengemte perler, der omsider er kommet frem i lyset. Til gengæld kan jeg glæde ham med, at Vol. 1 er et solidt album med masser af velspillede detaljer, der indbyder til en tidsrejse tilbage til de psykedeliske midt-60’ere. Og dén rejse tager jeg gerne flere gange.

★★★★☆☆

 

Køb hos:

Om skribenten

Christian Klauber

 

Biografi:

Det var min mor, der grundlagde min interesse for musik. Men det er ad omveje, at jeg er nået dertil, hvor jeg er nu: med hovedet begravet i alternativ & artrock, progressiv metal, country, soul og hiphop. I barndomshjemmet stod den nemlig på klassisk og opera, og "her er et (klassisk) instrument, du gerne vil spille på", så på mange måder besudlede jeg nok den klassiske dannelse ved – som det første album – at investere i tværfløjte-virtuosen James Galway, der spillede uddrag fra forskellige musicals. Siden diverterede jeg publikum i Tivoli som fløjtenist og havde Det Kgl. Musikkonservatorium i kikkertsigtet, men vejen tog et kraftigt, uventet sving, da jeg i et af mine sidste år i Tivoli-Garden begyndte at høre dødsmetal. Siden har jeg fundet den gyldne middelvej og hører nu det meste, men kærligheden ligger klart hos den alternative hiphop, og hvad der ellers måtte befinde sig under den store, alternative rock-paraply (selvom hjertet da stadig kan slå endog meget hurtigt, når jeg hører en opera eller en violinkoncert, eller hvis den klassiske musiks instrumenter indgår i det, jeg lytter til). Jeg er uddannet cand.mag. i dansk og kommunikation og har mit eget firma, der arbejder med sprogrevision og formidling.

 

Fem favoritalbums:
The Clash: London Calling
Dirty Three: Horse Stories
Darc Mind: Bipolar
Company Flow: Funcrusher Plus
Frank Zappa: Hot Rats

Skriv et svar