Anbefalet

Åbningsnumre

Skrevet af Redaktionen

Nogle plader starter sløjt, nogle flyder sammen i en ligegyldig masse fra start til slut, og nogle bliver skudt igang med så fantastisk et nummer, at man bliver blæst fuldstændig bagover. Vi har valgt at lade tre skribenter fokusere på den sidste kategori.

Det er sådan en spændende følelse at købe en ny plade. At slentre hjem ad Nørrebrogade med posen fra enten posthuset eller pladebutikken, mens solen skinner og bladene falder eller vokser ud, eller hvad de nu gør.
Og så kommer man ind, og andægtigt pakkes pladen ud af sin umulige film og lægges på afspilleren, og så sker der et eller andet, når man trykker på play eller løfter pick-up’en over.

Nogle gange sker det, at de første toner af pladen tvinger et smil frem, enten et genkendelsens eller et, der hører til euforien over at være tilhører til noget nyt og spændende.
Nogle gange er det mere sådan en lidt knugende fornemmelse i maven, fordi de indledende akkorder til en plade er en katapult, der kaster én nogle år tilbage til noget, man havde glemt.
Nogle gange må man bare danse.

I hvert fald er der noget med de åbningsnumre. Vi har ladt tre skribenter finde deres favoritter i denne kategori.

Lasse Dahl Langbak

The Wipers: “Return of the Rat” (Is This Real?, 1980)

Enhver uden et immunforsvar, der er i stand til at stå imod et angreb af melodisk in your face-punkrock, kan ikke gøre andet end at hejse det hvide flag i ren overgivelse til The Wipers’ debutalbum. Den grungy og catchy åbner varsler, hvad der er i vente. Beskidte guitarriffs og tunge basgange hamrer derudaf, mens frontmand Greg Sages advarende opråb om rottens genkomst kaster en mørk, foruroligende skygge over denne særdeles smittende, straight-forward punkrocksang.

The db’s: “Black and White” (Stands for Decibel, 1981)

En af de mest overrumplende og overskudsagtige powerpopplader overhovedet åbner helt fantastisk. Peter Holsapple giver beskeden “œI don’t enjoy you anymore” til sin kæreste. Denne meddelelse bliver leveret med en lys drengestemme til tonerne af omskiftelig, fast-forward pop med en potent rytmesektion og et ikke mindre end blændende guitarriff. “œBlack and White” er en effektiv katalysator for det resterende albums glædesspredende powerpop-melodier.

Close Lobsters: “Just Too Bloody Stupid” (Foxheads Stalk this Land, 1987)

Close Lobsters var et blandt mange (og blandt de bedste) janglepopbands på NME’s legendariske C86-mixbånd. Ringende guitarer er derfor ikke overraskende omdrejningspunktet på det skotske bands debutalbum. Det har dog også et neopsykedelisk præg, og åbningsnummeret rummer essensen af Close Lobsters med dets fornemme forening af det psykedeliske og det janglepoppede i form af uklare, men hastige guitarriffs og en effektladet vokal.

Jannik Lyhne

Arab Strap: “Packs of Three” (Philophobia, 1998)

Arab Strap er lyden af tømmermænd, fysiske såvel som moralske. Det er lyden af dårlige one-night-stands og tom kærlighed. Ingen fremtid, intet mål, det perfekte soundtrack til storbymennesket. Alt dette opsummeres i første linje: “It was the biggest cock you’ve ever seen, but you’ve no idea where that cock has been”. Rå og lige i ansigtet er linjen startsignal til en rejse ud i håbløshed og desperation. Og selv om det er i hård kamp med så mange andre klassiske åbningslinjer, vil denne altid være min favorit.

The Cakekitchen: “Old Grey Coast” (The Devil and the Deep Blue Sea, 1996)

Næste åbningsnummer finder vi hos oversete, The Cakekitchen. “Old Grey Coast” indledes af en stille og avantgardistisk skramlen med diverse instrumenter. Derefter skifter nummeret pludselig stil til hvad der bedst betegnes som en form for lo-fi shoegazer og tilmed fremtrylles der en af pladens mest fortryllende popsange, så man pludselig nynner med på en melodi, som ellers er indsvøbt i massive mængder støj og larm. Outroen bliver ved og ved og ender i bølger af støj og drone. Mesterligt.

The Ladybug Transistor: “Oriental Boulevard” og “Six Times” (The Albemarle Sound, 1999)

Jeg er nødsaget til at bryde reglerne en smule og bruge termen “åbningsnumre”. For den blide åbning, som skabes af en enkel melodi akkompagneret af klaver og krydret med lidt mandolin-klimpren, ville bestemt ikke fungere, hvis ikke det var for det næste nummer. Før overraskelsen over, at det første nummer allerede er ovre, sætter en flok groovy blæsere gang i den trippende uptempo sang, “Six Times”, og fra dette øjeblik hænger de to sange uløseligt sammen.

Cæcilie Jessen

Elvis Presley: “Wearin’ That Loved On Look” (From Elvis in Memphis, 1969)

Et Hammond-orgel slår tonen an. Elvis kommer ind. Noget guitar dingelinger over. Så sætter trommerne det hele i gang, og alle begynder at danse. Der er den dér vilde energi med Elvis’ mørke, vibrerende flødestemme, et shub-shub’ende gospelkor, en dansende bas og et klaver, der bliver hamret i. Man ser sin far danse desperat kur til ens mor. Man tænker, at det her nummer må sætte en helt vild plade i gang. (Det gør det.)

Nikolaj Nørlund: “Indre By” (Nye Optagelser, 1998)

Det her åbningsnummer giver mig altid lyst til at gå rundt og kigge på byen. Guitaren og Hammond-orgelet er lige så energifyldt som i Elvis’ tilfælde, men på en anden måde. Måske er det noget med dét kærlighed, han synger om: “Se, et tordenvejr på vej / Et tryk der skal lette sig / Det gør det lettere for mig / Bare at trykke mig ind til dig”. Selvom jeg aldrig har set København som ung i 1997, forestiller jeg mig, at det var sådan her, det var. Det er vist sådan, det stadig er. Det er også sådan, resten af pladen er.

Justin Rutledge: “Too Sober to Sleep” (No Never Alone, 2005)

Det her nummer er noget andet end de to andre. Det er en dæmpet guitar og lige så store stykker stilhed som musik, fulgt af Rutledges vokal og et sukkende fald, hvor man ligesom lader skuldrene falde. Det indleder en hel plade af længselsfuldhed og sådan en country-ro og -kærlighed til det håbløse. Rutledge er for ædru til at sove og for fuld til at græde, og nogle gange har man det måske lidt på samme måde. Selvom man ikke har, er det stadig et smukt åbningsnummer til en mindst lige så smuk plade.

Deltag i debat