Plader

Absentee: Victory Shorts

Skrevet af Mads Jensen

»En countryinspireret rockplade med en mørk mandevokal? Hvad nyt er der i det,« spørger du. Svaret er: »Intet.« Man kan ikke rigtig sige noget om denne plade, som ikke er sagt 100 gange før, men ikke desto mindre er det en rigtig god plade. Det ændrer manglende originalitet ikke på.

Det første, man hører, er en mørk, mørk Mandestemme (ja, det skal være et stort m), der står for lead vocals. Den suppleres af Melinda Bronsteins sukkersøde kvindevokal, der smyger sig langs Dan Michaelsons rustne, dybe stemme. Melodien er langsom og tung, men alligevel er det hele meget intenst. Hvis pladen og lyden var et sted i Danmark, så ville den være en lang, lige landevej gennem den jyske hede på en efterårsdag, hvor vinden er endnu mere kraftig, end den normalt er på de kanter. Men hvis pladen var et vilkårligt sted i verden, ville det nok snarere være et sted i USA, for lyden er ærkeamerikansk, til trods for at Absentee har base i London.

Samtlige numre trækker i et eller andet omfang på både country- og gedigne rockreferencer. Man kan nærmest mærke vinden i håret på nummeret “Boy, Did She Teach You Nothing?” En simpel guitar står sammen med Michaelsons vokal forrest nummeret igennem, og her er faktisk god fart på.

Eftersom numrene alle trækker på de samme referencer, kan det overraske, at pladen er færdig så hurtigt, som det føles, men sådan går det som bekendt, når man er i godt selskab, og det er man med Absentee. Omvendt er det ikke nogen overvældende plade, og du kommer næppe til at tænke »Wauw.« Den er på mange måder ret ordinær, men det er bare en brandgod, ordinær plade, som det er svært ikke at holde af.

Variationen er begrænset, men lidt er der dog. Den triste “Love Has Had Its Way” bæres kun frem af et mørkt klaver og en akustisk guitar. Michaelsons vokal lyder træt og opgivende. Det er den slags musik, der må være skrevet på en grå og regnfuld dag. “Pips” er til gengæld en sang, der må være skrevet, mens solen kiggede frem bag de grå skyer. Den er meget energisk og virkelig medrivende. Man sluger det råt, hvad enten man er til manderock eller ej, for det bliver bare leveret så forbandet professionelt.

Hvis du er velbevandret i musik, så synes du sikkert, at alt det her lyder bekendt, og du har ret. Det er i dén grad bekendt, men pladen er alligevel sin egen. Bevares, du kunne også bare købe et album med Micah P. Hinson eller Bonnie ‘Prince’ Billy, men du kan med lige så stor rimelighed købe Victory Shorts, for den er faktisk en glimrende repræsentant for den countryinspirerede rocklyd, der giver associationer til armsved, whisky og træverandaer.

★★★★½☆

Om skribenten

Mads Jensen

 

Biografi:

Jeg kom først sent til at høre god musik, om man så må sige. Som lille knægt syntes jeg, at Shakin’ Stevens og Tina Turner var ret godt. Senere var jeg lige inde over lidt euro-dance. Nu er jeg lykkeligvis blevet kureret og hører, hvad jeg vil kalde markant bedre musik. Jeg kommer fra Aalborg, men bor nu i Odense, hvor jeg læser filosofi med engelsk som tilvalgsfag. Mine interesser udover musik er primært litteratur og at skrive. En god diskussion om religion eller udenrigspolitik går jeg heller ikke af vejen for.

 

Hører i øjeblikket:

Santogold: S.t.

- En blanding af alt godt fra den dansable musiks verden. Jeg ved ikke, hvor godt den holder i længden, men lige nu passer den perfekt. MySpace.

Shivvers: Lost Hits From Milwaukees's First Family Of Powerpop: 1979-1982

- Nogen fortalte mig, det her er et godt powerpopalbum, men det kan siges meget kortere. Det er nemlig bare et godt album. Punktum. Det er banalt, sødt, happy-go-lucky og først og fremmest catchy. Det er lyden af alle teenage-forelskelser nogensinde. MySpace

Lisa Lisa & Cult Jam: This Is Cult Jam

- Nu hvor firsene bliver mere trendy by the second, så er det ganske oplagt også at kigge tilbage, når man skal ryste sin moneymaker. Latin freestyle går man aldrig fejl af, hvis man vil have bas og kitsch i stride strømme. Mindst af alle steder hos Lisa Lisa & Cult Jam. Can You Feel the Beat på YouTube.

Slapp Happy: Casablanca Moon

- Avantgarde-pop er det blandt andet blevet kaldt. Og det er både kantet og catchy. Dette album er fra '74, men det kunne ligeså godt være fra i år. Det er bare tidsløs god musik. Man kan fordybe sig idet, men også bare bruge det som baggrund.

Elysian Fields: Queen of the Meadow

- Åh! Den stemme! Så sexet, så lokkende. Elysian Fields kalder selv deres musik for noir rock, og det passer ret godt. Det er meget mørkt, drømmende og ikke mindst behageligt. En oplagt slappe-af-på-sofaen-plade.

 

Fem favoritalbums:

My Bloody Valentine: Loveless

Bruce Springsteen: Ghost of Tom Joad

M.I.A.: Kala

Emmylou Harris: Wrecking Ball

Blondie: Parallel Lines

Skriv et svar

boeger