Interview

Canon Blue – jagten på en personlig stemme

Skrevet af Mikkel Arre

Selv om Daniel James har udgivet et fuldlængdealbum, arbejdet sammen med Grizzly Bear og turneret i Europa, leder han stadig efter sit eget udtryk. En eftersøgning, der tager afsæt i Händel, musicalfilm fra 60’erne og glæden ved det uforklarlige.

Da Daniel James’ debutalbum under kunstnernavnet Canon Blue, Colonies, udkom sidste efterår, gik ét kritikpunkt igen i mange anmeldelser: Der manglede sange, der virkelig skilte sig ud. Som person skiller James sig til gengæld ud i forhold til hovedparten af hans kolleger i indiemusikmiljøet. Han er afdæmpet og tilbageholdende, og han drikker vand under hele interviewet. Den 25-årige amerikaner fortæller grundigt og udtømmende, men på en underspillet og ydmyg måde, og han har ingen fine fornemmelser i forhold til at sige, at masseappellerende navne som Jeff Buckley og Radiohead har en helt særlig plads i hans hjerte.

Uanset at det kan lyde som en kliché, lader det vitterlig til at være lidt af et tilfælde, at Daniel James overhovedet er nået så vidt med sin musik, som han er. Han indspillede Colonies på sin laptop, fordi han ikke havde andet udstyr, og anede ikke, om hans sange var gode eller ej. “Mine venner kunne godt lide dem, så jeg sendte dem til nogle folk, jeg respekterede, men uden at have nogen forventninger,” fortæller han.

Blandt modtagerne var technofyrtårnet Cristian Vogel, der omgående sagde ja til at mixe pladen, og Efterklang, der udgav den via deres selskab Rumraket. Grizzly Bear-medlemmet Chris Taylor producerede Colonies, og alt i alt kom Daniel James til at arbejde sammen med en masse folk, han beundrer. Når han fortæller om sin musik, virker han ikke dog helt overbevist om, at han er god nok til at høre til i det selskab. “Jeg synes, det tager lang tid at finde sin egen stemme. Når man er ung, hugger man med arme og ben fra andre kunstnere – og man bliver sådan set ved med det, men uden at det er så bevidst. Jeg ved ikke, om jeg selv har fundet min stemme endnu. For mig handlede Colonies mest om at få renset ud, både musikalsk og følelsesmæssigt.”

Daniel James alias Canon Blue

Vi behøver ikke forstå alt
Fundamentet for James’ musikinteresse kom fra nogle helt andre end d’herrer Buckley og Yorke. Gennem hans opvækst i Williamsburg, Virginia, var klassiske værker en del af hverdagen, og to tyske mestre har præget hans åndelige tilgang til musik. “Jeg har altid været draget af spiritualitet, og komponister som Händel og Bach har en enorm åndelighed i deres værker. Måske er jeg bare stædig, men jeg kan godt lide tanken om, at nogle ting i livet er uforklarlige.
Der er ting, vi ikke behøver forstå, og måske er der en anden verden omkring os end den, vi lige umiddelbart ser,” siger han.

I flere af Daniel James’ sange optræder der engle, djævle eller spøgelser, og teksten til “Odds & Ends” fra debutpladen åbner endog med linjen »there’s always temptation on top of the world«, der let kan læses som en direkte reference til Jesu fristelse i ørkenen. Selv om Canon Blue-sangene ikke bærer præg af forkyndelse, er det religiøse tankesæt ikke fremmed for Daniel James. Tværtimod er han vokset op i en strengt protestantisk familie, og hans forældre satte klare grænser.

Hvad angik musik, havde han eksempelvis ikke lov til at høre ret meget andet end klassisk musik, indtil han kom ind i teenageårene. En restriktion, som har betydet meget for Daniel James’ egen musik. “Min bedstemor var konservatorieuddannet pianist og komponist, og fordi det var hende, der vakte min interesse for musik, var det oplagt, at jeg selv kom til at spille klaver. Og siden har det vist sig, at jeg har lettere ved at skrive sange på klaveret. Alle tonerne ligger ved siden af hinanden, og jeg kan se præcis, hvor jeg bevæger mig hen.”

Et vindue ud mod en ny verden
Den musikalske opdragelse, som bedstemoderen og faderens kassettebånd med uddrag af klassiske værker gav Daniel James, har også betydet, at han er helt forgabt i strygerarrangementer. “Jeg kan ikke få nok. Hvis jeg havde råd til at have strygere på alle mine sange, ville jeg nok gøre det. Jeg elsker strygernes lyd på f.eks. de gamle Scott Walker-plader, og det tilskriver jeg den klassiske musik – og alle de musicalfilm, jeg så. “The Music Man” var min yndlingsfilm. “The Sound of Music”, “My Fair Lady” – den slags film. Jeg kan stadig godt lide dem. De har en farvesætning, der skaber en helt speciel stemning,” siger han og fortsætter: “Måske giver de mig en slags nostalgi efter et sted, jeg aldrig kan nå. Når man ser ting som barn, sætter de sig inderst inde, og når man så ser dem igen, bliver man ført tilbage til dengang. Nogle gange er det rart at se de film igen, for efterhånden som du bliver ældre, kommer du tættere og tættere på virkeligheden, og så er det rart at have noget at længes efter.”

Som teenager rettede Daniel James i højere grad sin længsel mod al den musik, hans jævnaldrende lyttede til, og som 15-årig fik han endelig lov til at gå på jagt i pladeforretningerne. “Jeg kunne overhovedet ikke blive mæt af det.
Det var virkelig paradis for mig. Næsten enhver plade, jeg hørte, rystede mig i min grundvold. Resten af mine teenageår købte jeg tre-fire plader hver eneste uge, og alle sammen føltes de som et vindue ud mod en helt ny verden. Radiohead, Jeff Buckley, Sigur Rós,” opremser han.

Men at kunne høre alt, hvad han ville, var ikke kun en befrielse for den unge Daniel. Han var begyndt at skrive sine egne sange som 13-årig, og den eksplosion af oplevelser, som alle de nye plader gav ham, stillede sig straks i vejen. “For en tid var det skrækkeligt for mig. I forvejen vidste jeg ikke, hvordan jeg skulle skrive sange – ja, det er jeg sådan set stadig ved at lære. Dengang prøvede jeg at komponere på min guitar, og når man som teenager knap nok kan spille og så pludselig vil skrive “Paranoid Android II”, er det virkelig frustrerende.”

Jeg har ikke popøre
De drømme har han for længst lagt fra sig. Da jeg møder ham, er han lige begyndt at skrive nye sange i håbet om, at opfølgeren til Colonies i højere grad vil føles som ét samlet hele. “Af en eller anden grund ser jeg min egen musik som farver, og Colonies er halvt blå og halvt grøn. På Halcyon EP, der udkom bagefter, var alle sangene grønne, og nu vil jeg gerne lave et helt album i samme farve,” siger han og griner lidt af sig selv. “Ja, det lød virkelig prætentiøst, men jeg kan ikke forklare det på andre måder.”

Ikke desto mindre uddyber han det ved at fortælle, at han prøver at bevæge sig væk fra traditionelle vers-omkvæd-strukturer. “Jeg er ikke helt bevidst om, hvorfor jeg vil det, for jeg kan stadig godt lide en masse bands, der bygger deres sange sådan op. Sådan et band som The National er lige ud af landevejen, og jeg elsker deres ting.
Måske skriver jeg bare ikke sange, der er gode nok. Jeg har ikke popøre. Jeg kan ikke skrive radiohooks.”

Hans ambition med musikken er også en lidt anden end at indtage collegeradioerne. “Musik kan tage mig med til steder og stemninger, jeg ikke kan sætte ord på. Jeg ved godt, at Sigur Rós er et meget brugt eksempel på det her, men da jeg så dem første gang, på deres Ágætis Byrjun-turné, var det fuldstændig overvældende. Jeg havde aldrig set noget lignende. De har lavet en ep kaldet Rímur sammen med Steindór Andersen, som er så fantastisk smuk, melankolsk og umulig at ryste af sig. Den slags løfter mig ud af det almindelige hverdagsliv,” siger han og bliver så ydmyg igen. “Jeg ville elske at kunne give andre mennesker sådan nogle oplevelser, men jeg ved ikke, om jeg har det i mig.”

Deltag i debat