Koncerter

dEUS, 02.10.08, Store Vega, København

Foto: Kasper Troels Nørregaard, www.comeondieyoung.dk
Skrevet af Christian Klauber

Det var småt med de rigtige gode bolsjer, da dEUS spillede koncert i et halvtomt Store Vega, der virkede en smule overproportioneret og udmærket kunne være blevet skiftet ud med f.eks. Pumpehuset. Og selvom dEUS indimellem slap den pæne voksenrock og skejede lidt ud, var det på ingen måde overbevisende.

Bevares, de herrer dEUS er som alle andre blevet ældre med tiden, og lyden er også blevet en smule pænere, for nu at sige det mildt. Som en god ven beskrev musikken et par timer før koncerten: »Det er blevet lidt for meget voksenrock.« Jeg kan godt se, hvor han vil hen med den beskrivelse, men som ganske ivrig lytter af deres tidligere album, specielt Worst Case Scenario, var jeg ikke skræmt væk, men det var dog alligevel med bange anelser, at jeg indtog min plads i salen.

Foto: Kasper Troels Nørregaard, www.comeondieyoung.dk

Foto: Kasper Troels Nørregaard, www.comeondieyoung.dk

Sidst dEUS var på besøg i Danmark, spillede de en rigtig god koncert i Pumpehuset. Denne gang var det i bedste fald gennemsnitligt, og jeg skal ærligt indrømme, at jeg til tider kedede mig og flere gange savnede de tidligere pladers numre og den lidt mere eksperimenterende, rå og skæve lyd fra specielt det første og andet album, selvom der mod koncertens slutning kom pænt med numre fra In a Bar, Under the Sea. Flere gange var det en anelse for pænt, og mine tanker fløj ofte i retning af stadionrock-navne som U2 og Simple Minds, når der blev spillet de mere synth-prægede numre fra det seneste udspil, Vantage Point.

Måske medvirkede det manglende publikum til at gøre det hele lidt blodfattigt. Når selv et ellers fantastisk nummer som “Bad Timing” leveres uden”¦ nå ja”¦ timing, så er der noget, der ikke stemmer. I hvert fald syntes skuffelsen at lyse ud af forsanger Tom Barmans øjne, da han skimtede op mod en tom balkon. Tilsyneladende var der en booker, der havde forregnet sig på bandets popularitet, der vist er faldende og langtfra stor nok til at fylde Store Vega, hvor der selv på gulvet var ganske god plads mellem de lyttende.

Momentvis sprang intensiteten dog frem fra sit skjul, især når dEUS forlod voksenrocken, gav pokker i det hele og spillede igennem – skævt, larmende og forførende, f.eks. i det fremragende Tom Waits-inspirerede “Theme from Turnpike” og “Fell off the Floor, Man”, hvor der for alvor var plads til at støje. At det så blev fulgt op af et mere pænt og synthet nummer, “The Arcitect” fra seneste udspil, understreger, at helhedsoplevelsen var noget svingende og både bød på udsyrede opture og nogle noget ligegyldige skuldertræk.

Foto: Kasper Troels Nørregaard, www.comeondieyoung.dk

Foto: Kasper Troels Nørregaard, www.comeondieyoung.dk

Det sidste regulære nummer inden ekstranumrene var et kærkomment genhør med “Suds & Soda”, der blev fyret af på den helt rigtig måde med udsyret og støjende mellemspil på flere minutter. Ja tak. Det var en helt fantastisk afslutning på en ellers jævn koncert, og jeg må indrømme, at jeg krydsede fingre for, at bandet ikke ville spille ekstranumre. Men heller ikke dEUS havde overskuddet til at turde satse og springe ekstranumrene over. Og det er synd, for det giver en særlig dynamik, når et band tør den slags, fordi det ofte betyder, at bandet har tilrettelagt koncerten ned til mindste detalje, netop med det formål at få koncerten til at nå toppunktet lige der.

Nu lyder jeg måske en smule gnaven, men ønsket opstod, fordi jeg på det tidspunkt stod med en lidt mere end godkendt koncert som slutresultat, netop fordi koncerten kunne være sluttet på toppen og på den måde have gjort op med det meget pæne og voksne udtryk, der farvelagde helhedsindtrykket. Nu fik vi så hele fire ekstranumre, bl.a. “Serpentine” og “For the Roses” fra In a Bar, Under the Sea, der effektivt understregede, at bolsjeposen var fyldt med ganske forskellige smagsvarianter. Desværre var der ikke flere af dem, jeg godt kan lide, og derfor svingede pendulet – og med det karaktergivningen – i løbet af de fire ekstranumre tilbage til den skuffelse, der fyldte inden koncertens sidste, reelle nummer.

★★★☆☆☆

Om skribenten

Christian Klauber

 

Biografi:

Det var min mor, der grundlagde min interesse for musik. Men det er ad omveje, at jeg er nået dertil, hvor jeg er nu: med hovedet begravet i alternativ & artrock, progressiv metal, country, soul og hiphop. I barndomshjemmet stod den nemlig på klassisk og opera, og "her er et (klassisk) instrument, du gerne vil spille på", så på mange måder besudlede jeg nok den klassiske dannelse ved – som det første album – at investere i tværfløjte-virtuosen James Galway, der spillede uddrag fra forskellige musicals. Siden diverterede jeg publikum i Tivoli som fløjtenist og havde Det Kgl. Musikkonservatorium i kikkertsigtet, men vejen tog et kraftigt, uventet sving, da jeg i et af mine sidste år i Tivoli-Garden begyndte at høre dødsmetal. Siden har jeg fundet den gyldne middelvej og hører nu det meste, men kærligheden ligger klart hos den alternative hiphop, og hvad der ellers måtte befinde sig under den store, alternative rock-paraply (selvom hjertet da stadig kan slå endog meget hurtigt, når jeg hører en opera eller en violinkoncert, eller hvis den klassiske musiks instrumenter indgår i det, jeg lytter til). Jeg er uddannet cand.mag. i dansk og kommunikation og har mit eget firma, der arbejder med sprogrevision og formidling.

 

Fem favoritalbums:
The Clash: London Calling
Dirty Three: Horse Stories
Darc Mind: Bipolar
Company Flow: Funcrusher Plus
Frank Zappa: Hot Rats

Skriv et svar