Plader

The Dø: A Mouthful

Skrevet af Lasse Dahl Langbak

Franske The Dø er et genrefornægtende møde mellem to musikere med vidt forskellige musikalske baggrunde. Debutalbummet, A Mouthful, er en anelse langstrakt og unødvendigt uhomogent, men overordnet set en ganske vellykket pop-plade, der trækker på både folkemusik og jazz og har afstikkere til hiphop.

Olivia Merilahti og Dan Levy indledte deres musikalske samarbejde med at skrive filmmusik. De har derfor begge tidligere fået instrukser af en instruktør om, hvilken stemning et givent stykke musik skal skabe. I deres fællesprojekt The Dø er der derimod ikke andre end dem selv til at svinge dirigentstokken. Det har resulteret i et debutalbum, der enkelte steder hopper lige lovligt meget fra genre til genre. Det er i hvert fald svært at komme på en sammenhæng, hvor det ville være passende at spille pladen fra start til slut. Men fra sang til sang er der ikke meget at udsætte på The Døs kompositioner – kun en middelmådig og kedsommelig afslutning skæmmer helhedsindtrykket en smule.

Indtil det kommer så vidt, er den franske duo bestemt ikke kedeligt selskab. Den legesyge og smittende tribalrytmiske “Playground Hustle” åbner pladen på festlig vis, og denne side af The Dø bliver atter taget op i den finsksprogede vokal- og trommebårne “Unissasi Laulelet” og i “Queen Dot King”, hvor Olivia Merilahti selvsikkert ter sig, som var hun Lady Sovereigns knap så kæphøje søster.

Hiphop-inspirationen er sat på standby i pladens andre sange, som i stedet tager afsæt i folk. Groft opdelt består denne del af The Døs udtryk af uptempo-folkpopsange og afdæmpede, intime ballader. De fængende “At Last!” og “On My Shoulders” er stærkeste indslag fra førstnævnte kategorisering, mens Olivia Merilahtis skønne, nærværende vokal gør den nøgne og sårbare “Song for Lovers” og den emotionelle, ukulele-bårne “Stay (a Little Bit Longer)” til de smukkeste øjeblikke i den mere intime afdeling.

Selvom The Dø trækker på adskillige inspirationskilder og ikke vil sættes i bås med en særskilt genre, er A Mouthful ikke nogen stilforvirrende rodebutik. Som helhed er der tale om en samling fængende, til tider jazzede folkpopsange i enten up- eller downtempo, og de tre hiphop-influerede sange fremstår højst som malplacerede blandt de øvrige numre. Selvom de er friske, legesyge indslag, der giver lyst til udskejende dans, medvirker de til, at pladen som helhed ikke gør sig godt som soundtrack til nogen som helst lejlighed. Hvis ikke The Dø pludselig kunne finde på at lægge op til håndtegnskastning, ville A Mouthful fint kunne tage over efter et Cardigans-album i en enhver café. Og selvom man ikke bliver kastet rundt i et virvar af genrer, gør de radikale skift, der nu engang er, The Døs debut unødvendigt uhomogen.

Men det er underholdende, når The Dø slipper tøjlerne, så den eneste egentlig anke mod pladen er de fire sange og to instrumentalnumre, der følger efter Olivia Merilahtis rappende ordleg i “œQueen Dot Kong”. Sammenlignet med The Døs generelt højt niveau virker disse numre flade og burde højst have fået plads som B-sider på eventuelle singler. A Mouthful bliver derfor i længden for stor en mundfuld. Det er dog kun afslutningsvis, at det halter med kvaliteten. Ellers er det kun kvantiteten, den er gal med på The Døs iørefaldende debutalbum.

★★★★☆☆

Deltag i debat