Nyheder

Efterårskoncerter: mathrock, selvmord og kvindeklaver

Hver gang vi træder ind i en ny måned sætter Undertoner fokus på nogle af månedens koncertmæssige højdepunkter. Undertoner præsenterer: Oktober.

Koncertsæsonen er ved at få rigtig godt fat igen, og oktober måned byder på mange koncerter, det er værd at bruge sine penge og regnvejrsaftener på.

Joan Wasser: egentlig ikke så politi-agtig.

Der var engang, hvor tynde, blege Brett Anderson var androgynlækker i sort læderjakke og sang: »Here they come, the beautiful ones”¦« i forgrunden for Suede. Det er ved at være nogle år siden nu, men den karismatiske brite kan forhåbentlig stadig imponere et publikum nu hvor han turnerer med det nyligt udgivne album, Wilderness. Du kan opleve ham d. 18. oktober i Voxhall i Århus eller d. 19. i Copenhagen Jazzhouse.

Lørdag d. 18. er også dagen, hvor amerikanske 31 Knots indtager Lades Kælder i København i selskab med Bellafea og Marvin’s Revolt. 31 Knots formår, ifølge Undertoners anmeldelse af deres seneste album, at gå fra småpoppet lyd til mathrock i løbet af sekunder. Oplev selv deres efter sigende hæsblæsende show på hyggelige Lades. Stedet fortjener også støtten, da kælderen sammen med to andre københavnske spillesteder pt. er truet af lukning.

Oakland-bandet Xiu Xiu er rigt på undergrunds-hype, livstrætte tekster og dramatisk vokal fra frontmand Jamie Stewart. De besøgte Danmark for første gang tidligere på året til Pop Revo i Århus. Nu er de tilbage igen, og du kan overveje selvmord eller bare drikke en øl til deres musik når de besøger Loppen søndag d. 19. oktober.

Mere festligt, men ikke mindre alvorligt, bliver det tirsdagen efter. D. 21. indtager amerikanske Of Montreal nemlig Amager Bio. Det farverige orkester udgiver samme dag deres nye album, Skeletal Lamping. Hvis koncerten bliver bare tilnærmelsesvis så god som sidst , bandet var i DK, er der så sandelig noget at tage til Amager efter.

Fordi det så ofte er blevet nævnt, orker man næsten ikke at nævne, at Joan Wasser, aka. Joan As Police Woman, også er kendt for at låne vokaler til bl.a. Rufus Wainwright og Antony and the Johnsons. I stedet giver det mere mening at rose hendes seneste album, To Survive, der kun var et halvt U fra at opnå absolut topkarakter fra Undertoners anmelder. Oplev kvinden med den stærke stemme og ditto sange lørdag d. 25. i Lille Vega eller søndag d. 25. i Voxhall.

Følg løbende med i de anbefalelsesværdige koncerter i Undertoners koncertkalender.

Deltag i debat