Plader

Euros Childs: Cheer Gone

Nu, hvor solen går tidligt ned, vinden bliver kold og hård, og regnen falder, kan man passende lade Cheer Gone være soundtracket til efterårets komme. Med sange om sommer, solnedgange og ulykkelig kærlighed står det lille indiepopalbum godt til løvfald og blæsevejr.

Sammen med musikerne Steven Black og Peter Richardson har Euros Childs fra det hedengangne Gorky’s Zygotic Mynci, der spillede psykedelisk popmusik, lavet en lille indiepoppet metervareplade, der nok ikke kommer til at vende op og ned på salgslisterne, men som dog alligevel er en smule nærværende. For selvom man tidligere har spillet i et semikendt rockband som Gorky’s Zygotic Mynci, kan man sagtens tage guitaren frem og indspille en lille simpel sag med fokus på bluegrass, folk, skæv indierock og en smule keltisk folkemusik. Måske kan man bare heller ikke så meget andet.

Sange om sommerdage og kornmarker er altid et hit på indiefolkplader, og det er der selvfølgelig plads til på Cheer Gone. På “Summer Days” bliver der kigget tilbage på sommeren – dengang hvor man kunne fiske dagen lang, gå ture i markerne og nyde livet. Akkompagneret af lap steel-guitar og en drævende og langsom stemmeføring bliver man taget tilbage til en solbeskinnet dag. Det langsomme tempo og den afslappede atmosfære skaber varme, og der er plads til at slappe af.

Det er nemt at mærke, at det hele er blevet optaget i en afslappet atmosfære. Der er ingen, der har travlt, og der er ikke blevet spildt tid på ligegyldigt studielir. Der er blevet optaget nogle sange, imens musikkerne har hygget sig med det. Det, at de har hygget sig med musikken, afspejler sig i den grad i musikken, som nok kan indeholde melankolske tekster, men som dog alligevel bliver videreformidlet med en enorm varme og – tør man sige – venlighed, der byder lytteren indenfor til te og småkager. Men selv eftermiddagshygge i efterårsvejret kan blive en smule kedeligt, og det gør det desværre også på Cheer Gone, der byder på simple og ligefremme sange, men ikke har så meget andet at byde på.

Dog har Euros Childs også en mørk side, og det kommer tydeligt til udtryk på “My Love Is Gone”, der selvsagt handler om en forsvunden kærlighed. Her er mørket overvældende, og med banjo, akustisk guitar, sagte trommer bliver melankolien pludselig tung og allestedsnærværende. Som en tæt tåge lægger den sig omkring én, og stemningen i sangen smitter af på humøret. Fra det glade, varme og udadvendte kommer pludselig en sang, der er sørgelig, kold og indadvendt, men det viser bare, at det hele ikke er sjov og ballade. Det viser to sider af Euros Childs, hvor den side, der har lyst til at lave varme og rare sange, klart vinder over den kolde og rå side af ham.

Der er altså tale om et album, der byder på lidt af hvert, men som dog alligevel finder sin ro i det simple, let genkendelige og måske en smule kedelige. En grå hverdagsplade, der ikke kommer til at ophidse nogen synderligt, men som sikkert finder sin plads hos de indieelskere, der finder glæde ved hverdagens grå masse, guitaren, afslappetheden og det velkendte.

★★★☆☆☆

Deltag i debat