Plader

Fler’ Farver: Happy Army

Skrevet af Anders Mortensen

Happy Army er et forsøg på at få glæden op på beatet i en af landets mindst bemærkelsesværdige storbyer, og det lykkes et godt stykke hen ad vejen. Det er så friskt, som dansk hiphop har været hidtil, men smilene og det konstant positive kan også blive for meget af det gode.

Odense: Danmarks tredjestørste by og et sted, der ligger godt og grundigt midt imellem alting. Og det skal ikke kun forstås i forhold til Sjælland og Jylland, der hver især troner med hovedstad, heder og slagsmål på Jomfru Ane Gade. Odense er en tilstand. Udefinerbart svævende, hverken særlig stor, særlig lille eller særlig interessant. Det eneste egentlige koryfæ er H.C. Andersen, som ikke kunne udstå stedet og skred til København med onanikrydser og høj hat så hurtigt som muligt i hestevognens æra. Ja, der er selvfølgelig også Vollsmose. Og så er der Odense Å. Og vi må heller ikke glemme dialekten, der hverken har jydens eftertænksomme sumpvokal eller københavnerens bølgestemme, men som derimod lyder naiv og troskyldig, når de afsluttende konsonanter skæres af. Odense er alle disse ting og selvfølgelig mere, men ikke meget, og jeg ved virkelig, hvad jeg taler om, for jeg har boet i byen stort set hele mit liv. Lad os bare sige det på den måde, at vi har et had-kærligheds-forhold. Og kærlighedsdelen er overvejende platonisk.

Derfor kommer det ikke bag på mig, at årets mest fornøjende danske hiphop-album kommer lige netop fra Odense, hvor Dambo, Hr. Nielson, Fætter Fup, PM og Navlesdrengen sætter rim til beats under navnet Fler’ Farver. Det er rap om druk, fædre, glæde og sult og meget andet selvfølgelig, men mest af alt er det en plade, der fungerer fuldstændig efter sin egen overbevisning. Der er ikke noget på Happy Army, der lefler for noget andet, hverken andre rappere eller stilarter.

Det ville være synd at kalde Fler’ Farvers musik for alternativ hiphop eller gangsta rap. Det er helt og aldeles melodiøst, og Happy Army er vel egentlig et pop-album, der alligevel står i kontrast til andre grupperinger inden for genren. I stedet for klæbende tekster om personlige problemer bliver alting taget med let hånd, også selvom det er de ting, der gør ondt. Fler’ Farver fremstår som en slags hverdags-rap over ting, der går igen hos de fleste mennesker, men med et udgangspunkt, der lyder: »Det nok skal gå alt sammen, og det har vi tænkt os at lave et par regulære bangers om.«

Men misforstå nu ikke mine ord og tro, at vi taler Humleridderne anno 2008 eller en lalleglad note i dansk hiphop. Det, der sætter disse drenges simple budskaber op på en lidt højere piedestal, er, at det er så skidedygtigt lavet. Som det skal gøres. Sans for virtuositet og rytme, når det fyger med allitterationer, så man mærker selvtilliden i spyttet på mikrofonen – det er det, Fler’ Farver især skal hyldes for. Produktionen er også strålende, og albummet afprøver hårdtslående inspirationer fra grime og dancehall og de andre mangfoldige måder, hiphop lydmæssigt kan tage sig ud.

Titelnummeret “Happy Army” er et voldsomt, glædesforherligende nummer, der truer dig til at smile, medmindre du vil slås ihjel. Så er den ikke længere. Med et bombastisk blæserbeat og et simpelt, kort soulsample, alt sammen bragende godt sat sammen af produceren Lasse Pilfinger, bliver man overbevist om, at de mener det alvorligt useriøst. “Det’ ketter der mætter” handler om ikke at have penge til mad, og hvad man så kan gøre. Det lyder umiddelbart fuldstændig intetsigende, og det er det på sin vis også, men det bliver gjort med så vuggende et beat og så meget charme, at man ikke kan undgå at blive overmandet. Et andet højdepunkt er “Kast nakken tilbage”. Et let svingende beat med lidt akustisk guitar, en blæser og en ordre om at drikke, uanset hvad det så end måtte være. Det er bare en hyldest til druk og 10-kronersbarer, og der vil altid være en småsnobbet trold inde i mit anmelderhoved, der har en mening om vigtigheden af at beskæftige sig med sådanne sange, men faktum er, at det rykker.

Fler’ Farver ka’ få min nakke til at nikke, så jeg nikker med nakken, til jeg brækker mig, for det kan hurtigt blive for meget. Bortset fra numre som “Dårligt menneske” og “Den forbudte frugt” er det et usandsynligt glad album, og det har det med at blive en tand for trættende (hvilket selvfølgelig også gælder for plader, der er mørkere i tonen). Fler’ Farver lider en smule af mangel på originalitet, når det kommer til emnevalget, og det hæmmer pladen i længden. Men den er stadig meget bedre, end man skulle tro.

★★★★½☆

Deltag i debat