Plader

Gang Gang Dance: Saint Dymphna

Gang Gang Dance udkommer nu på electronica-selskabet Warp, men det har ikke ændret meget på deres spirituelle lydafsøgninger. Der er stadig både dansable, men svært håndgribelige sange og deciderede eksperimenter. Og så er der et højst usædvanligt hiphop-nummer.

Da jeg interviewede Gang Gang Dance i 2006, klagede de over, at de ikke kunne finde ud af at indspille, så deres bas boomede som i moderne hiphop. Umiddelbart kan man ikke sige, at det er lykkedes bandet at skabe slagkraftige basrytmer på deres nye album, Saint Dymphna, men de har da bevæget sig ind på hiphoppens territorium i et enkelt nummer. Den engelske grime-rapper Tinchy Stryder gæsteoptræder nemlig på den ret forrygende “Princes”, der med dens elektronisk manipulerede og ekkoende, overjordiske toner uden tvivl hører til en af de mere usædvanlige hiphop-produktioner i år.

Men som udgangspunkt er der ikke ændret så meget på Gang Gang Dances måde at lave musik på. Det er stadig et stort uigennemskueligt kludetæppe af toner, der kommer fra mystiske lydkilder. Ekko og delay er to voldsomt populære effekter hos bandet, som giver deres musik den her æteriske, spirituelle stemning, hvor hver tone bliver til mere og rækker ud over den enkelte sang, men stadig sender signal tilbage, dog med svagere og svagere kraft, jo længere væk den kommer fra udgangspunktet. Ved gentagelsen af de samme toner er der en minimalistisk repetition på spil, samtidig med at informations-overbelastningen udnyttes ved at lade mange forskellige lyde gentage sig ind og ud mellem hinanden.

Spiritualiteten hænger også ved de mere dansable sange som “First Communion” og “House Jam”, der har en del energi, som både fremkommer ved informationstætheden, men også så simple ting som et steady beat og funky guitarlinjer. Men på grund af de ekkoende effekter ligger der også en bevidsthedståge, der hele tiden udvider sig, i sangene.

Derudover synes der at være en global bevidsthed i deres musik ved inkorporeringen af mellemøstlige, asiatiske og afrikanske lyde og teknikker. Det kommer bl.a. til udtryk ved de repetitive guitarfigurer i det førnævnte hit-potentiale “First Communion” og det mellemøstlige strengeinstrument i “Blue Nile”. Desuden taler Lizzie Bougatsos i “Afoot” også om et land, hvor de fleste folk går på deres fødder, og køer er hellige. Hele verden bliver trukket ind i Gang Gang Dances bevidsthed og afsøgning af lyd.

Netop afsøgningen af lyd, en konstant søgen efter muligheder i udtryksspektret, er en præmis for Saint Dymphna – og i og for sig også Gang Gang Dances tidligere plader. Der er eksperimenter på spil, som er fremmedgørende i kraft af den anderledes måde, Gang Gang Dance sætter lyde sammen på, men samtidig er der nok struktur og melodi i deres sange til, at man kan arbejde sig ind på deres vision og forstå musikken på sine egne præmisser.

Saint Dymphna er en helgen, der ifølge sagnet flygtede fra sin far, en hedensk konge, der ville erstatte sin afdøde dronning med datteren. Tilflugtsstedet blev kirken i Gheel tæt ved Antwerpen, hvor hun blev fundet og dræbt af sin far. Siden har hun fungeret som helgen for de sindssyge, der stadig bliver behandlet i området. Men det usædvanlige er, at patienterne kun er til observation på institutionen i begyndelsen. Siden bliver de fordelt hos beboerne, hvor de både arbejder og sover, og på den måde bliver patienterne således stadig observeret, men rammerne for dem er så normale som muligt.

Gennem deres musiske æstetik forsøger Gang Gang Dance også at få det normale til at møde det sindssyge, f.eks. ved at lade deres sære lyde blive velkendte via genkendelige sangstrukturer. Som lytter kan man blive familiær med deres univers og ad den vej åbne sit sind. Den mission er der alligevel ikke så forbandet mange bands, der forfølger, og få har evnen til at lykkes som Gang Gang Dance.

★★★★★☆

Deltag i debat