Plader

Hauschka: Ferndorf

Skrevet af Jakob Lisbjerg

Hauschka er på sit nyeste album igen inspireret af John Cage, som puttede genstande ned i sit piano for at få nye lyde frem. Men i modsætning til sit forrige album lader Bertelmann denne gang sin musik ledsage af melodiske strygere, og det fungerer faktisk godt.

I slutningen af 1930’erne var John Cage blevet så træt af lyden af sit piano, at han fyldte det med alskens ragelse, f.eks. korkpropper, metalstykker og lædersnore, for at få det til at lyde skørt og anderledes. Og det lykkedes til fulde – faktisk var hans eksperiment så godt, at de seneste års elektroniske glitch- og click-musikere skylder ham og hans prepared piano en hel del. Men også nogle af de moderne piano-minimalister, der næsten spiller rendyrket klassisk musik, er inspireret af Cage. En af dem er Hauschka.

Bag navnet Hauschka gemmer sig tyskeren Volker Bertelmann fra Düsseldorf, og for ham er pianoet det instrument, som bedst udtrykker hans musik. Det forrige album fra hans hænder, The Prepared Piano, var, som titlen antyder, en udforskning af, hvordan Cages piano kunne udnyttes bedst og mest enkelt. På sit nye, fjerde udspil er det lidt samme opskrift, som følges, men Bertelmann lader denne gang forskellige kombinationer af violin, cello og trombone ledsage pianoet. Pianoet og disse tre medmusikanter spiller aldrig rigtig sammen som en enhed, men er hele vejen igennem enten musikalske venner eller fjender, som nogle gange hjælper med eller oftest modsætter sig musikkens ransagelige veje. Hør f.eks. “Schönes Madchen”, hvor pianoet kun rasler og skramler, mens det er strygerne, som er i centrum.

Dette skiftende forhold mellem instrumenterne betyder, at især i begyndelsen af albummets godt 45 minutter er det smukke melodier og stemninger, der dominerer, mens sidste halvdel er mindre melodisk og mere består af lyde og lag på lag af minimalistiske gentagelser, der ikke på samme måde lagres i hukommelsen. Undtagelsen findes – selvfølgelig – også på albummet med nummeret “Weeks of Rain”, der nærmest er blottet for prepared og blot lader pianoet tale de blå toner alene.

Bertelmann er nok en del af den nye bølge af klaver-minimalister som Goldmund, Dustin O’Halloran og Max Richter, men hans musik er lige så meget et ekko af tidligere tiders minimalister. I modsætning til Cage jagter Bertelmann stadig den gode melodi, man kan nynne med på. Samtidig elsker han repetitionens kraft, og han er derved således lige så meget Nyman og Glass, som han er Reich.

Åbneren “Blue Bicycle” har sådan set lidt af begge dele; gentagelser med dragende rytme og samtidig vemodig melodi. At albummet ikke åbner en smule blidere, er en lille, men væsentlig anklage. Hauschka trækker simpelthen lytteren direkte ind i følelsernes centrum uden nogen form for forspil.

Albummet topper omkring “Barfuss Durch Gras”, som både er abstrakt og droner og pludrer helt fantastisk. Nummeret efterfølges perfekt af enklere pianotoner, hvor raslende og skrabende toner fortsat kurrer som kække duer i melodiens skygge. Her kan man godt høre en smule sigøjner-inspiration, som f.eks. Yann Tiersen også trækker på. Men overraskelserne lurer også på Ferndorf, hvor en bastone på “Rode Null”, som er blevet blokeret i pianoets indre med en lædersnor eller et stykke kork, lyder som en tør basrytme hentet fra clubbing-miljøet.

Ferndorf er ikke en revolutionerende plade, men Bertelmanns piano-musik er en god, avantgardistisk modpol til mere – og nogle gange lidt for overdrevent – klagende og vemodige romantikere som Max Richter og Dustin O’Halloran. Ferndorf bliver aldrig utilgængelige navlepillerier, og selvom man med fare for at blive lidt for æggehoved-akademisk egentlig godt kan savne en smule mere kant hist og her, så lykkes Bertelmanns projekt med at forene de to elementer ret godt.

★★★★☆☆

Deltag i debat