Plader

Hors d’Oeuvres: Yeast

Skrevet af Christian Klauber

En plade med vokseværk. Det er ikke banebrydende nyt og anderledes, men efter et par lyt er der ingen tvivl om, at Hors d’Oeuvres debutudspil rummer åbenbare kvaliteter.

Hors d’oeuvre er et udtryk fra madlavningen, hvor det er betegnelsen for en lille kold anretning, der serveres før det primære måltid. På fransk bruges det dog også i betydningen bi-ting. Det er svært at afgøre, hvad der ligger i bandets navn i det her tilfælde. Yeast er i hvert fald ikke en bi-ting, dertil er pladen alt for gennemført. Når man vel at mærke har fået den ind på livet.

Plader, der vokser på en, er svære at have med at gøre. Det er så mærkværdigt, når man pludselig trommer med eller hopper op i luften til en plade, man afviste uden diskussion, første gang man lyttede til den. Det er næsten umuligt at sætte ord på, og det gør det selvfølgelig lidt uheldigt, når det netop er det, man skal som anmelder. En passende sammenligning kunne være følelsen, når en person, man kender godt, lister sig ind på en bagfra og dækker ens øjne med hænderne. Det er lidt ubehageligt, men som regel bringer det også smilet frem.

Efterhånden som Yeast bevæger sig ind på mig, træder mit smil også frem. Grunden til, at det går lidt langsomt, er, at albummet først for alvor åbner sig, når The Hors d’Oeuvres slipper håndbremsen og spiller igennem for fulde gardiner. Det sker nogenlunde på albummets midte, omtrent samtidig med at der i pladens titelnummer synges »got a message to those who dont know: you’ve got to let yourself go, if you wan’t to rock n’ roll«. Det kan man vel kalde et opråb til sig selv.

Herfra ser de sig i hvert fald ikke tilbage, og der kommer meget mere tyngde og riv i guitarerne, ligesom udtrykket i sig selv bliver lidt mere tungt og fyldigt. Selvom Justin Schoenings såkaldte space-guitarer begejstrer fra første sekund, de indtræder, kommer de endnu mere til sin ret på det, man kan kalde albummets anden halvdel. F.eks. på “Come On Sugar”, fordi det udsvævende psykedeliske er en god modvægt til den mere bastante, retningsgivende rytmebund.

Schoening giver den meget ligefremme rock’n’roll-fornemmelse kant og særegenhed, samtidig med at man spidser ører for at fange det, der foregår i baggrunden. Og generelt er det værd at understrege, at det psykedeliske univers klæder Hors d’Oeuvres, f.eks. på “Always Be This Way”, hvor der er lagt ekko på vokalerne. Specielt i koblingen med den lidt tungere rockvariant, der peger i retning af Queens of the Stone Age, befinder Hors d’Oeuvres sig godt. Især er pladens afsluttende to minutter virkelig fremragende.

I pressemeddelelsen står der, at The Hors d’Oeuvres spiller ørkenrock, og selvom inspirationskilderne er tydelige, så synes jeg ikke helt, at The Hors d’Oeuvres samlede lydbillede berettiger til brugen af termen ørkenrock, der udspringer fra de såkaldte ørkenfester i og omkring byerne i Sydcaliforniens ørken. Dertil er lyden ikke helt tung nok. Det her lyder mere som en tur i kælderen med en mere psykedelisk og rockrullende udgave af Queens of the Stone Age. Og vel at mærke ikke til en lille kold forret, men til et hovedmåltid. Det er besøget værd.

★★★½☆☆

Om skribenten

Christian Klauber

 

Biografi:

Det var min mor, der grundlagde min interesse for musik. Men det er ad omveje, at jeg er nået dertil, hvor jeg er nu: med hovedet begravet i alternativ & artrock, progressiv metal, country, soul og hiphop. I barndomshjemmet stod den nemlig på klassisk og opera, og "her er et (klassisk) instrument, du gerne vil spille på", så på mange måder besudlede jeg nok den klassiske dannelse ved – som det første album – at investere i tværfløjte-virtuosen James Galway, der spillede uddrag fra forskellige musicals. Siden diverterede jeg publikum i Tivoli som fløjtenist og havde Det Kgl. Musikkonservatorium i kikkertsigtet, men vejen tog et kraftigt, uventet sving, da jeg i et af mine sidste år i Tivoli-Garden begyndte at høre dødsmetal. Siden har jeg fundet den gyldne middelvej og hører nu det meste, men kærligheden ligger klart hos den alternative hiphop, og hvad der ellers måtte befinde sig under den store, alternative rock-paraply (selvom hjertet da stadig kan slå endog meget hurtigt, når jeg hører en opera eller en violinkoncert, eller hvis den klassiske musiks instrumenter indgår i det, jeg lytter til). Jeg er uddannet cand.mag. i dansk og kommunikation og har mit eget firma, der arbejder med sprogrevision og formidling.

 

Fem favoritalbums:
The Clash: London Calling
Dirty Three: Horse Stories
Darc Mind: Bipolar
Company Flow: Funcrusher Plus
Frank Zappa: Hot Rats

Skriv et svar