Koncerter

Jenny Lewis, 14.10.08, Lille Vega, København

Foran et propfyldt Lille Vega forvandlede Jenny Lewis og hendes særdeles velspillende band en ganske almindelig tirsdag til en festlig aften med hendes country- og soul-inspirerede sange.

Fotos: Mathias Laurvig, LiveShot.dk

Fotos: Mathias Laurvig, LiveShot.dk

Når man er småliderlig og ja, ikke engang helt ung mere, faktisk fyldt 30, hvilket kun gør det endnu værre, så ligger det lige for at lade en live-anmeldelse af Jenny Lewis handle om, hvor sød hun er, hvor lækker hun er, hvordan hun bare udstråler rå seksualitet, når hun svanser rundt på scenen som det kvindelige modstykke til Mick Jagger, da hans ansigt ikke var fyldt med de dybeste smilerynker.

Men det er ærlig talt for plat, for nok er hun sød, men det er så langt fra hendes største styrke. Hendes største styrke er derimod hendes prægtige stemme, der er levende og spændstig. Den fik mig allerede i første nummer til at overgive mig, da hun begyndte at huje ved klaveret som en anden Lewis, nemlig Jerry Lee, i et ellers følsomt soul-nummer, der tvang mine læber fra hinanden, så mine smågule, tætte tænder kunne smile op mod scenen. Samtidig har hun en fantastisk energi og ikke mindst skrevet en flok fængende og velkomponerede sange, der alle sammen roder lidt rundt i noget alternativ rock med kraftige toner af country, soul og alskens anden gammel amerikansk folkemusik.

Til at bakke sig op havde hun et særdeles velspillende band, der talte fem mand, som udnyttede den store spændvidde, som et veludstyret orkester med den sædvanlige besætning plus noget steelguitar her og der, råder over. Dynamikken gnistrede i de helt enkelte toner følsomt anslået, og samtidig rejste bandet sig i samlet flok for faktisk at rocke ret hårdt igennem. Især trommeslageren burde have en ekstra klapsalve for hendes særdeles indlevende og energiske rytmer.

jenny-lewis2Bandet var godt, når de spillede de lystige og fængende rocksange, men faktisk var koncerten bedst, når Jenny Lewis og bandet skruede ned for tempoet og lod intimiteten sprede sig. Især de soulede sange med en snert af blues udmærkede sig, men allerbedst fungerede måske titelsangen til det nye album, Acid Tongue, der blev afspillet foran en mikrofon med Jenny Lewis på akustisk guitar og hele bandet som kor. Selv ikke knasende støj fra højttalerne kunne ødelægge det charmerende setup. Derfor fungerede det første ekstranumer med kun Lewis og sin akustiske guitarist i øm duet på klassikeren “Love Hurts” så utrolig godt. Det er et nummer, der først blev gjort kendt af The Everly Brothers, siden Roy Orbison, og senest kanoniseret af Cher i starten af 90’erne,.

Valgkampen står jo på ovre i USA for tiden, hvilket selvfølgelig ligger Lewis på sinde. Hun dedikerede derfor sangen “Bad Man’s World” til manden på magten nu og ham, der truer Obamas sejr. Truer er måske så meget sagt, hvis man skal tro de seneste målinger, hvor McCain har tabt nærmest samtlige svingstater eller har en særdeles spinkel føring. Ordet lyder, at det bedste, amerikanske musik bliver lavet, når der sidder en republikansk præsident i Det Hvide Hus. Indforstået: Alle musikere er venstreorienterede og laver bedre kunst af vrede over styringen af landet, når det er en republikaner, der sidder på magten. I så fald går vi dårligere tider i møde rent musikalsk, og aftenen med Jenny Lewis og band i Lille Vega burde blive husket som dengang, der stadig var ild i protestfaklerne og livekoncerterne.

★★★★★☆

Deltag i debat