Koncerter

Joan As Police Woman, 25.10.08, Lille Vega, København

Skrevet af Signe Palsøe

Man kunne mistænke Joan As Police Woman for at have savnet det vilde koncertliv. Europa-tourens første stop i Lille Vega bød nemlig på et yderst kontaktsøgende band, der fik koncerten til at fremstå som en uformel hyggeaften med umanerlig god musik.

Fotos: Kasper Troels Nørregaard, www.comeondieyoung.dk

Fotos: Kasper Troels Nørregaard, www.comeondieyoung.dk

»This is the first show on our tour!« proklamerede Joan Wasser højlydt, da Joan As Police Woman lørdag aften indtog scenen i et propfyldt Lille Vega. Der skulle ikke lades nogen tvivl tilbage om, at hun og de to andre bandmedlemmer havde set frem til at kunne påbegynde deres europæiske tour, og scenens samtlige tilstedeværende var da også så opstemte som “en flok køer, der netop er kommet på forårsgræs”, som en kæk reklamemand fra Arla ville have sagt det. Wassers humoristiske refleksioner over alt fra monstre under sengen til danskernes enorme (vel at mærke fra en amerikaners synsvinkel) kødindtag gjorde afstanden mellem smilene kort og fik hurtigt publikum til at tilgive den 45 minutters forsinkelse, aftenen var startet med.

Nu skal det ikke forstås sådan, at musikken druknede i spøjse kommentarer, for lige så lune og lattermilde bandet formåede at være, lige så dramatisk og indfølt var det musikalske udtryk. Åbnerne “Honor Wishes” og “To Be Loved” blev desværre skæmmet af en noget dominerende bas, men herfra smøg bandet sig problemfrit gennem en række mere eller mindre afdæmpede numre fra det nye album To Survive.

Joan As Police Woman1“To Be Lonely” fremførtes, som flere af aftenens andre stille passager, af Wasser på keyboard akkompagneret af percussionist Parker Kindreds sælsomme, næsten uhørlige hviskevokal. Det klædte Wassers mangefacetterede og ofte soul-inspirerede stemme at stå alene en stund, og udtrykket forstærkedes kun yderligere af en voldsomt dramatisk mimik, der burde være adgangsbillet til en hvilken som helst teaterskole.

Under koncerten rykkede Wasser skiftevis rundt mellem keyboard og guitar, hvor sidstnævnte åbnede op for en række mere rockede udladninger som “Holiday” og “Hard White Wall”. Et af aftenens store højdepunkter var duetten “I Defy”, hvor Parker Kindred og Timo Ellis på skift fik mulighed for at vise, at deres stemmer snildt kan leve op til Antonys. Ligeledes overtog de to størstedelen af vokalarbejdet ved et af de afsluttende indslag, “To America”, som Wasser under en vild glædesdans fik tildelt »the next American president Barack Obama.«

Det er svært at bedømme, om det var publikum eller bandet selv, der jublede allerhøjest ved koncertens afslutning. Begge parter har uden tvivl nydt det gode selskab og den kontrastfyldte aften, hvor Joan As Police Woman formåede at indlemme både styrke og skrøbelighed og samtidig byde på særdeles god underholdning.

★★★★★☆

Om skribenten

Signe Palsøe

Biografi:Med Depeche Mode som barndomshjemmets lydtapet var der ikke langt til min første store kærlighed, der dukkede op, da jeg var 12. Pet Shop Boys blev voldspillet ved enhver given lejlighed og blev en øjenåbner for et større musikalsk univers. Dengang var det især mere sfæriske genrer som indie-/electronica, dreampop, støjrock og shoegazer, der fik spilletid og blev min indgangsvinkel til musikhistorien. I dag hører jeg det meste, selvom jeg nok aldrig kommer til at skrinlægge en yndlingsaversion mod punkens mest letbenede undergenrer og heller ikke lytter til ret meget metal. For øjeblikket er det især ambient, electronica og dubstep, der får spilletid, selvom også hiphop på det seneste er begyndt at fylde mere i pladesamlingen.

Skriv et svar