Plader

Lambchop: OH (Ohio)

Lampchops seneste album er udmærket, men man forventer altid lige lidt mere, når Kurt Wagner omsætter sine tanker og idéer til musik. OH (Ohio) er et lille skridt i den rigtige retning – væk fra de to foregående udspil – og klart mere homogent og rent i sit udtryk. Men pladen kæmper en stille kamp mod kønsløsheden.

Kurt Wagner gør tingene på sin egen måde. Ligner en bonderøv på sin helt egen måde, synger på sin helt egen måde og udgiver plader på sin helt egen måde. Det er der kommet masser af fantastiske live-optrædener ud af og ikke mindst urimeligt gode sange, specielt på mesterværkerne Nixon og Is a Woman, og der skal ikke herske tvivl om mandens evner inden for americana-genren.

Men i de senere år er det, som om det at gøre alt på sin helt egen måde efterlader lidt af et tomrum. Et tomrum, som forvirrer mere, end det gavner. Det fire år gamle og svulstige dobbeltalbum Aw C’mon/No You C’mon og det seneste kriseudspil fra 2006, Damaged, fik ikke løftet bandet ud af sit koncept, trods nogle udmærkede sange, og selv ikke en fremragende sanger som Kurt Wagner kunne rokke ved fornemmelsen af, at der var alt for meget fokus på det omkring, under og over musikken, i stedet for selve indholdet i sangene.

Selvom Lambchop er et orkester, et relativt stort et endda, så er det intimiteten i Kurt Wagners vokal, der fanger lytteren, for han er som skabt til en akustisk plade, kun akkompagneret af en guitar. En kapacitet som Wagner burde sælge sig selv dyrere, end han har gjort de seneste år, og det nye udspil OH (Ohio) bevæger sig desværre også lidt ind i den problemstilling, der hersker omkring bandet og deres seneste udgivelser, hvor fokus mangler pondus.

De sadistiske tekster og stikpillerne til hjemlandet er som altid værd at studere, og sangforedragene om hverdagens trivialiteter kan man sagtens lade sig indhylle i, men åbenbaringen fra tekst og vokal savner i den grad bastante melodier og arrangementer. Nogle steder lyder OH (Ohio) alt for anonym og tapet-agtig. Albummet nærmer sig hyggemusik, caféens foretrukne soundtrack til dem, der ikke vil stødes, og det er en løbebane, Lambchop absolut ikke fortjener at følge.

Vist er der godbidder på pladen – og heldigvis for det. Skæring fire, den luftige og ligefremme “National Talk Like a Pirate Day” er velstruktureret, uden at Wagners vokal syltes. Ligeledes kan man fremhæve “Slipped, Dissolved and Loosed”, de gode hooks på “A Hold of You” samt “Popeye”, der alle får det bedste frem i både band og forsanger.

Når alt det negative er sagt, så er OH (Ohio) helt sikkert et skridt i den rigtige retning for Lambchop og bestemt et mere holdbart album end de to forrige. Der hersker en dejlig ro over pladen, men man flyttes ikke, og det er en del af problemet. Der er for få knaster og torne at rive sig på. Lambchop skal ikke være idyllisk, men givende og faretruende på sin helt egen melodiske måde. Det savner OH (Ohio) desværre.

OH (Ohio) er en blandet affære og måske alt for homogen i sit udtryk, hvilket gør, at sangene ikke for alvor sætter sig fast. Det er umådeligt svært at få en aha-oplevelse, når man hører albummet fra ende til anden. Tilbage er der kun at konkludere, at man (endnu en gang) må ty til bagkataloget for at få en helhedsoplevelse.

★★★½☆☆

Deltag i debat