Plader

Late of the Pier: Fantasy Black Channel

Skrevet af Filip Granlie

Kulørte lamper. Engelske Late of the Pier arbejder sig igennem en musikalsk forlystelsespark med debuten Fantasy Black Channel. Der bliver ikke kørt op og ned i Ronan Keatings rollercoaster, men svimmelt rundt i en catchy karrusel på ryggen af forfædre fra Frank Zappa til Franz Ferdinand.

Ingen nåede rigtig at lade et slattent »nåh« dumpe ud over læberne efter Junior Seniors exit, inden engelske Late of the Pier stod klar til at skyde nye stjerner fra diskokuglen ud over indie-astrologernes himmelhvælving. På den står det ganske givet skrevet i både Lille Bjørn og Store Bjørn, at der i denne uge vil være Late of the Pier. Hold øje med fredag og lørdag.

Blandt Late of the Piers væsentligste attributter er en albatros’ spændvidde, en blodhunds melodiske næse og en gammelklog ugles referenceregister, der tæller flere markante navne fra den musikalsk begavede, humoristiske og arty del af rockhistorien: F.eks. fra Frank Zappa via David Bowie og noget David Byrne/Brian Eno-agtigt op til Scissor Sisters og Franz Ferdinand.

Late of the Piers debutplade Fantasy Black Channel er nemlig en blandet landhandel: Der er gakket speedprogrammering for computer delt med et rockband i pladens måske bedste sang, “Focker”, der er jungletrommer forenet med synthesizer-riffs i “The Bears Are Coming” og almindelig postpunk/diskorock i “Mad Dogs and Englishmen”. Der er alt muligt, men én tendens er iøjnefaldende: Det er pokkers iørefaldende.

Ligesom for hovedparten af verdens iørefaldende musik gælder dét ikke mindst omkvædet, som er centralt for Late of the Pier, men også riffs og beats og de mellemliggende figurer og temaer, der bliver eksekveret af elguitar og synthesizere, spiller en melodibærende rolle. En så letbenet catchiness som Fantasy Black Channels er sjældent hørt i så omfattende grad.

Så sidder man der – med ørerne intenst i maskinen, i et massiv af melodi og tema, og man ønsker sig desperat bare et øjebliks tøven. Late of the Pier har formået at klemme fem singler ud af albummet. Det er imponerende, men det er også et vidnesbyrd om, at deres aktuelle favoritdisciplin vist ikke er fordybelse. Tværtimod er de overvældende catchy sange overfladiske og bliver irriterende inden for en overskuelig tidsramme.

Late of the Pier vinder på morsomhedskontoen med sangtitler som “VW”, “Whitesnake” og “Focker”, og i løbet af pladens 43 minutter disker de i det hele taget op med en god mængde musikalske vittigheder. Og sådan virker det: som et muntert indslag eller en hurtig stikpille på dansegulvet, men ikke som et album på tre kvarter.

Om Late of the Piers eventuelle opfølger kommer til at lide samme skæbne som Franz Ferdinands, der for mit vedkommende indtil videre aldrig er blevet hørt, vil tiden vise, men det forekommer muligt. Fantasy Black Channel er en medrivende og enerverende plade, og den er sandsynligvis hurtigt glemt. På Undertoners stjernetegnssider står der: Hold øje med fredag og lørdag, Late of the Pier kan meget vel være ovre igen søndag.

★★★½☆☆

Deltag i debat