Plader

Mixtune for Cully: We Know Where the Aircrafts Hide

Skrevet af Martin Ibsen

Efter mange år i den danske undergrund med Slowburn og Yellowish træder Aage Hedensted nu frem med soloprojektet Mixtune for Cully. Albummet med den kryptiske titel er en udmærket, men lidt for anonym popplade, der aldrig får luft under vingerne.

Aage Hedensted er en rutineret herre, der i mange år har skrevet musik i forskellige sammenhænge i den danske undergrund. Yellowish var før Mixtune for Cully hans primære tilholdssted, og bandet har udgivet to plader, der har fået fine anmeldelser, men aldrig helt er slået igennem til større publikum, selvom det blev til en førsteplads på Det Elektriske Barometer med deres indie-hit “Lisa Could Die for Elvis”.

I Yellowish var den musikalske opskrift inspireret af slut-80’ernes og start-90’ernes britiske shoegazer-scene, og bandet var bygget op af sammenspillet mellem de to forsangere Laura Noszcyk og Aage Hedensted. Hedensted har med Mixtune for Cully nu taget sagen i egen hånd, uden at han helt har sluppet de samme inspirationskilder, som kunne findes i Yellowish. Fans af Yellowish vil højst sandsynligt nyde genhøret og hurtigt føle sig hjemme i Mixtune for Cullys selskab.

Forskellene mellem Yellowish og Mixtune for Cully er generelt heller ikke voldsomme. Udtrykket er mere akustisk, og der er en anelse mere fordybelse og melankoli i Mixtune for Cully-universet end i Yellowishs. Men skal man yde Mixtune for Cully retfærdighed, bør denne anmeldelse ikke ende som en sammenligning af de to bands. Hedensted har søsat et nyt musikalsk skib og respekt for det.

Sangskrivningen i Mixtune for Cully er nedbarberet og simpel, og det er tydeligt, at Hedensted leder efter den gode sang, der fungerer, når kun et instrument og stemmen er basis. Det er velsunget og med stor indlevelse – til tider paradoksalt nok for stor. Kunsten at synge overbevisende og troværdigt om følelser er en meget svær øvelse, og Hedensted lykkes kun momentvis med det. Om det er den tydelige inspiration fra det engelske, der resulterer i et overdrevent forsøg på engelsk accent, er svært at sige, men i længden bliver det for påtaget. Vokalen har svært ved at finde sit eget udtryk og ender med at blive et forsøg på at kopiere idolerne. Det er ærgerligt, når Hedensted har en stemme, der har format til at skille sig ud og ikke blot være en kopi af andres.

Derimod er Mixtune for Cully sluppet bedre fra den simple sangskrivning og jagten på den gode melodi. Især “The Aircrafts” og “Same Old Talkers” er velskrevet og understreger, at Mixtune for Cully formår at skrive en god melodi uden at miste fokus og lade produktionen fylde for meget.

Hele pladen holder dog desværre ikke helt samme niveau i forhold til sangskrivningen, og efter flere gennemlytninger fremstår især den sidste del af pladen lidt for anonymt. Man savner lidt skrig og skrål eller en energiudladning, der kunne skære igennem almindelighederne og gøre Mixtune for Cully rigtig interessant. Værst er det på “Stormy Weather”, der ikke efterlader sig spor hos lytteren, men fremstår som en lang, lige linje af lyd uden udslag.

Overordnet har Mixtune for Cully lavet en stabil og udmærket plade, der ikke flytter grænser, overrasker eller tilbyder det helt store. Pladen er et behagelig lyt, men er i sidste ende for anonym til rigtig at bide sig fast.

★★★½☆☆

Deltag i debat