Plader

Nagisa Ni Te: Yosuga

Skrevet af Mads Jensen

Yosuga er en behagelig folk’et plade fra den efterhånden veletablerede, japanske duo Nagisa Ni Te. Det er et rart bekendtskab, der er, hvad det giver sig ud for, hverken mere eller mindre. Og sådan skal en folk-plade være. Tilgængelig, men ikke overfladisk.

(23.10.08)Første gennemlytning:
En meget sød plade. Det lyder som noget, der kunne være rigtig godt live, gerne på en græsplæne i bagende sol. De langsomme trommer og den dovne, slæbende elguitar skaber en tung lyd, der medfører ugidelighed hos lytteren. Det er ikke en plade, man motionerer til, måske bortset fra lagengymnastik. Det er måske også lidt ensformigt. Jeg kan i hvert fald ikke umiddelbart skille Nagisa Ni Tes sange ad. Pladen er godt nok lang. Mange, lange sange.

Femte gennemlytning:
Jeg faldt i søvn, selvom jeg var ved at læse en god bog. Det var egentlig meget rart, om end jeg hverken fik læst eller hørt hele pladen. Det er en god plade at falde i søvn til. Åbenbart.

Sjette gennemlytning:
Det begynder at give mening, at den er så let at falde i søvn til. Det er jo en helt vildt rar plade. Rigtig hyggelig. Den er lidt som en varm kop kakao på en kold og ruskende efterårsdag. Men den er stadig lang. Man kan sagtens få for meget af nuttet, japansk elguitarbaseret folk. Åbenbart.

12. gennemlytning:
Alt tyder på, det ikke er en plade, der åbner sig mere. Hvis man kan lide den første gang, man hører den, bliver man sikkert ved med det. Jeg kan godt lide den. Samspillet mellem den mandlige og den kvindelige vokal fungerer rigtig godt.

15. gennemlytning:
Uh! Den der fuglekvidren, der går igen flere gange på pladen, og som jeg egentlig finder meget charmerende, kan godt chokere én, hvis man lige har glemt, den er der. Jeg troede et øjeblik, der var sluppet en fugl ind i toget, da jeg satte den i gang på min Ipod. Det er ikke lige den slags, man har lyst til at stresse over, når man tror, man skal slappe af til en rar folk-plade. Nuvel, det er hurtigt tilgivet, for efterhånden bliver pladen som en ven af den slags, man måske ikke ser så tit, og som man næsten kan glemme, man har, men som det alligevel er rart at være i selskab med, når man endelig mødes.

17. gennemlytning:
Jeg tror, jeg stopper her. Jeg bliver vist hverken mere eller mindre glad for den nu. Det er en af de plader, der kun vokser meget begrænset, for der er ikke meget under overfladen. Til gengæld er det en nydelig overflade. Pladen er helt sikkert anbefalelsesværdig. Den er rigtig rar, specielt når det regner og blæser udenfor, og man selv er indenfor. Eller hvis man skal have sig en lur på sofaen.

★★★★½☆

Lyt til “Premonition”:
[audio:http://www.scjag.com/mp3/jag/premonition.mp3]

Deltag i debat