Plader

Nagisa Ni Te: Yosuga

Skrevet af Mads Jensen

Yosuga er en behagelig folk’et plade fra den efterhånden veletablerede, japanske duo Nagisa Ni Te. Det er et rart bekendtskab, der er, hvad det giver sig ud for, hverken mere eller mindre. Og sådan skal en folk-plade være. Tilgængelig, men ikke overfladisk.

(23.10.08)Første gennemlytning:
En meget sød plade. Det lyder som noget, der kunne være rigtig godt live, gerne på en græsplæne i bagende sol. De langsomme trommer og den dovne, slæbende elguitar skaber en tung lyd, der medfører ugidelighed hos lytteren. Det er ikke en plade, man motionerer til, måske bortset fra lagengymnastik. Det er måske også lidt ensformigt. Jeg kan i hvert fald ikke umiddelbart skille Nagisa Ni Tes sange ad. Pladen er godt nok lang. Mange, lange sange.

Femte gennemlytning:
Jeg faldt i søvn, selvom jeg var ved at læse en god bog. Det var egentlig meget rart, om end jeg hverken fik læst eller hørt hele pladen. Det er en god plade at falde i søvn til. Åbenbart.

Sjette gennemlytning:
Det begynder at give mening, at den er så let at falde i søvn til. Det er jo en helt vildt rar plade. Rigtig hyggelig. Den er lidt som en varm kop kakao på en kold og ruskende efterårsdag. Men den er stadig lang. Man kan sagtens få for meget af nuttet, japansk elguitarbaseret folk. Åbenbart.

12. gennemlytning:
Alt tyder på, det ikke er en plade, der åbner sig mere. Hvis man kan lide den første gang, man hører den, bliver man sikkert ved med det. Jeg kan godt lide den. Samspillet mellem den mandlige og den kvindelige vokal fungerer rigtig godt.

15. gennemlytning:
Uh! Den der fuglekvidren, der går igen flere gange på pladen, og som jeg egentlig finder meget charmerende, kan godt chokere én, hvis man lige har glemt, den er der. Jeg troede et øjeblik, der var sluppet en fugl ind i toget, da jeg satte den i gang på min Ipod. Det er ikke lige den slags, man har lyst til at stresse over, når man tror, man skal slappe af til en rar folk-plade. Nuvel, det er hurtigt tilgivet, for efterhånden bliver pladen som en ven af den slags, man måske ikke ser så tit, og som man næsten kan glemme, man har, men som det alligevel er rart at være i selskab med, når man endelig mødes.

17. gennemlytning:
Jeg tror, jeg stopper her. Jeg bliver vist hverken mere eller mindre glad for den nu. Det er en af de plader, der kun vokser meget begrænset, for der er ikke meget under overfladen. Til gengæld er det en nydelig overflade. Pladen er helt sikkert anbefalelsesværdig. Den er rigtig rar, specielt når det regner og blæser udenfor, og man selv er indenfor. Eller hvis man skal have sig en lur på sofaen.

★★★★½☆

Lyt til “Premonition”:
[audio:http://www.scjag.com/mp3/jag/premonition.mp3]

Om skribenten

Mads Jensen

 

Biografi:

Jeg kom først sent til at høre god musik, om man så må sige. Som lille knægt syntes jeg, at Shakin’ Stevens og Tina Turner var ret godt. Senere var jeg lige inde over lidt euro-dance. Nu er jeg lykkeligvis blevet kureret og hører, hvad jeg vil kalde markant bedre musik. Jeg kommer fra Aalborg, men bor nu i Odense, hvor jeg læser filosofi med engelsk som tilvalgsfag. Mine interesser udover musik er primært litteratur og at skrive. En god diskussion om religion eller udenrigspolitik går jeg heller ikke af vejen for.

 

Hører i øjeblikket:

Santogold: S.t.

- En blanding af alt godt fra den dansable musiks verden. Jeg ved ikke, hvor godt den holder i længden, men lige nu passer den perfekt. MySpace.

Shivvers: Lost Hits From Milwaukees's First Family Of Powerpop: 1979-1982

- Nogen fortalte mig, det her er et godt powerpopalbum, men det kan siges meget kortere. Det er nemlig bare et godt album. Punktum. Det er banalt, sødt, happy-go-lucky og først og fremmest catchy. Det er lyden af alle teenage-forelskelser nogensinde. MySpace

Lisa Lisa & Cult Jam: This Is Cult Jam

- Nu hvor firsene bliver mere trendy by the second, så er det ganske oplagt også at kigge tilbage, når man skal ryste sin moneymaker. Latin freestyle går man aldrig fejl af, hvis man vil have bas og kitsch i stride strømme. Mindst af alle steder hos Lisa Lisa & Cult Jam. Can You Feel the Beat på YouTube.

Slapp Happy: Casablanca Moon

- Avantgarde-pop er det blandt andet blevet kaldt. Og det er både kantet og catchy. Dette album er fra '74, men det kunne ligeså godt være fra i år. Det er bare tidsløs god musik. Man kan fordybe sig idet, men også bare bruge det som baggrund.

Elysian Fields: Queen of the Meadow

- Åh! Den stemme! Så sexet, så lokkende. Elysian Fields kalder selv deres musik for noir rock, og det passer ret godt. Det er meget mørkt, drømmende og ikke mindst behageligt. En oplagt slappe-af-på-sofaen-plade.

 

Fem favoritalbums:

My Bloody Valentine: Loveless

Bruce Springsteen: Ghost of Tom Joad

M.I.A.: Kala

Emmylou Harris: Wrecking Ball

Blondie: Parallel Lines

Skriv et svar