Koncerter

One Be Lo, 29.10.08, Rust, København

Et sløvt publikum på Rust trak One Be Lo ned i et iltfattigt søle, hvor den energi og det engagement, han lagde ud med, desværre ikke var nok til at tænde den ellers overskuelige scene.

Fotos: Sara Jeffries, LiveShot.dk

Fotos: Sara Jeffries, LiveShot.dk

Flow. Hvis der er noget, hiphop-lyttere og -udøvere kan blive enige om, så er det, at en rapper skal have flow. Hiphop skal have flow. En dj, der klodset forbinder det ene 70’er-funk-breakbeat med det andet, mister momentum og publikum. En rapper, der misser beatet eller halser efter med sine rim, kan risikere at blive buhet ud. I en disciplin, der i den grad trækker inspirationer og lyde fra højre og venstre, er det netop den store kunst at forene elementerne i et letflydende flow. Jo bedre, man er, jo større respekt og anerkendelse.

Anerkendelse har One Be Lo (også kendt som OneManArmy) fra den midtvestlige stat Michigan ikke fået meget af. I hvert fald ikke målt i forhold til talent. Han var oprindelig den ene halvdel af duoen Binary Star, der fik udgivet et enkelt album, inden de gik hver til sit. Et album, der blev genudgivet i et forsøg på at skabe lidt opmærksomhed til den sørgeligt oversete plade. Meget mere opmærksomhed har One Be Lo ikke fået for sine solo-udgivelser, til trods for at S.O.N.O.G.R.A.M. fra 2005 er et mindre mesterværk udi varm og sprød hiphop med hjertet på rette sted og fængende melodier til nysgerrige fans af Talib Kweli, Common, J-Live og Lupe Fiasco.

Derfor var hans første koncert på dansk grund heller ikke ligefrem overrendt, og de, der var mødt op, viste ikke en overvældende entusiasme. One Be Lo gjorde ellers hvad, han kunne. Han talte til publikum konstant og forsøgte at engagere os. Og her kommer pointen med flow ind, for sjældent har jeg set en rapper afbryde sig selv og sin DJ så meget. Enten for at fortælle historier eller forsøge at få publikum med. Når han kastede de sædvanlige hiphop-hollas, grinte han og gjorde grin med publikum for deres manglende energi eller evne til at forstå, hvad de skulle sige. one-be-lo2Men så absolut ikke med en arrogant mine, nærmere i en inkluderende og kammeratlig tone. Han kunne dog også godt lide at udfordre publikum. Således blev det en hel lille memorerings- og rytmetest at følge med i hans variationer af »make money money make money money make«. Som han selv sagde, var han »born ready«. Det var publikum ikke.

Men han kunne tillade sig de mange afbrydelser, fordi han havde så sikkert fat i flowet, når han først kom i gang. De mest vidunderlige billedsprog foldede sig ud over hans læber og skabte billeder i hovedet på lytterne, der fulgte med. I hvert fald i mit hoved. Men nogle af hans tekster ligger også i den tunge og socialkritiske ende, hvor de nøgterne beskrivelser fra ghettoen får en proletar som mig – med teenagetid i et alment boligbyggeri befolket af fraskilte og sociale tabere – til at fremstå som søn af en rigmand. Hans a capella-rap var en velfortalt politisk historie fra et smukt leveret personligt udgangspunkt, hvor han med et historisk tilbageblik forklarede, hvor meget han har arbejdet for at forstå sig selv og sin race, som han var flov over som barn, fordi den altid blev stillet i et dårligt lys, og hvordan den proces lærte ham at elske sin race og sig selv og dermed også andre mennesker.

Mod slutningen af koncerten kunne man dog godt mærke, at han mistede den nødvendige ilt til at holde det sløve publikum i gang, og han måtte gå derfra som en delvist slået mand. Flowet havde han fuldstændig kontrol over, men da der var få, der anerkendte det, mistede han ævred og måtte endnu engang indse, at hiphop-verdenen ikke for alvor har opdaget hans talent endnu.

★★★★☆☆

Deltag i debat