Plader

Rumpistol: Dynamo

Skrevet af Mikkel Arre

Analoge instrumenter, sugende dybe basgange med dubstep-rødder og omhyggeligt programmerede beats smelter sammen til medrivende melodiøs electronica, der til tider er helt overdådig. Dynamo er fantastisk vellydende, uden tvivl Rumpistols bedste album og en af årets stærkeste danske plader.

2008 har været et ualmindeligt godt år for Rump Recordings, og den flotte stime fortsætter. Efter at have udgivet Snöleopardens mildt sagt eklektiske debutplade og Svartbags strålende spacekrautdronerock slipper Rump nu Dynamo, der er det tredje album fra selskabets bagmand, Jens Berents Christiansen, bedre kendt som Rumpistol. Og der er ingen grund til at gemme på roserne: Dynamo er fremragende.

Hvor de to tidligere Rumpistol-plader i mere eller mindre udstrakt grad er falmet med tiden og har en tendens til at blive lige vel anonyme, er Dynamo en herligt intens electronicaplade, der hele vejen igennem er særdeles vellydende. I modsætning til tidligere er de forskellige guitar- og synthmelodier skubbet langt frem i lydbilledet, ligesom de seneste års dubstepbølge er skyllet ind over Rumpistol, så der nu alle vegne er dybe, dybe basspor, der til tider lyder som små præcise detonationer langt under havoverfladen.

Åbneren “Transit” er et fint eksempel på, hvor indtagende Rumpistols mere fyldige og sprudlende lydunivers er. Over den hoppende basgang glitrer det, der lyder som et østerlandsk strengeinstrument, og spreder en art orientalsk mystik. Bassen dykker med elastiske ryk, mens guitartoner og kvidrende programmeringer myldrer rundt. Vældet af elementer får hele tiden ørerne til at finde nye detaljer at hellige sig, og samtidig fungerer kontrasten mellem det melodiøse og den nærmest krautede monotoni i bassens evindelige brummen virkelig godt.

At lydbilledet er blevet rigere, understreges af “Mobile”, hvor sfæriske, halvfjerne klavertoner duver mellem buklende guitaropklipninger og et mere håndfast beat. Klaveret dukker op igen i det fabelagtige “Beito”, hvor det sammen med en køn violinmelodi og melankolsk twangede guitartoner bliver sat op imod flossede støjpassager og sugende dyb bas. De knirkende beatprogrammeringer adskiller sig ikke voldsomt fra tidligere Rumpistol-udgivelser, men der er en helt anden nærværende vitalitet over 2008-udgaven.

Fornemmelsen af at lytte til en electronicaplade, der kommer betydeligt mere ud over rampen end de fleste, er tydelig så godt som hele tiden. Man kan dog med en vis ret indvende, at “Rehux” og “Analog” ikke i samme grad som de øvrige numre virker som jomfruelig grund for Rumpistol, men når selv de svageste numre trods alt er okay, har man som regel fat i noget godt.

Og skulle der være tvivl om, at Rumpistol har dét, efterlader de afsluttende numre i hvert fald ingen tvivl. I “Kocmoc” glider kontraster smukt sammen: Klarinet og klokkespil giver poetisk modspil til den rullende bas og elektronikkens summende kriblen og eksemplificerer, hvor fint Dynamo kombinerer drømmeriske melodiforløb med en stærk fornemmelse af kropslig appel. Et kunststykke, som gennemføres med endnu større bravur i titelnummeret, hvor flere forskellige opklippede melodier afvikles mellem hinanden, mens dubstepbas og knastørre programmeringer forsøger at holde spredte strygertoner nede. Det lykkes i næsten fire minutter, men så slipper kontrabassen, celloen og violinen ind med fylde og ynde, og især violinfiguren er så iørefaldende fin, at man kunne have ønsket sig at få mere af den end halvandet minut.

Der er således stadig rum til visse forbedringer og mere vovemod hos Rumpistol, hvad angår melodierne og især disponeringen af dem – men at hænge sig synderligt i dét, når Dynamo nu er så glimrende, ville være småligt. Og smålighed passer skidt til en plade, der ganske ofte er decideret overdådig i sin sammensmeltning af dubstep og melodiøs electronica.

★★★★★☆

Deltag i debat