Plader

TV on the Radio: Dear Science

De hårdtarbejdende newyorkere i TV on the Radio har langsomt skrællet det überkaotiske af deres musik, og her tre plader senere står et massivt skelet, der har besluttet sig for at udvide horisonter under navnet Dear Science. I marven af bandets knogler sidder der stadig gode omkvæd, velskrevne tekster og en misundelsesværdig evne til at udtrykke sig – på den unikke måde.

Indrømmet: Jeg har ganske lidt viden at bygge denne anmeldelse på. Jeg har hørt om bandet, læst de fremragende “pitchforks” og endda luret på en tidligere redaktørs best of-liste fra forrige år. Men det har indtil nu ikke givet TV on the Radio mere spilletid eller omtale under mit tag. Selvfølgelig er der tidspunkter, hvor man ikke lige rammer dagen, eller også er de lydbidder, man vælger at klikke ind på, i første omgang ikke specielt appellerende. Kort sagt er der nok ikke én endegyldig forklaring på, hvorfor jeg aldrig har nærlyttet til et af New Yorks mest omtalte rockorkestre.

Det skulle der rodes bod på, og så tænkte jeg, da pladen kom i udbud: »Lad mig give de fem amerikanere et skud fra hoften.« Det har givet en anledning til at genhøre de to forrige album, og det er en proces, jeg gerne vil anbefale, for der er virkelig mere mellem himmel og jord end bare hype og varme skulderklap fra skribenter. Faktisk synes jeg, at bandets nye numre er bandets foreløbigt mest tilgængelige og dermed måske også et godt sted at starte, hvis man ligesom jeg ikke fik skovlen under dem i 2004, da deres debut Desperate Youth, Blood Thirsty Babes udkom.

Det kontrastfyldte er stadig til stede, og bandet jonglerer stadig med en masse genrer, der mest af alt tager et ståsted i det fuzzrockede, og så har jeg sikkert allerede skrevet noget værre vrøvl, for det er lidt af en opgave at genrebestemme TV on the Radio. Der er hele tiden nye ting at forholde sig til, nye rytmer, der bølger og bruser, og så bliver det hele sat på plads, og man bliver bedt om at holde kæft, f.eks. af “Love Dog”, der nærmer sig blæserinspireret soul.

Det hele er en anelse konfust og rodet – men kun i begyndelsen. Det fantastiske ved TV on the Radio er, at de evner at gøre tingene på helt deres egen måde, samtidig med at der er substans og et holdbart melodimateriale med hele vejen, som langsomt åbner sig, og efter en rum tid er det lige før, man glemmer alle skævhederne. Det er som at køre på nye veje, der svinger og er dårligt skiltede. Men når man har kørt strækningen et utal af gange, så virker det bekendt, let håndterbart, og turen bliver smuk i stedet for krævende.

Når man så har fundet vejen gennem melodimaterialet, kommer næste akt, der handler om tekstuniverset, som er en helt ny opgave, der ligeledes kræver lidt benarbejde, men ret hurtigt er det, som om trådene samles, og de frustrerede kompositioner giver endnu mere mening, når man hitter rede i bandets lyrik, der går på opdagelse i det ukendte, det uvisse og det at forholde sig til en helt ny verden. Hvor er det, vi kommer fra? Hvor skal vi hen, og er der håb?

Et lille kringlet svar fra “Dancing Choose” kunne være: »He´s a what? He´s a what? He´s a newspaper man / and he gets his best ideas form a newspaper stand / from his boots to his pants, to his comments and his rants / he knows that any little article will do! / though he expresses some confusion bout his part in the plan / and he can´t understand that he´s not in command / the decisions underwritten by the cash in his hand / bought a sweater for his weimariner too / now I´m no madman, but that´s insanity / feast before famine.«

Selvfølgelig ligger der ironi og bekymring i mange af hentydningerne – tillagt et let bittert svirp hist og her. Men det er godt pakket ind i musikken, og det fungerer, uden at man skal svælge i bitter lemon-lyrik. Rent faktisk har, som allerede skrevet, TV on the Radio en langt mere poppet lyd end tidligere, og selv balladerne virker helt humane – indtil man selvfølgelig lytter ordentligt efter, og om det er en lille genistreg eller blot ulven, der leger med Peter, skal jeg lade være usagt, men det er smart at lokke med den gode melodi for så at kaste de urolige budskaber om slaveri og religion og samtidsironi lige i masken på lytteren.

Et andet godt våben er vokalerne, der veksler mellem Tunde Adebimpes og Kyp Malones dybe, klaustrofobiske og helt klart symmetriske tonelejer. Lyt bare til “Family Tree” og hør, hvor fint de smyger sig omkring violinen i baggrunden. De udgør en slagkraftig duo, der virkelig får løftet numrene, og giver dem fylde og masser af den klaustrofobiske kant, der er gruppens varemærke.

Det har været en fornøjelse at stikke snablen ned i TV on the Radios univers og lade sig rive med af en tour de force af eksperimenterende rock og lyrik, der advarer mod kapitalismens klamme figur – med venlig henvisning til det at skulle leve under præsident Bush – med alt hvad det indebærer af frygt for fremtiden. Det er ikke pessimistisk og melankolsk, men man kommer sgu heller ikke i perlehumør af det. Det er en stikpille af den mere direkte slags, men det er pakket elegant ind i et unikt musikalsk univers, der for denne anmelders vedkommende har givet mod på endnu mere TV on the Radio, hvor det så end driver én hen, og jeg læner mig smilende tilbage, mens jeg til de afsluttende toner af “Lover´s Day” glæder mig over at have påtaget mig opgaven: »I´m gonna take you / I’m gonna take you / I´m gonna take you home«.

★★★★★½

Deltag i debat