Plader

Twine: Violets

Skrevet af Mikkel Arre

Trods masser af guitarmelodier og optagelser af den menneskelige stemme er der koldt og trøsteløst i Twines ambientunivers. Der er dynger af bristede illusioner og læssevis af metalliske effekter på duoens fjerde album. Det bliver bare aldrig synderligt gribende.

Det er svært ikke at læse en tung symbolværdi ind i coverbillederne til Greg Malcolm og Chad Mossholders fjerde album under navnet Twine. Violets prydes af sært indtagende billeder af et pastelfarvet hus, der er ved at forfalde. På selve cd’en står der “Obama 08”, og den generelle stemning af desillusion og magtesløshed, der præger albummet, understøtter fornemmelsen af, at huset er Guds eget land – ja, måske endda hele den vestlige verden – der støt og roligt er ved at gå under i øresønderrivende finanskriser og krigseventyr uden mål og med.

Tidligere har de to amerikanere lavet electronica i den abstrakte ende af skalaen, og abstraktion er der sådan set stadig masser af. I denne omgang er udgangspunktet dog snarere guitarambient – beslægtet med østrigske Christian Fennesz’ udgivelser under eget navn. Metallisk hvislende støj skyller ind under og hen over de traurige guitarmelodier, og regnvejrsoptagelserne på åbningsnummeret er meget betegnende for albummets stemning.

Malcolm og Mossholder har indspillet albummet hver for sig, og det er, som om det er lykkedes dem at overføre noget af den fysiske distance til musikken. Selv når lydbilledet i f.eks. “Disconnected” fyldes helt ud af en markant guitarmelodi, er der stadig en afstand mellem musikken og lytteren. Også i “Lightrain” er det umuligt at komme ind på livet af de lette, luftige guitarflader; hér skyldes det, at summende skratten hele tiden strækker sig ud overalt. Denne vedholdende armslængde og afkøling af følelsesspektret er fermt udført, men den forfaldsforgabte æstetik er også så konsekvent, at det bliver et problem for pladen, at den mangler musikalsk fængende øjeblikke.

Godt nok er de ensomme, lyriske guitarlinjer i de to første numre unægtelig stemningsmættede, godt nok er Cranes-sangerinden Alison Shaw en glimrende isdronning i “Endormie”, og godt nok fungerer kontrasten mellem ulmende, rungende baslinjer og lyse klokketoner i det dystert spacerockede titelnummer ganske fint. Men der er intet af det, der giver den store lyst til at lytte igen.

Dertil kommer, at Twine har en stor forkærlighed for at lægge optagelser af telefonsamtaler hen over numrene, hvilket bliver irriterende, fordi de kun tilfører numrene mere af den desperation, der alligevel er rigeligt af. Men værst af alt er “Longsided”, der uden hoved og hale vakler mellem at være ildevarslende ambient og hektiske beatprogrammeringer, og som med sin stærkt fragmentariske stil til tider lyder som resultatet af, at en døv har fået to færdige Twine-numre og er blevet bedt om at smelte dem sammen i Protools.

Violets er intenst som bare pokker. Det er koldt, tålmodigt (grænsende til det langtrukne) og alligevel underligt ubevægende. Qua sit tema kunne albummet næppe komme på et bedre tidspunkt, men det er ikke nok til at gøre Violets til en decideret god plade.

★★★☆☆☆

Deltag i debat