Introduceret

Undertoner introducerer: Autechre

Skrevet af Mikkel Arre

Den legendariske engelske electronica-duo Autechre har ry for at være svære at komme ind på livet af for nye lyttere. De har ganske rigtigt et massivt bagkatalog, men ud fra få instruktioner giver Undertoner en guide til gode oplevelser med Autechre.

Autechre 1Engang i løbet af 1994 fandt Sean Booth og Rob Brown en helt ny verden. De to unge nordenglændere havde fået stor ros, da de udgav deres to første fuldlængdeplader under bandnavnet Autechre, debuten Incunabula (1993) og Amber (året efter). Så dengang i 1994, da Booth og Brown pludselig fandt vej til det helt unikke, bemærkede de næppe selv forandringen. Men ser man tilbage på Autechres karriereforløb, er det helt tydeligt, at bandet efter Amber steg op til et helt nyt niveau. For mens Incunabula og Amber i dag lyder både cheesy og forældede med deres noget stive, ordinære trommemaskinerytmer og til tider noget sødladne, små-svulstige synthflader – ja, så har Autechre praktisk talt siden da ikke udgivet noget, der bærer præg af at være udgivet et bestemt år.

Netop her rammer vi det, der for hvert år gør Autechre mere og mere unikke: Fra det tidspunkt i 1994, hvor duoen begyndte at arbejde på albummet Tri Repetae++, og frem til i dag er de konsekvent blevet ved med at lave musik, der ikke ældes. Dengang for 14 år siden opdagede Booth og Brown måder at kontrollere og manipulere deres maskiner på, der gav Autechre en helt egen lyd. En kold, nærmest industrielt rungende lyd, hvor maskinerne for hver plade lød mere og mere, som om de var ved at overtage magten. Den klæge melodiøsitet på de første par plader blev kogt mere og mere ind, mens deres beats omvendt ragede plads og opmærksomhed til sig. Kompleksititen voksede kraftigt, men rytmerne slap aldrig deres rødder i Autechres fortid som hiphoppere.

Skæve takter og sære underinddelinger af rytmerne gjorde op gennem 90’erne Autechre-udgivelserne mere og mere krævende. På en plade som Chiastic Slide kræver flere numre et par lyt, før den underliggende rytme bider sig fast. Men så snapper den også til og giver aldrig slip. Og sådan er det med alt, Autechre udgav fra 1995 til 2000. Både ep’er og lp’er har uden undtagelse sindssvagt høj kvalitet og bærer det autechreske kendemærke: et følelseskoldt lydunivers, hvor maskinerne knirker og hvæser, men ikke står i vejen for, at især LP5 byder på en række melodiske højdepunkter.

Den spraglede og enormt varierede EP7 fra 1999 markerer afslutningen på den første Autechre-æra. Med EP7 demonstrerede Booth og Brown, at de dækkede alle afkroge inden for dét, der så grimt blev kaldt ‘intelligent dance music’. Og efter at have bevist dét forlod Autechre nærmest totalt den genres idé om at lade melodiøsitet og kantede beats støde sammen og blev i praksis et helt andet band. Fra og med Confield (2001) har melodierne været skubbet helt i baggrunden, mens de komplekse beats er blevet betydeligt mere abstrakte.

På både Confield og den efterfølgende Draft 7.30 var der stort set intet at gribe fat i ud over de huggende, konstant foranderlige beats. På Untilted holdt små melodistumper og basgange lidt mere sammen på kompositionerne, der sine steder antog helt episke dimensioner. Det korte af det lange er dog, at dette årtusinds udgave af Autechre aldrig har overgået striben af mirakler fra sidste halvdel af 90’erne.

Her starter du med Autechre:

Anvil Vapre (1995)
Anvil VapreEn af de bedste electronica-ep’er nogensinde. Robotarme snurrer summende rundt. Knasende beats får fabrikshallerne til at runge. “Second Bad Vilbel” er med sit bratte temposkift midtvejs et tidligt bevis på Autechres evne til at bygge numre op på totalt overraskende måder, mens de øvrige numre hver især er fængende. Anvil Vapre er et stærkt eksempel på, hvordan Autechre magtede at vægte ganske skrabede melodier så tilpas meget, at de kunne klare sig mellem bragende beats.

Tri Repetae++ (1995)
Tri Repetae++Et tungt malende mesterværk. I hvert enkelt nummer når rytmesporene hurtigt et stade, hvor de bliver liggende, ligesom melodiforløbene og de underliggende synthdroner kommer på plads i løbet af de første par minutter. Variation er der altså ikke meget af i de enkelte numre. Til gengæld er der en nærmest kraut-agtig urokkelighed over den måde, de brummende synths og gungrende beats bliver ved og bliver ved på. Ikke mindst i “Clipper” bliver det helt hypnotiserende.

Chiastic Slide (1997)
Chiastic SlideHer stritter Autechre lidt mere – og det gør kvaliteten også. Hvor Tri Repetae++ er stærk hele vejen, har Chiastic Slide større udfald, men selvfølgelig også større stjernestunder. Åbneren “Cipater”, “Cichli” og “Recury” er alle fantastiske eksempler på, at sammensmeltningen af industrielt klingende beats og mere eller mindre fragmenterede melodier kunne blive helt igennem magisk mellem hænderne på Booth og Brown.

Deltag i debat