Plader

Chad VanGaalen: Soft Airplane

Soft Airplane er som at spille en runde golf. Flotte greens, kuperede landskaber, gode og dårlige slag, små chip, lækre put og et arsenal af udstyr. Chad VanGaalen har i sit lidt trippede folkunivers, der gennem årene har fundet vej op fra mandens kælder, skrevet 13 meget afvekslende numre, der vidner om en mand med et lavt handicap.

Den canadiske multikunstner Chad VanGaalen gør det meste selv, og det slipper han som regel rimelig heldigt fra. Hans kunst, videoanimationer og musik har de senere år vakt behersket, men alligevel anerkendende respekt, og hans nye musikalske påfund Soft Airplane er heller ikke helt ved siden af.

Det er ikke specielt lettilgængeligt, men det er heller ikke en uoverkommelig opgave at sætte sig ind i Chad VanGaalens skitseagtige univers, hvor de folk-opbyggede numre får masser af input og hjælpende hænder fra både pop, lo-fi og rockelementer.

Det er et moderat vingesus af galskab blandet med traditionelle arrangementer, som udgør kernen i Soft Airplane, og har man stiftet bekendskab med hans tidligere udgivelser, Infiniheart og Skelliconnection, vil man helt klart se en tendens, der går mod det mere tilgængelige og klart mere fokuserede, når blikket rettes mod de nye sange.

Nok er VanGaalen en sovekammer-sangskriver, og han skal helst sidde alene derhjemme og optage alt i skramlede og primitive omgivelser i sin kælder ved hjælp af hjemmebyggede instrumenter, men det er, som om hans vej op mod et bredere publikum har taget lidt af det vagabond-image, der har ligget som en tot vat omkring førnævnte bagkatalog. Og selvom man på ingen måde kan kalde hans nye album for enslydende, så er det hele en tak mere åndsnærværende.

Vokalen minder en del om Neil Youngs’, og der skal ikke slås mange banjostrofer an på åbningsnummeret “Willow Tree”, før man hører parallellen, der i øvrigt står rigtig godt til de folk-ballader, pladen også består af. Ellers svinger barometeret mellem rock, lo-fi og decideret elektro-pop. Det blandes med både charme og intelligens. At der så tilføres en heftig gang døds-lyrik af en anden drømmeverden, er en anden sag, men et faktum er, at VanGaalen mestrer det meste – på sin helt egen måde.

Men man bliver også nødt til at stå af toget et par gange. Den afsluttende inferno-støjende “Frozen Energon” giver kun endnu mere gødning til devisen om, at man ikke skal skamfylde en plade med ligegyldigheder. Man kan da også savne en hel del af mandens kreative sider på den mere ligegyldige “Inside the Molecules”, og det er svært helt at se ligningen gå op på pop-braget “Phanthom Anthills”.

Derimod er der supermeget at komme efter på resten af albummet, det være sig både det skæve, men i høj grad også de mere regelrette sange, som den helt eminente og ligefremme “Molten Light”. Der er altså lige dele avantgarde, røvballe og singer-songwriter blandet sammen på Soft Airplane, og det er imponerende, at manden ikke taber stafetten mere end et par gange undervejs, hvilket faktisk er til at leve med, når resten af materialet har den kvalitet, det har.

★★★★½☆

Deltag i debat