Plader

Loudon Wainwright III: Recovery

Loudon Wainwright har genindspillet 13 af karrierens, efter egen mening, bedste sange og leverer dermed sit bud på den tilbageskuende alderdomsplade, der har vist sig så vitaliserende for flere kunstnere de senere år. Resultatet halter desværre en del, for Wainwright mangler ganske enkelt gode sange til at matche det format, han forsøger sig i.

For omkring 10 år siden blev det klart, at rockmusikken havde eksisteret så længe, at der var basis for en helt ny type plade: alderdomsværket. De kunstnere, der tilhørte den musikalske fortrop i 60’erne og 70’erne, havde nu nået en alder, hvor de kunne gøre status over en karriere og et liv i musikkens tjeneste, og resultaterne blev nogle meget seriøse, livskloge og alvorstunge udgivelser, hvor store temaer blev endevendt, og hvor den enkelte kunstners musikalske såvel som fysiske ældning var hørbar i hver enkelt strofe. Disse sangskrivere havde gennemgået flere kunstneriske transformationer i løbet af deres karriere, som de nu beskuede og besang i bag- og livsklogskabens (til tider ulideligt) klare lys.

Typisk for disse plader var, at der som oftest var tale om et samarbejde mellem den aldrende kunstner og en yngre producer, der var vokset op med kunstnerens livsværk i ørerne, og som var i stand til at skære igennem og bibringe det helt rigtige, sensitive syn på den specifikke kunstners musikalske forcer og på hans forhold til musikhistorien som sådan. Det bedste eksempel på et sådan samarbejde er selvsagt Johnny Cash og Rick Rubins monumentale serie af American Recordings. På samme måde opnåede Bob Dylan og Daniel Lanois gloriøse resultater på førstnævntes hovedværk Time Out of Mind fra 1997.

Siden da er denne type udgivelser kommet i en lind strøm – med eller uden en ung producer som sparringspartner, og resultaterne spænder fra det sublime (som Merle Haggards på alle måder indtagende If I Could Only Fly) til det hyggeligt middelmådige (en plade som Neil Youngs Prairie Wind). Men fælles for samtlige udgivelser er, at de, det endelige musikalske indtryk desuagtet, gennemstrømmes af en vitalitet og en nerve, som man for det meste skal tilbage til den pågældende kunstners tidlige ungdom for at finde mage til.

Nu er turen kommet til en af 70’ernes mest idiosynkratiske sangskrivere, Loudon Wainwright III. Hans alderdomsplade hedder Recovery og minder meget om Kris Kristoffersons majestætiske Austin Sessions fra 1999. Austin Sessions var en række genindspilninger af Kristoffersons bedste sange, og disse blev forløst som aldrig før på pladen, der nu står som et hovedværk i en lang karriere.

Loudon Wainwright har valgt samme strategi som Kristofferson på Recovery. Sammen med sin producer Joe Henry har han udvalgt og genindspillet sine bedste sange med band i nye fyldige versioner. De sange, der stammer fra de to første akustiske plader fra 1970 og -71, har nu en del mere volumen, og Henry skaber masser af rum omkring alle sangene, mens bandet akkompagnerer fermt og lydhørt.

Problemet med Recovery er, at Wainwright ganske enkelt ikke er lige så dygtig en sangskriver som dem, han ovenfor sættes i bås med. Hans sange lever på de små tics og særheder, der gjorde Wainwright til lidt af en weirdo og odd one out på 70’ernes folk-scene. Disse tics er som oftest at finde i teksterne, der beskriver afvigende eksistenser i klassiske folk- og blues-rammer. Ofte er den beskrevne eksistens sangeren selv, og de til tider bizarre tekster skaber et indtryk af en sær, idiosynkratisk og let utilregnelig skikkelse. Det er derfor problematisk, når velspilletheden og den flotte produktion skaber en musikalsk ramme, der signalerer alt andet end excentricitet og outsiderstatus.

Fremførelsen af sangene er sært anonym, og det er svært at høre på Wainwrights stemme, at det er en gammel mand, der synger. Udtrykket er her mere klassisk aldersubestemmelig folkie end gammel tilbageskuende mand, og de eneste sange, der virkelig brænder igennem, er dem, hvis håndværksmæssige kvaliteter skinner klart igennem, uafhængigt af udtryk og fremførelse. Det gælder eksempelvis den blændende “Motel Blues” og den selvbiografiske “School Days”, der virkelig rammer en følelsesmæssig nerve, mens sange som de mere standardblues-baserede “Be Careful There’s a Baby in the House” og “The Movies Are a Mother to Me”, der nærmer sig det lyrisk surrealistiske, simpelthen ikke er særlig gode.

Det er altså ikke nok at være gammel og vis, hvis man vil lave et mesterværk i karrierens efterår. Man skal også have sange, der er gode nok til at stå i et nyt og klarere lys, når man genindspiller dem. Det havde Kris Kristofferson og Johnny Cash, og sidstnævnte var endda beåndet med så store evner, at han kunne få andres sange til at stråle på ny. Et i denne sammenhæng relevant eksempel på det kan høres på Cashs første American Recordings-plade, der startede hele bølgen af denne type plader. Her giver Cash Loudon Wainwrights “The Man Who Couldn’t Cry” sit bedste, og hans resultat er langt mere nærværende og bizart overbevisende, end den slappe udgave sangens forfatter her vælger at afslutte Recovery med.

Det er svært at kalde en plade som denne for en skuffelse, fordi det er begrænset, hvor mange forventninger man bør have til nyfortolkninger af sange af så overvejende moderat kvalitet som Wainwrights. Facit er ikke desto mindre en pæn og fortrinsvis kedelig plade, der ikke viser nye sider af Loudon Wainwright og på ingen måde skaber ham et eftermæle, der kan måle sig med de ovenfor nævnte kunstnere.

★★★☆☆☆

Deltag i debat