Plader

Are We Brothers: s.t.

Vil man underholdes, hoppe og danse, er der masser af mulighed for at få sine lyster styret ved at lytte til Are We Brothers’ selvbetitlede debut, der oser af glæde og iørefaldende hooks. Det er ikke nogen poprevolution, men bandet har alligevel snøret sækken omkring noget, der er værd at åbne, nu når sæsonen for manglende vitaminer står for døren.

Are We Brothers er et album på kanten af det legesyge. Blenderen er fodret med spilopper, energi og frække beats hentet fra et idékatalog af både 60´er-, 70´er- og 80´er-kilder, hvor man har fiflet med pop, ska og soul. Det er et åbenlyst kækt og selvbevidst dansk album, hvor man må tage hatten af for bandets charme og lyst til at “lave en fest”, for nu at bruge en af tidens floskler.

Vender man lidt rundt på tingene og lader den umiddelbare begejstring for det friske ligge lidt, så er der helt andre og måske knap så åbenlyse kvaliteter gemt på det selvbetitlede debutalbum, der i lige så høj grad fortjener at blive fremhævet. For nok er Are We Brothers en stærk kvartet, der evner at underholde, men deres få stemningsfyldte og nedbarberede numre, som f.eks. det fremragende “Count on Me”, der muligvis hæfter sig lige lovlig meget på Black Rebel Motorcycle Clubs trip og vokalmønstre, har en helt sublim komposition, og bandets brug af guitar, tempo og messende vokal er på et højt niveau.

Men Are We Brothers er et up-tempo album, og her viser bandet flair for at mikse noget iørefaldende med en snert af kant. Man skal have været langt væk hjemmefra for ikke at have stødt ind i singlen “Come Around”, og bandet har flere radioegnede numre i ærmet, f.eks. “Echo” og “Calm Down”.

Det er ikke svært at forstille sig mange af numrene live, og man overhældes med den ene smittende energiudladning efter den anden, hvor tempoet holdes højt uden at køre af sporet. Er man i lige det humør, er det svært ikke at lade sig rive med.

Det kan (selvsagt) næsten ikke undgå at komme en anelse i konflikt med det lalleglade, og det er sin sag at undgå at overtræde den grænse, hvilket Are We Brothers desværre også flirter en smule med et par steder. “The Ghost is Me” pumper f.eks. lidt for meget beat ud i det rene ingenting og lyder en kende for fyldigt i forhold til det samlede udtryk, hvor både vokal, guitar og tromme vælter sig rundt mellem hinanden uden retning. Det er muligvis kantet, men også kønsløst.

Det skal nu ikke ligge pladen mere til last, end at den samlede vurdering er langt højere end så meget andet, der er udkommet inden for landets grænser i løbet af dette år. Are We Brothers får det muligvis svært i konkurrencen om at blive årets danske album, men er absolut et både festligt og seriøst indslag i kampen.

★★★★☆☆

Deltag i debat