Plader

Simon Bookish: Everything/Everything

Skrevet af Jeppe Carstensen

Den poesibesatte lytter vil finde megen forundring i denne englænders famleri med lyd og ord. At det så omsættes i en kompot af ekstravagante anstrengelser, må man sluge råt. Bekymringen bliver dog ved antallet af lyttere, der vil hoppe i en kemisk flod af eksalteret kompositionsmusik og spoken word.

Som en anden stirrende krukke poserer Leo Chadburns alterego, Simon Bookish, på forsiden af det tredje album i samme navn. I baggrunden vises en kortlægning af verdens kontinenter i opløsning. Fortil ses den mangefacetterede, og i øvrigt kulørt påklædte, hovedperson i gang med at pusle sig frem til kemiske formler for klodens tilstand og måske snarlige undergang. Der er dømt fashionabel excentricitet og massiv intertekstualitet på denne udgivelse. En art musikalsk konceptalbum med litterære ambitioner.

Simon Bookish, den yderst selviscenesættende komponist, bræger sig med varierende styrke gennem en række teatralske sange. De mest benyttede komponenter er hentet fra den klassiske musik, den elektroniske genre og den mere gængse basgang fra rockmusikken. Man indlemmes i refleksioner om ubegribelige informationsstrømme, tvetydige kærlighedsdramaer, naturvidenskab og anden globalt orienteret lede. Hvis jeg var sirligt anlagt, stemplede jeg dette album som triumfen for en skare af gallerister og modebeviste verdensborgere. Og hvis jeg var litterært anlagt, så tabte jeg kæben for et album med utallige kunstreferencer. Men fatale slutninger må vente. Nu til stålet.

Chadburn kommer af en – for moderne avantgardepops vedkommende – lidt uortodoks baggrund. Han er klassisk trænet komponist fra Guildhall School of Music and Drama, 1997-2001. Dertil kommer praktiske erfaringer med musikalske opsætninger på National Theatre, Royal Opera House i London og andre tværkulturelle engagementer i Europa. Han syr efter sigende sit eget tøj, bærer et skarpt undercut og går gerne med store briller. Spændvidden i hans kunstneriske virke er enorm, og produktet bærer præg af samme.

Vokalen på pladen arver sin facon fra britiske rocklegender. Især de mere performance-orienterede mænd som Scott Walker og David Bowie træffer hukommelsen, når man lytter. Hvis man tilmed ser live-optrædener, er der ingen tvivl om, at denne androgyne skikkelse kan svinge sine arme og optræde selvbevidst og scenevant. Umiddelbare slægtninge i dag kunne være Patrick Wolf og Final Fantasy, som han da også har samarbejdet med.

Det pålydende hit, “Dumb Terminal”, er en mærkværdig sammensætning af en harpeintro, en kabaretlignende sangstruktur med klaver og dernæst – fra en nærmest Franz Ferdinand’sk verden – en drønende basgang og vokal, som fører os til ende i et ret mislykket stykke miskmask. Samtidig belemres man med dyriske udråb lig dette: »Men and women, sinking slowly«. Endnu en hysterisk proklamation af verdens undergang.

Gud fri mig vel og helskindet. Jeg ved ikke, om det er et politisk statement, men det virker ikke på mig. Formen er fremmed i denne sammenhæng, og jeg kan ikke finde en forbindelse mellem denne selviscenesættende adfærd og et indigneret budskab om en snarlig apokalypse.

Samme betragtning ender man med ved flere af albummets 11 bidrag. Indimellem rammes man dog af noget interessant. De stedvise temposættende og elektroniske miniatureudgaver af Steve Reich – og disses samspil med de allestedsnærværende ordspil og referencer – gør noget fiffigt og ganske nyt. Der er henvisninger til de metaforisk ladede schweizerknive fra firmaet Victorinox (jeg orker ikke at forklare nærmere), til en for mig ukendt amerikansk fotoudstilling kaldet, usmageligt nok, ”Portrait of the Artist as a Fountain”. Vi forsøges i “ll Trionfo del Tempo…(Ridley Road)” introduceret til en Opera af Händel, hvor karaktererne »beauty, pleasure, truth, and time« portrætterer det sansende menneske. Hos Bookish gøres det med middelalderfløjte og morbid humor i indfald om en »crucifixed chicken.« Alt sammen overordentlig labyrintisk og delvist underholdende at lytte og google sig frem til.

Den ekstravagante sanger er særlig dristig i fremførelsen af dette komplekse og noget avantgardistiske popalbum. Simon Bookish, som jeg ikke forstår, han vil kaldes, tager sin klassiske musikarv på sig og lader blæserne tone på en ny og mere tilgængelig måde end tidligere. Trægheden ved at skulle opfange tekst og budskab sætter ofte lytteren ud af funktion. Dét er netop faren ved at bevæge sig ud i disse mere udbyggede musikalske kompositioner, som han ikke tillod sig at gøre på de forrige album. Mere forståelige vers kan dog opsnappes.

I nummeret “Carbon” venter Bookish på solens supernova, men indtil da lader han sig forbløffe af en ung mand, som både kan være arkitekt og visionær, ingeniør og poet. Opfordringen lyder: »Young man, you amaze me / show me your sweet DNA«. Og som en anden Morrissey med patos påberåber han sig: »Clothe me, kill me«. Denne seksuelle orientering og appel går igen flere steder, og det har ikke den store betydning for udtrykket som sådan. Det lader sig mere vise som en aparte og potent drift i en ung kunstners sind.

Smagsdomme vedrørende denne plade kan hurtig føre strid med sig. Faktum er dog, at albummets udtryk gør sig så modbydeligt excentrisk. Og dertil skal man enten juble ved den iltre og kreative Bookish fra Londons kunstmiljø eller prøve at glemme ham som den tidstypiske og trættende posør, han er. Jeg vælger nok det sidste.

I min verden mangler dette album sammenhængskraft på langt de fleste numre. Dette er blot ung litteratur med collagemetoder og et lydtæppe, man ikke kan hitte rede i. Det klareste og mest udbytterige på dette album er de sidste tre kompositioner. Her blandes den humoristiske og teatralske sangskrivning, musikken benytter sig af en velvalgt struktur, og projektets agenda gør sig forståelig. Mine rødmalede U’er forbliver dog få og vage. Frem for at købe albummet opfordrer jeg til at se ham på den nærmeste hovedstadssmarte elektroklub.

★★½☆☆☆