Plader

Catbird: Among Us

Skrevet af Søren Jakobsen

Blåt blod forpligter gerne og ofte. Og når man er datter af to af Danmarks mest unikke musikere, nemlig Anisette og salig Thomas Koppel fra Savage Rose, er det et svært dynasti at være en del af. Billie Koppel forsøger, men forfalder sammen med sin gemal ofte til trivialiteter.

Efter Thomas Koppels alt for tidlige død sidste år varmer det, når et nyt skud på stammen varsler et nyt album. Catbirds første plade, Sliding from the Moon, hittede pænt, da den udkom, og blev nomineret til to DMA-priser. Den ene, Årets Sangerinde, blev ikke fremsat uden grund. Billie er sin mors udtrykte billede, og når bandet i deres pressemeddelelse nævner inspiration fra Tim Buckley, er det pudsigt af mere end en grund. For det første, fordi man ikke rigtig kan høre det i lydbilledet. For det andet, fordi Billie, i lighed med Jeff Buckley, klinger identisk med sin ene forælder. For det tredje, fordi hendes stemme i langt mindre grad forfalder til den slags blær, som Annisette ofte har ladet sig lokke til. I tilfældet Buckley var det omvendt.

Billie lader dog piberne buldre i enkelte numre, som den smukke “Keep Him Safe” og “City of Blue”, der er de bedste numre på pladen. Og de er skam også rigtig gode og dufter som John Barry. Man kan også høre den evne til at skabe stemninger, som bandets engagement i teater måske har givet dem.

Der er et hav af gæstende musikere på pladen, bl.a. guitaristen Jakob Bro, som de fleste kender fra I Got You on Tape. Og selvom det ikke angives på coveret, gør Bro et fremragende og inspireret stykke arbejde på Among Us – lidt a la Tim Buckleys livslange guitarist Lee Underwood, såmænd. Men det redder ikke pladen fra nogle fundamentale problemer: F.eks. er det faktisk enormt effektfuldt, at Billie kun synger helt igennem på enkelte numre. Eksplosionerne virker desto kraftigere. Men det udstiller desværre også sangskrivningens mangler i nogle af de mere stillestående numre.

Man skal passe på med at sige sådan noget, for det kan komme til at udstille ens egen uvidenhed, men pladen fremstår direkte kedelig i længere passager. Melodierne har ikke nok styrke til at brænde sig fast for alvor. I forhold til mulige forbilleder som Beth Gibbons, navnesøsteren Holiday og Cat Power, mangler pladen opfindsomhed og forfalder ofte til klichéer.

For mange vil Among Us være et perfekt akkompagnement til en romantisk aften – eller bare en tur med hunden på Refshaleøen. For atter andre vil pladen være en lidt for letbenet omgang blueskabaret, som faktisk var bedre udført på deres debutplade. Den sidste gruppe inkluderer mig.

★★★½☆☆

Deltag i debat