Plader

Death by Kite: Wave I

Skrevet af Mads Jensen

Death by Kite fornyer sig på Wave I – den første ep i en trilogi – men ikke helt så meget, som man kunne ønske sig. Selv om pladen aldrig skuffer, så imponerer den heller ikke. Bevares, det er bestemt fire gode sange, men de hverken genopfinder eller redefinerer hjulet.

Wave I er den første ep i en ep-trilogi fra københavnske Death by Kite. Hvis du tænker: »Death by Kite, dem ved jeg alt om, så jeg behøver ikke læse denne anmeldelse,« så tager du fejl, for Death by Kite lyder ikke længere helt, som de plejer. Ikke dermed sagt, at der er særlig meget nyt under solen som sådan. Det er bare ikke Death by Kite, som vi kender dem.

Selvom Death by Kite har bevæget sig et stykke væk fra deres tidligere udgivelsers støjrock, så er det dog ikke længere, end at man stadig kan kende dem, ikke mindst på grund af forsanger Bjørn Alexanders karakteristiske vokal. Når det så er sagt, så er Wave I markant mere indie end den første ep og ditto album. Den nye retning illustreres bedst ved et kig på pladens musikalske slægtninge til højre, hvor Sonic Youth ikke længere er iblandt. Det er Mew til gengæld.

Åbneren “White Wave” lægger stilen for den korte ep. På trods af de støjende guitarer er det ikke dem, der træder længst frem i lydbilledet. Det er derimod de sfæriske lydflader, der giver nummeret en meget organisk lyd, hvor det hele flyder sammen til en behagelig masse. Faktisk kan man, i mangel af et bedre billede, forestille sig lyden som en lavalampe: intense farver, langsomme, men tydelige bevægelser og bløde kanter. Det skal læses i den mest positive forstand – og ikke som at Death by Kite er slidt 70’er-kitsch.

Det bedste nummer er “Open House for Broken Homes”, der har en meget catchy og meget mørk guitar liggende som baggrund hele nummeret igennem. Det skaber et uroligt udtryk, som gør det svært ikke at leve sig ind i nummeret. Man forventer hele tiden en uhyggelig kulmination, men den kommer ikke. Spændingen bevares fra start til slut.

På de sidste to numre bliver det hele lidt mindre intenst og flyder mere sammen. Det betyder, at man ikke begræder ep’ens begrænsede længde, for man har egentlig fået lige tilpas, når den er slut.
Nu bliver det spændende at se, hvad Death by Kite gør på de to næste ep’er. Ganske vist har de vist, at de kan forny sig, men lidt mere kant ville ikke gøre noget. De lyder som et band, der virkelig kan stå på egne ben, men det kræver, at de i højere grad bryder med de genrer, de er kraftigt inspireret af på Wave I.

★★★★☆☆

Leave a Reply