Plader

Death by Kite: Wave I

Skrevet af Mads Jensen

Death by Kite fornyer sig på Wave I – den første ep i en trilogi – men ikke helt så meget, som man kunne ønske sig. Selv om pladen aldrig skuffer, så imponerer den heller ikke. Bevares, det er bestemt fire gode sange, men de hverken genopfinder eller redefinerer hjulet.

Wave I er den første ep i en ep-trilogi fra københavnske Death by Kite. Hvis du tænker: »Death by Kite, dem ved jeg alt om, så jeg behøver ikke læse denne anmeldelse,« så tager du fejl, for Death by Kite lyder ikke længere helt, som de plejer. Ikke dermed sagt, at der er særlig meget nyt under solen som sådan. Det er bare ikke Death by Kite, som vi kender dem.

Selvom Death by Kite har bevæget sig et stykke væk fra deres tidligere udgivelsers støjrock, så er det dog ikke længere, end at man stadig kan kende dem, ikke mindst på grund af forsanger Bjørn Alexanders karakteristiske vokal. Når det så er sagt, så er Wave I markant mere indie end den første ep og ditto album. Den nye retning illustreres bedst ved et kig på pladens musikalske slægtninge til højre, hvor Sonic Youth ikke længere er iblandt. Det er Mew til gengæld.

Åbneren “White Wave” lægger stilen for den korte ep. På trods af de støjende guitarer er det ikke dem, der træder længst frem i lydbilledet. Det er derimod de sfæriske lydflader, der giver nummeret en meget organisk lyd, hvor det hele flyder sammen til en behagelig masse. Faktisk kan man, i mangel af et bedre billede, forestille sig lyden som en lavalampe: intense farver, langsomme, men tydelige bevægelser og bløde kanter. Det skal læses i den mest positive forstand – og ikke som at Death by Kite er slidt 70’er-kitsch.

Det bedste nummer er “Open House for Broken Homes”, der har en meget catchy og meget mørk guitar liggende som baggrund hele nummeret igennem. Det skaber et uroligt udtryk, som gør det svært ikke at leve sig ind i nummeret. Man forventer hele tiden en uhyggelig kulmination, men den kommer ikke. Spændingen bevares fra start til slut.

På de sidste to numre bliver det hele lidt mindre intenst og flyder mere sammen. Det betyder, at man ikke begræder ep’ens begrænsede længde, for man har egentlig fået lige tilpas, når den er slut.
Nu bliver det spændende at se, hvad Death by Kite gør på de to næste ep’er. Ganske vist har de vist, at de kan forny sig, men lidt mere kant ville ikke gøre noget. De lyder som et band, der virkelig kan stå på egne ben, men det kræver, at de i højere grad bryder med de genrer, de er kraftigt inspireret af på Wave I.

★★★★☆☆

Om skribenten

Mads Jensen

 

Biografi:

Jeg kom først sent til at høre god musik, om man så må sige. Som lille knægt syntes jeg, at Shakin’ Stevens og Tina Turner var ret godt. Senere var jeg lige inde over lidt euro-dance. Nu er jeg lykkeligvis blevet kureret og hører, hvad jeg vil kalde markant bedre musik. Jeg kommer fra Aalborg, men bor nu i Odense, hvor jeg læser filosofi med engelsk som tilvalgsfag. Mine interesser udover musik er primært litteratur og at skrive. En god diskussion om religion eller udenrigspolitik går jeg heller ikke af vejen for.

 

Hører i øjeblikket:

Santogold: S.t.

- En blanding af alt godt fra den dansable musiks verden. Jeg ved ikke, hvor godt den holder i længden, men lige nu passer den perfekt. MySpace.

Shivvers: Lost Hits From Milwaukees's First Family Of Powerpop: 1979-1982

- Nogen fortalte mig, det her er et godt powerpopalbum, men det kan siges meget kortere. Det er nemlig bare et godt album. Punktum. Det er banalt, sødt, happy-go-lucky og først og fremmest catchy. Det er lyden af alle teenage-forelskelser nogensinde. MySpace

Lisa Lisa & Cult Jam: This Is Cult Jam

- Nu hvor firsene bliver mere trendy by the second, så er det ganske oplagt også at kigge tilbage, når man skal ryste sin moneymaker. Latin freestyle går man aldrig fejl af, hvis man vil have bas og kitsch i stride strømme. Mindst af alle steder hos Lisa Lisa & Cult Jam. Can You Feel the Beat på YouTube.

Slapp Happy: Casablanca Moon

- Avantgarde-pop er det blandt andet blevet kaldt. Og det er både kantet og catchy. Dette album er fra '74, men det kunne ligeså godt være fra i år. Det er bare tidsløs god musik. Man kan fordybe sig idet, men også bare bruge det som baggrund.

Elysian Fields: Queen of the Meadow

- Åh! Den stemme! Så sexet, så lokkende. Elysian Fields kalder selv deres musik for noir rock, og det passer ret godt. Det er meget mørkt, drømmende og ikke mindst behageligt. En oplagt slappe-af-på-sofaen-plade.

 

Fem favoritalbums:

My Bloody Valentine: Loveless

Bruce Springsteen: Ghost of Tom Joad

M.I.A.: Kala

Emmylou Harris: Wrecking Ball

Blondie: Parallel Lines

Skriv et svar