Interview

Diefenbach – »Det kunne være fedt ikke længere at være upcoming«

Skrevet af Mikkel Arre

En kontrakt med Wall of Sound sendte Diefenbach på hårdt arbejde i 2005, men uden et gennembrud. Nu er kvartetten tilbage med et nyt album, og denne gang kunne de godt tænke sig at vække mere opsigt i Danmark end i Benelux-landene.

Det er intet, der tyder på, at folk i Amsterdam og omegn skal tage det som en fornærmelse. Men med deres nye album, Dark Spinner, håber danske Diefenbach, at der – i hvert fald til en start – bliver lagt lidt mere mærke til dem herhjemme. »Vi er nærmest mere kendte i Holland end i Danmark, og det er lidt åndssvagt,« som guitarist og sanger Kenneth Sarup siger det. Men sådan går det, når man får en kontrakt med et stort engelsk selskab, der ikke har øje for det lille naboland på den anden side af Nordsøen.

Sådan en kontrakt var lige netop, hvad Diefenbach signerede i foråret 2004. Engelske Wall of Sound inviterede dem indenfor, og således kom Diefenbach på hold med stjerner som norske Röyksopp. Men så langt op på den musikalske himmel kom danskerne ikke.
– Hvis I kunne give 2004-udgaven af Diefenbach et godt råd, hvad ville det så være?
»Fyr den af!« griner bassist og sanger Allan Mattson.
»Ja, vi gjorde alt det rigtige og fulgte de råd, vi fik,« stemmer Kenneth Sarup i. »Vi var helt klar over, at bare fordi selskabet lå i England, var det ikke det samme, som at vi ville komme til at sælge en masse plader. Det ville kræve en masse arbejde, held og timing. Vi stod ikke i vejen for noget, så jeg tror egentlig bare, at jeg ville sige: “Sørg for at få noget mere gratis sponsortøj, så længe I kan”,« formaner han med et skævt smil.

Åbne døre, nye rum
Wall of Sound udgav Diefenbachs tredje album, Set & Drift i 2005, og det gav bandet en propfyldt kalender. I løbet af året blev det til mere end 100 koncerter i det meste af Europa. Koncerter, der bar præg af, at Diefenbach var en del af Wall of Sound-holdet.
»Selskabet er ret dance-agtigt, og det gjorde, at nogle af de turnéer, vi var på, nok strategisk set kunne have været federe, hvis vi havde spillet flere shows, hvor folk var helt klar på noget fesen harmoni-guitarpop i stedet for dance,« forklarer Kenneth Sarup. »Det var bestemt skægt at spille kl. tre om natten på en vild klub i London, men vi skulle kæmpe lidt for at få sådan et show op i det rette tempo. Det er ikke en kritik, bare en konstatering. Måske kunne vi have solgt lige 15 plader mere, hvis vi havde spillet mere sammen med nogle, der mindede om os selv.«

Set & Drift var et skridt i en helt ny retning for Diefenbach. Hvor de på deres to første plader kun havde brugt vokaler hist og her, var album nr. tre fuldt ud vokalbaseret. Så selv om bandet ikke var albumdebutanter, var det ikke altid lige let at turnere, fortæller Allan Mattson.
»Vi var meget nye i den forstand, at vi havde spillet instrumentalmusik før, og nu stod vi så med en plade, der ville noget helt andet. Det her var det eneste materiale, vi havde at spille. Vi syntes, at der var mange aspekter ved Diefenbach at vise frem, men vi havde kun to-tre sange af hver slags, så det kunne være svært at lave et godt show. Derfor så jeg frem til at lave en opfølger, hvor vi lavede enten det ene eller det andet.«

Efter at have taget store genremæssige spring mellem de tidligere plader var bandet ikke i tvivl om, at det ikke var nødvendigt at springe igen. »For os som band åbnede Set & Drift døren ind til vokalmusikken. Den gjorde, at vi fandt ud af, at vi sagtens kan det,« siger Kenneth Sarup og fortsætter: »Det viste sig så, at det var nogle andre end os, der havde nøglerne til dørene til den kommercielle succes, men vi fik i hvert fald sparket døren ind til sangskrivningen op, og nu tør vi godt være i det rum.«
Allan Mattson følger op: »Hvor vi tidligere har gået gennem en ny dør ind til et helt andet udtryk for hver plade, har det ikke været på samme måde med Dark Spinner. Da vi arbejdede på Set & Drift, fandt vi en gang, som vi åbenbart var meget glade for, så den er vi fortsat nedad.«

Mere sammenhæng
Der var god tid til at traske ned gennem den vokalmusikalske korridor. Det store gennembrud kom nemlig ikke, og Wall of Sound-kontrakten løb ud. Der gik det meste af et års tid, før Diefenbach igen begyndte at skrive sange. En proces, hvor bandet med Allan Mattsons ord skrev “i øst og i vest”. Der var intet hastværk, for det var afgørende for bandet at nå frem til et samlende udtryk, der kunne bære en hel plade. »Når man ser tilbage på Set & Drift, kan man godt høre, at vi prøvede mange ting af. Denne gang ville vi gerne have, at der var en stærkere følelse af, at der var tale om en sammenhængende plade,« siger Allan Mattson.
»Fordi vi skrev virkelig meget, havde vi materiale nok til at have lavet en helt anderledes plade. Vi kunne f.eks. sagtens have lavet en mere folket plade, hvis vi havde villet. Men da vi havde lavet “Seven Years”, følte vi, at her var det udtryk og den stemning, vi gerne ville henimod,« supplerer Kenneth Sarup.
– Hvad var det for en stemning?
»Teksten til “Seven Years” er lidt dyster i det, og så er den sat op imod et lysere musikalsk udtryk. Den type kontrastopbygning kan vi godt lide. Det var ikke noget mål, at pladen skulle være mørk –sådan blev den bare. Vi bliver alle sammen inspirerede af de ting, der foregår i verden omkring os. Uden at jeg skal afsløre, hvad teksterne handler om, er der en del politik i dem, måske inspireret af nogle krige og noget miljø. Og så blev det mørke sange,« siger Kenneth Sarup.

»Vi må være kommet langt nedefra«
Når man lytter til Dark Spinner, lyder Diefenbach mere elektroniske end på det foregående album. Men grundlæggende set har bandet arbejdet med sangene på helt klassisk vis. »Alle sangene kan spilles på en akustisk guitar. Det var et ret bevidst valg. Vi ville have, at skelettet neden under vores 2008-lyde og blipblop var så godt, at vi også vil kunne spille sangene om nogle år. Vi har skrevet i sommerhuse rundt omkring, og der er noget lejrbålsvenligt over numrene,« siger Kenneth Sarup.

Og hvad skal lejrbålssangene så føre til? Forhåbentlig lidt opmærksomhed fra det danske publikum end tidligere. »Vi har eksisteret i 10 år, og det kunne være fedt at prøve at sælge mere end 1.500 plader. Det handler ikke kun om at sælge, men vi synes, vores musik er god nok til, at nogle flere skal høre den. Det ville være fedt ikke længere kun at være up and coming,« siger Kenneth Sarup.
»Altså, nu har vi været upcoming i 10 år. Vi må godt nok være kommet meget langt nedefra, når vi kan blive ved med at være på vej op,« griner han og lader sin hånd tegne en stejlt og endeløst stigende formkurve, inden han fortsætter: »Hvor langt det kan bære med vores stil og genre, ved jeg ikke, men nu er vi i hvert fald på et dansk selskab, der har kunnet løfte andre upcoming bands op, så det håber vi, at de også kan med os. Og i hvert fald har de mere fokus på Danmark, end Wall of Sound havde.«
»Sidste gang var strategien, at vi skulle tage hele Europa på én gang. Danmark var sat i anden række, og det er lidt ærgerligt,« siger Allan Mattson, og Sarup tager over: »Ja, denne gang starter vi her, og så bliver det Skandinavien … Europa … Asien,« siger han med ironisk patos.
»Og Månen,« siger Allan Mattson og tilføjer, at ingen i bandet har det helt store behov for at leve i en tourbus lige med det samme. Så Holland må vente.

Deltag i debat