Plader

Holly Golightly & the Brokeoffs: Dirt Don’t Hurt

Skrevet af Johanne Mortensen

På sit andet album med the Brokeoffs fortsætter Holly Golightly, hvor hun og hendes kompagnon slap. På en skrammellegeplads fyldt med banjo, bluesguitar og veloplagte duetter udstilles 14 numre, hvor Holly Golightly afslører sig som en real phony, for selvom hun ikke hører til den amerikanske tradition, hun opererer i, kan hun stå inde for det med et ærligt hjerte.

Lidt skidt og møg har aldrig skadet nogen. I hvert fald ikke hvis man skal tro den voldsomt produktive Miss Holly Golightly, som netop har udsendt sit andet udspil, Dirt Don’t Hurt, fra samarbejdet med Lawyer Dave i Holly Golightly & the Brokeoffs. Med Dirt Don’t Hurt fortsætter duoen, hvor den slap med det kritikerroste album You Can’t Buy a Gun When You’re Crying, og allerede med albummets første nummer, “Bottom Below”, kan de inkarnerede fans ånde lettet op: Det er stadig fun and games, der er opskriften på skrammellegepladsen.

Der er noget, der tyder på, at tiden flyder på en helt anden måde på skrammellegepladsen, for midt i en nonstop turné og blot 15 måneder efter det forrige album fandt frøkenen og advokaten tid til at indspille 14 dugfriske numre. Det tog dem ganske vist også kun fem dage. En dag længere end indspilningstiden på forrige album, så »it may seem a little overproduced to some«, som bandet koketterer. Overproduktion er dog det sidste af bandets problemer. Overgjort og overgearet måske, men ikke overproduceret.

Pladen buldrer, brager og gjalder af sted med banjo, bluesguitar, udefinerbare slagtøjsinstrumenter og veloplagte duetter, hvis mand/kvinde-dynamik i de mest vellykkede numre som “My 45” og “Accuse Me” minder mig om Lee Hazelwood og Nancy Sinatra. Men de fantasifulde indfald og den pudsige instrumentering kan trætte selv det mest venligsindede øre og få det til at ønske, at duoen kunne skrue lidt ned for charmen og holde hænderne i ro i to minutter. Netop derfor fungerer pladens mere enkle og afdæmpede numre som “Up Off the Floor” og “For All This” som små liser, hvor det skinner igennem, at frøken Holly muligvis også har noget på hjerte.

Når man opkalder sig selv efter Truman Capotes legendariske society-pige Miss Holly Golightly fra romanen “Breakfast at Tiffany’s”, hvis hele eksistens drejer sig om spørgsmålet: »Is she or aint she a phony?«, er det nærliggende at stille sig selv det samme spørgsmål. Hvem er denne britiske Holly Golightly, der hjemmevant shopper rundt i den amerikanske roots-tradition med sin country, blues, ragtime, folk og sydstatsromantik? Er hun eller er hun ikke en phony? Ligesom den litterære figur er hun i høj grad kendt for det fine selskab, hun holder sig (Billy Childish, White Stripes m.fl.), og ligesom den fiktive Holly ser hun bedårende ud, ligegyldigt hvilken hat hun tager på.

Holly Golightly er en real phony og dermed slet ikke en phony. Distinktionen, som Truman Capote forklarer det, ligger i, hvorvidt man selv tror på det, man fyrer af. Og jeg er overbevist om, at Holly Golightly går til gryderne, spandene og makronerne med et ærligt hjerte. For det nytter ikke at gå på skrammelpladsen for at lede efter nye, ubrugte genstande. På skrammellegepladsen leger man med det gamle og velkendte skidt og møg. Men selvom skidt og møg ikke skader, kunne det alligevel være spændende at møde en renskuret og blottet frøken Holly helt uden hat, næste gang hun melder sig på banen. Om halvandet år velsagtens.

★★★☆☆☆

Deltag i debat