Plader

Holmes: Wolves

Skrevet af Christian Klauber

Svenske Holmes har begået en indierocket omgang country, der er så tung om hjertet og slæber sig så meget af sted, at det næsten er for meget af det gode. Men den intense smag af iskold ensomhed og forlis er samtidig en af de ting, der gør Wolves til en god oplevelse.

Pressemeddelelsen, der følger med Wolves, lover mig, at forsangeren i Holmes, Kristoffer Bolander, lyder som Neil Young. Men det er jo ikke umiddelbart noget særligt, for mange er – forståeligt nok – inspireret af den canadiske country/garagerock-legende med det tynde hår. Men da jeg sætter Wolves på, tænker jeg alligevel: »Hold da op, han lyder GODT nok MEGET som Neil Young«. I en yngre og lidt mere lys udgave ganske vist, men alligevel. Der er definitivt dømt Neil Young-stemmeføring.

Og så opstår problemet: Er det godt eller skidt? Vi anmeldere elsker jo det noget udvandede begreb AUTENTICITET, og man er af en eller anden grund ikke ægte, hvis man lyder som andre. Men det kan man vel egentlig godt være? Bolander kan jo strengt taget ikke gøre for, at han lyder som Young. Og i kraft af, at det ikke lyder anstrengt, når han synger, taler alt for, at han i hvert fald ikke prøver at efterligne, men ganske enkelt bare lyder som Young. Og det bør man glæde sig over; det er i hvert fald medvirkende til, at Wolves når forbi mit panser og momentvis får mit kolde hjerte til at banke lidt hurtigere.

Det er egentlig en ganske simpel opskrift, Holmes følger. Personlige, indadvendte tekster akkompagneret af elektrisk og akustisk guitar samt klaver tilsat de tre esser: mandolin, lap steel og akkordeon. Specielt Betti Velickovics evner på akkordeon er en oplevelse, og flere gange lyder det nærmest, som om der er et orgel indblandet i lydbilledet. Både tekst og lyd bliver leveret med en indføling og momentvis virtuositet, der sikrer, at Holmes lyder af mere end bare Neil Young, og det er det, der hæver Wolves en smule over gennemsnittet.

“Possession” er et godt eksempel på den minimalistiske melankoli, der fungerer så godt: Indledende støjcirkler afløses af en basrundgang, inden trommesæt med whiskers samt klaver overtager melodilinjen, mens lap steel og akkordeon svævende udfylder hullerne i lydbilledet. Sammen med vokalen danner det et fint krystallinsk lydbillede, der synes at være kun et vindpust fra at krakelere.

Teksternes temaer slingrer fordrukkent og såret omkring temaer som kærlighed, tab, savn, at forlade og blive forladt, knuste hjerter og så videre og så videre. Det er netop her, at det svage led på Wolves åbenbarer sig. Det er så helt ufatteligt TUNGT og drævende langsomt. Den snotsnøftende sorg over ulykkelig kærlighed slæber sig af sted: »Don’t let your love on me / I will let you down / your heart is not for me / I’m too far down« (“Possession”), »And so I came to leave them / my broken heart deceived them« (“Storm”), »And it’s in every time we touch / cold chills of distrust / I can feel it grow cold« (“Long Waiting”), og jeg kunne blive ved.

Men så, hov, netop som man tror, at man skal høre endnu en sang om forlist kærlighed og er på nippet til at besvime under vægten, der nedkastes over en, bliver man sørme taget ved næsen: »You’re every street I cross / and the water in my cup / when I feel weak and astray. Since I was a little boy / you brought me care and joy / for five nights a week,« lyder det på den poppede “David Letterman”, der netop handler om Letterman og ikke noget andet. Og omsider er der ikke tale om en forlist forelskelse, men en fin, lille tekst, der måske endda – og her overfortolker jeg nok – kan opfattes som en lille metakommentar til al den smerte, der er på Wolves. Et lille: »Ja, vi ved godt, at vi er overfølsomme og irriterende sensitive«. Desværre følger Holmes ikke op på det lille afbræk og leverer tekster i samme dur, men vender tilbage til mismodet og ensomheden. Og selvom det ikke hæmmer pladen direkte, fordi Wolves så klart vælger det univers, havde lidt afveksling uden tvivl gjort underværker.

Det er, som om anmeldelser, der bliver skrevet ved efterårstid, har en tendens til at tale om og parallelisere til vejret. Den her bliver ingen undtagelse, til gengæld lover jeg ikke at snakke om vind eller vejr i min næste. Wolves passer perfekt til tiden med faldende blade og isnende kolde, mørke morgener og aftener. Enten fordi den kan forsikre én om, at der nogle steder er endnu koldere og ensomt end lige her, eller også fordi den læner sig godt op ad den indadvendte stemning, efteråret forårsager hos mange mennesker. Og så er det tilmed en plade, der er værd at lytte til.

★★★½☆☆

Deltag i debat