Koncerter

Isobel Campbell & Mark Lanegan, 25.11.08, Store Vega, København

Skrevet af Cæcilie Jessen

Et velopdragent publikum gav plads til at lade den tidligere Isobel Campbell og hendes prins Lanegan skabe afdæmpet magi, indtil der blev hamret i klaveret under ekstranumrene, der blev koncertens klimaks.

Fotos: Mathias Laurvig, Liveshot.dk

Fotos: Mathias Laurvig, Liveshot.dk

Opvarmningen var ikke noget særligt. En svensk, gråsprængt mand med sin guitar. Han lød som en svensk kopi af Lanegan eller Cave, men uden den intensitet og brænden-igennem, der kendetegner dem begge. Det osede af klichéfyldt blues – »A merry-go-round full of women spinning on top of my head« – og det hjalp kun lidt, da en halvlunken banjo blev bragt ind.

Da Isobel Campbell og Mark Lanegan betrådte scenen, faldt tingene mere på plads: Der var en grund til, at opvarmningsmanden var opvarmning og at hovednavnet var disse to. Lyset faldt dæmpet over scenen, og det var som om en tåge bredte sig. Der var ingen teaterrøg, men det føltes sådan. Fe-stemmen og den slidte prins Lanegan stemte i med “Seafaring Song” uden scenesnak eller unødig kropsbevægelse. Den helt sagte start med »I have traveled…« stod som indgang til en historie om Skønheden og Udyret, og vi blev mellem noderne lovet eventyr.

Jeg har aldrig mødt så velopdragent et publikum som denne tirsdag aften i Vega. De eneste råb, der undslap mængden var et par “Happy birthday, Mark!”, der blev gengældt med et diskret nik fra scenen. Der herskede sådan en stille forventning om trylleri og drømmespinderi, og måske også en stille følelse af rolig hverdagsaften.

Vi fik en lidt forhastet udgave af “Deus Ibi Est” fra de tos første fælles album. Forhastet, men præcist serveret. Det viste sig at blive kendetegnende for hele aftenen; ingen fikumdik, men en ridseløs vare. Også dét virkede lidt magisk, det stort sete fravær af menneskeligt skramleri, men en anden form for magisk. Magisk mekanisk.

Jeg er ikke så høj, og når jeg skal til koncert, ved jeg aldrig helt, om jeg kommer til at kunne se noget. Heldigvis var de fleste koncertgængere tirsdag aften på min højde, men der havde sneget sig nogle enkelte høje typer ind. Én af dem kom til at stå, så jeg ved hans venstre øre kunne se frk. Campbell og ved hans højre hr. Lanegan. Det undrede mig, at der ikke syntes at være nogle særlig kontakt mellem de to ører, men egentlig kan det vel ikke siges at være afgørende for en koncert. Men det undrede mig. Det gjorde det.

Egentligt var scenespillet i det hele taget lidt underligt. Lanegan var en intenst brændende statist i Campbells show, mens hun mellem numrene vendte ryggen til det stille undrende publikum. Bag dem byttede det velsammenspillende band instrumenter og pladser, og i siden sad en lydmand med hovedet i hænderne. En besynderligt afdæmpet historie om en mand og en kvinde og et band.

isobel campbell3Vi fik længselsfuld guitar i “Creeping Coastline of Light” og en lidt trekvart-hjertet udgave af “The False Husband”. De strygere, der ikke var celloen i Campbells hænder, var båndede, og man kan sige, at det er svært at slæbe et symfoniorkester med sig overalt, men det får nu bare intensiteten til at falde lidt. Det brænder ikke helt så meget. Ikke en grimasse under fremførelsen af “Ballad of Broken Seas”. Et imponerende klart fløjteri fra Campbell i “Keep Me in Mind, Sweetheart”. “Saturday’s Gone” gav Lanegan en pause bag scenen, mens Campbell beviste, at man sagtens kan være luftig og bryde bragende igennem på samme tid. Det er noget med antydelsens kunst, og hun mestrer den til fulde.

I øvrigt mestrer denne Campbell meget til fulde. Hun kastede sig over flere instrumenter i løbet af koncerten, og det var tydeligt, at numrene er hendes værk. Der var en virtuos følelse over leveringen, og det var rart at høre på som koncertgænger. Hun er en dame, der kan sit musikalske kram.Et par mellemnumre gik, indtil “Honey Child What Can I Do” fik vippefødderne og smilene i gang. Derfra bevægede vi os over et par numre mod slutningen. Lanegan takkede og de bevægede sig ud.

Jeg bryder mig ikke om ekstranumre. Jeg kan ikke lide teateriet med at bandet skal gå ud for at komme ind igen, og alle ved det. Jeg er også altid lidt træt i benene, når vi kommer dertil. Til omtalte koncert skulle ekstranumrene imidlertid vise sig at være det klimaks, som hele koncerten varmede op til. Trommer og guitar bragte Lanegan og Campbell på scenen til “Revolver”. Dragende som en Cave-ballade om dræbende kærlighed. Og så skete det. Jazzet og filmisk og farligt lød “Come On Over (Turn Me On)” fra scenen, endnu mere hårdtslående og bragende end på pladen. Jordrystende hamrede Campbell løs i klaveret i mellemstykkerne, og nu var de blødt op deroppe, nu så det næsten ud til, at de nød at stå der og forføre publikum med strygere og en lummer basgang.

“Ramblin’ Man” var næstsidste nummer (jeg elsker det, men har intet objektivt at sige), og afslutningen blev et råt nummer, jeg ikke kender og ikke kan finde. Noget med »Forget about my sicknesses« (“Wedding Dress” fra Lanegans Bubblegum har en venlig læser oplyst, red.). Lydniveauet var perfekt, Store Vega blev lige akkurat rystet nok til, at man måtte lade sig rive med (Campbell også), men alligevel ikke så meget, så det gik ud over den gode lyd. Så gik bandet af scenen for alvor.

Som skrevet blev alt leveret præcist og uden store udskejelser. Campbell har skrevet så gode sange til hende og Lanegan, at det egentligt fungerer upåklageligt. Det er sange, der godt kan stå en pladenær levering uden store vejrmøller, og både Campbell og Lanegan er brændende kunstnere og dygtige håndværkere. Nogle gange kan man bare godt bruge lidt menneskeligt skrammel. Måske bare lidt uforudsigelighed.

★★★★½☆

Deltag i debat