Plader

Jake One: White Van Music

Skrevet af Anders Mortensen

Jake One er høj på musikken, og så er det hele jo bare godt. Det har han så forsøgt at vise os ved at producere et utal af vidt forskellige hiphopkunstnere og blande det sammen til en uformelig masse af det alternative, det ghetto-ficerede og så det, der bare kører rundt midtimellem og rundt om. Det er for meget af det gode, og det er også godt nok.

»Are you on dope?«
»”¦Yes. Musical dope.«
»Are you high?«
»”¦Yes.«
»Off what?«
»”¦Music.«
»Are you on a trip or sumthin’?«
»”¦Yes. Music.«

Jake One er hiphopproducer. Siden 1996 eller deromkring har han fremstillet beats og kogt rytmer til stort set alt, hvad der kan rappe og gå, og når jeg skriver alt, mener jeg virkelig alt. For Jake One er ikke en producer, der har holdt sig til en fast og stramt defineret gren inden for hiphoppens (alligevel) mangfoldige univers. Hans resumé er imponerende, og det er til trods for, at han ikke er i nærheden af at være et lige så stort navn som f.eks. DJ Premier, Dr. Dre eller Prince Paul for den sags skyld.

Jake One er fuldstændig uden for de snævre rammer og har beskæftiget sig med G-Unit, Snoop, Vast Aire, MF Doom og Sway. Der har vi så lige i en håndevending fået dækket gangstarap, alternativ rap og grime og så lidt mere til, og det er fornyende at opleve en kunstner, der bare har lyst til at brede sit store korpus ud over det hele, mase det fladt og sige: »Se, hvad jeg kan.« Romantisk, jovist. Det taler til en idé om, at det hele bare er fedt, og at der ikke er nogen grund til at opbygge eller indsnævre eller begrænse eller skide på de andre, men bare tage det hele med, snuse det ind og spytte det ud i koncentrerede dunk til mellemgulvet.

Det er en lillebitte smule til at få kvalme over, og det bringer mig da også til den mildest talt bovlamme diskussion, der er citeret allerøverst, og som er det eneste, man får hørt fra Jake One, hvor det er munden – og ikke beats og samples – der snakker. Det er meget, meget simpelt og også utrolig naivt at indlede en plade med visdomsordene om, at »det bare handler om musikken, maaaaaaand.« Men det er også utroligt indtagende, charmerende og ikke mindst rigtigt, for det handler sgu om musikken. Hiphoppen. En af de få genrer, hvor der hele tiden henvises til sig selv og hverandre, og hvor hver især er en del af det større billede; overgrund såvel som undergrund; Aesop Rock såvel som Soulja Boy. Det er lige præcis den vinkel, Jake One har fattet, og som han viderefører på den på mange måder helt fremragende White Van Music. Producerens eget værk og stemme sat i form.

Pladen åbner med en tredelt salve af virkelig gode numre: Åbneren “I’m Coming” med Black Milk ved mikrofonen vugger mørkt derudaf med en underspillet bas, et forvrænget sample og et psykedelisk guitarlick, og i modsætning til så mange andre hiphopalbum er det næsten antibombastisk at lægge ud på den måde. En snigende advarsel om ens komme og en åbner af rang, hvilket Black Milk også hjælper godt til med. Dernæst følger “Gangsta Boy” med M. O. P., og der går næsten klassisk p-funk i den. Hvin a la “Gin & Juice” og et dunkebeat af den kendte, men elskede midt-90’er-skole, og det er virkelig overordentlig godt produceret. Det er vigtigt at påpege, når nu det er et produceralbum. Det kan sådan set være lige meget, hvad det er, M.O.P. render rundt og råber om. Hele udsagnet og intentionen bag værket ligger i lyden og ikke i ordene. Jake One har derimod lavet numre, der passer perfekt til den enkelte kunstner og dennes lyster og tendenser. Der er ikke noget ved produktionen, der overskygger negativt. Det er hverken for underspillet eller overkørt, men sidder derimod ret godt placeret lige midtimellem og dermed også godt i skabet.

Tilpasningen til den enkelte kunstner viser sig også i tredje og sidste del af åbnertrioen, “The Truth” med Freeway og Brother Ali. Det er selvsagt en politisk sag, når Ali er med, og den vækker da også mindelser om nummeret “Uncle Sam Goddam” fra Alis album The Undisputed Truth, men de korte soulsamples, der bræger »the truth is so plain to see,« og de lavmælte horn i baggrunden gør, at det lyder fantastisk frisk og svedigt som en ghetto i New York anno ’75.

Og der er selvfølgelig også mange andre højdepunkter, bl.a. to numre med MF Doom, der stadig rapper, som om han læser op fra en karaokeskærm uden at kunne følge med, men han gør det til topkarakter på “Trap Door”, hvor han understøttes af en hvislen fra hi-hatten og et beat fra en plukkende guitar. Meget typisk MF Doom-snigeri og meget godt.

Men det smukkeste ved pladen (og muligvis det bedste nummer) er “Oh Really”, der smelter Posdnous fra De La Soul sammen med Slug fra Atmosphere, og så befinder vi os i det rum, som pladen er skabt til. Et møde mellem to generationer og stilarter, som de færreste kunne have forestillet sig, og det fungerer. »Oooh« i baggrunden og en mere upbeat stil gør, at der er mere Three Feet High and Rising over nummeret end nogen af de grovkornede sager, Atmosphere har spyttet ud som en del af den hvide Minnesota-undergrund, men det er ikke noget, man lægger mærke til, for det hele går godt i spænd.

»Mission næsten vellykket.« For vi er blevet overbevist om, at det hele holder, uanset hvor i hiphopspektret du befinder dig. White Van Music er skabt til alle, der har den mindste interesse i hiphoppen og dens sider; hvad enten du er Young Buck-fan eller mere til Royce da 5’9’’, så er der noget at tage stilling til. Der er faktisk for meget at tage stilling til. Hele 22 numre, og de ender med at flyde sammen og blive til én klump. Der er ikke et decideret dårligt nummer på albummet, men der er en del, der bliver glemt og skippet over. Det er vældig ærgerligt, for med 10 numre havde vi talt om årets hiphopalbum, og nu er det i stedet et stort, boblende skrummel af en hiphoplabskovs.

Men Jake One er hiphopproducer, og i hiphop skal pladerne bare være for lange og for meget en gang imellem. Især når det er så vellykket så langt hen ad den alt for lange vej.

★★★★½☆

Deltag i debat