Koncerter

Lightning Bolt + Drum Eyes + Trencher + DJ Scotch Egg, 10.11.08, Lades Kælder, København

Fire typer ekstremisme: tung tribaltrance med kaotiske rytmeforløb, støjterrorisme med blæsende trommer og hektiske synth-melodier, slamdansende techno-dj med brutale rytmer og skrig og en tomands-mejetærsker, der slagtede publikum.

Trencher. Fotos: Kasper Troels Nørregaard, www.comeondieyoung.dk

Trencher. Fotos: Kasper Troels Nørregaard, www.comeondieyoung.dk

Mandag aften den 10. november på Lades Kælder i Københavns indre by stod i ekstremismens tegn. Faktisk hele fire nuancer af ekstremisme. Det var booking-bureauet Klub Adorno, der stod bag, som også har stået for utallige andre arrangementer på Lades Kælder mindst en gang om måneden, nogle gange endda flere gange i samme uge, de sidste par år. Fokusset har primært været afarter af mathpop og -rock og hardcore, men de har også booket indiepop-darlings som Saturday Looks Good to Me. Det var desuden Club Adorno, der stod bag sidste måneds koncert med 31 Knots, som Lasse Bertelsen her fra Undertoner var ret begejstret for. Noget tyder på, at Club Adorno forstår at vælge sine bands med omhu, for arrangementet mandag aften var også ret exceptionelt.

Første nuance af ekstremisme var egentlig ikke så ekstrem. Aftenens første band, Drum Eyes, består af en guitarist, to trommeslagere, hvoraf den ene er tidligere medlem af den japanske, støjeksperimenterende tribalgruppe Boredoms, og en halv multi-instrumentalist, halv maestro. Sidstnævnte optrådte senere på aften som DJ Scotch Egg, men det kommer jeg til. I den her konstellation forsøgte han at styre løjerne, men langt hen ad vejen klarede bandet sig selv. Tunge, dragende riff pulserede på toppen af nogle ret flydende synth-toner, der kunne lyde som noget tidlig krautrock-electronica. Faktisk blev det i en enkelt sang til mere klassisk Kraftwerk-blipblop. Hertil spillede trommeslagerne så sammen i en form for tribaltrance. Det var ganske hypnotiserende og derfor også ekstra voldsomt, når de afbrød deres svæv og gik over i kaotiske rytme-brag.

Trencher var derimod et ganske alvorligt skridt op ad den ekstreme rangstige. Tre flabede englændere, der udøvede vold mod den traditionelle deathgrind-genre ved at inkorporere nogle prog-rockede synth-melodier i høj hastighed. Der var en hel del ekstrem noise-rock over deres overbelastninger af nervesystemet, da de udførte relativt mange skæve breaks. Men da først deres hjerner smeltede helt sammen to tredjedele inde i sættet, så brød de ud i brølende energisk grind, og det var faktisk her, de for alvor fik publikum med. Måske fordi det var et herligt klimaks på noget, de havde vist ansatser af koncerten igennem.

Lightning Bolt

Lightning Bolt

Den tredje nuance af ekstremisme var lidt af en outsider i line-uppet, men overraskede overordentlig positivt. DJ Scotch Egg trådte op på scenen med lidt elektronisk gear, fyrede lige et par lydprøver af, som skærpede både nysgerrigheden og mistroen, trykkede så ellers play og slamdansede ind i publikum. Trencher havde ellers gjort sit for at få flyttet de forreste folk, men DJ Scotch Egg havde endnu mere held med at tørre sin energi af på publikum. Og det i bogstaveligste forstand. For han tog konsekvensen af den elektroniske musikers lod med ikke rigtig at have noget at lave og engagerede sig med svedende krop i dansen til sine brutale, støjende breakbeats og fjollede otte-bits-melodier. Aftenens humoristiske indfald.

Så var der kun den sidste nuance af ekstremisme tilbage: Lightning Bolt, der er berygtet for deres ekstremt energiske live-koncerter. Deres sidste plade er fra 2005, så man kunne godt bekymre sig: Er de nu i form? Der var absolut ingen grund til bekymring. Da trommeslager Brian Chippendale først havde fået snøret masken med indbygget mikrofon om hovedet, gik der ikke lang tid, før pladsen foran den smalle, lavloftede scene på Lades Kælder var forvandlet til et virvar af svedende kroppe i konstant og ukontrolleret bevægelse. Lys svingede fra side til side i blikket på hovederne, der blev kastet rundt. En masse af energi udgik direkte fra den voluminøse og frådende to-takts-motor på scenen og blev omsat til heftig fysisk udfoldelse foran scenen. Lightning Bolt fremstod som en velsmurt motherfucker af en mejetærsker, der slagtede det villige publikum foran sig, så blodige kødstumper stod ud til alle sider. Brutalt. Min kropsbevidsthed blev opløst, og kun de kværnende basgange og ustyrlige trommer fyldte hver celle i mit hoved. Det var åndeløst og stakåndet.

Da de blev overtalt til at spille ekstranumre, havde publikum allerede fortrudt det. Der var ikke mere juice i venerne. Kun slatter. Lightning Bolt var et fænomenalt klimaks på fire nuancer af ekstremisme, hvor man havde svært ved at se energiniveauet stige fra koncert til koncert, men det var ikke desto mindre det, der skete. Det er mageløst, hvor fantastisk musik kan være.

Drum Eyes:

★★★★☆☆

Trencher:

★★★★☆☆

DJ Scotch Egg:

★★★★★☆

Lightning Bolt:

★★★★★★

Leave a Reply